Home Festivaler SPOT Festival 2015 – reportage fra lørdagen

SPOT Festival 2015 – reportage fra lørdagen

3437
0

Lørdagen på Spot bød igen på en række gode koncerter, hvor blandt andet svenske Riddarna og Daniel Norgren leverede stærke oplevelser. Følg med på en lille lørdagsrundtur herunder. 

Trætheden efter fredag havde ikke helt lagt sig, men solen skinnede og der var en interviewaftale i kalenderen først på eftermiddagen, så bevæbnet med solbriller og diktafon mødtes jeg med Magnolia Shoals i backstageområdet bag den lille Tak Rock-scene på plænen foran Musikhuset. De fire thyboer (nu bosat i København) har den fine debut Tenants med i baggagen og det blev til en snak om både arbejdet med debuten, Spot Festival og fremtidsplanerne for bandet – det interview kan du læse her på siden i løbet af de næste par uger. Efter interviewet fandt jeg mig en plads i solen foran Tak Rock scenen, hvor Thy Music Collective stod for eftermiddagens koncertprogram. Under interviewet havde Drengebande sørget for baggrundsmusik, mens Quick Quick Obey, som jeg interviewede under sidste års festival, tog scenen omkring kl. 14.45. Bandets luftige synth-pop/rock stod fint til den solbeskinnede scene og bandet har et godt energisk udtryk.

De blev afløst på scenen af netop Magnolia Shoals, som lagde ud med to af de bedste numre fra debuten, først den fremragende ‘Western Whereabouts’, og så ‘Christ the Tiger’. Desværre var lyden ikke helt afstemt, så bas og vokal kom til at flyde noget sammen, og lydbilledet blev mere brummende og mudret end godt var. Der blev dog efterhånden stillet mere skarpt i lyden, men trods en behjertet indsats fra bandet, var det som om musikken ikke for alvor brød ud over scenekanten i solskinnet. Måske ville Magnolia Shoals’ melankolske og tænksomme lyd også stå sig bedre til aftenmørket eller en indendørsscene, og samtidig kunne jeg også tage mig selv i at savne den alsidige instrumentering fra albummet. Til gengæld fungerede lukkeren, ‘This Room Is a Church’ flot, og satte et stærkt punktum for en bestemt godkendt koncert.

Magnolia Shoals på Tak Rock-scenen
Magnolia Shoals på Tak Rock-scenen

Tempoet blev sat op af The Entrepreneurs, som overtog scenen efter Magnolia Shoals, og den energiske duo (udvidet med et ekstra sæt hænder live) satte fart over feltet med deres støjende blanding af punk-rock og vokaler, der emmer lidt af brit-pop. Det var bandets tredje Spot-optræden, og der var godt styr på sagerne. Jeg manglede måske at lidt flere af numrene hang ved efterfølgende, men sangene var umiddelbart fængende, og til at rocke med på. De spiller i øvrigt på dette års Roskilde Rising.

Så måtte jeg forlade min plads i solen (det var alligevel også begyndt at blive køligt i vinden) og bevæge mig ud på dagens første travetur, denne gang mod Voxhall, hvor svenske Riddarna stod klar. Trioen fra Gotland fik hurtigt et godt tag om publikum med deres svensksprogede blanding af retro-rock, punk og psych, og frontmand Edward Forslund viste sig som lidt af en duracell-kanin på scenen. Han nåede undervejs i koncerten af forcere sceneafspærring og fotografområde og indtage gulvet foran scenen med både mikrofonstativ og guitar, ligesom han også indledte et af numrene stående på hegnet mellem fotografgrav og publikum – en mand med balanceevne. Samtidig var der noget meget ligefremt og ukunstlet over Forslund og band, som egentlig bare så ud som om de syntes det var helt igennem fantastisk at spille. Når bandet så samtidig har nogle elementært medrivende numre, som for eksempel ‘Simma Hem’, ‘Helvete’ (“we’re all going there”, som Forslund sagde som introduktion) og ‘Hjärtat slår”, kunne jeg ikke lade være med at blive lidt imponeret.

Kort og godt leverede Riddarna en fuldfed rockkoncert på godt en halv time, og spillede sig dermed ind som en af mine favoritkoncerter på årets festival og sendte mig på netshopping mens jeg var i proces med at skrive denne reportage. Tjek dem ud når du får chancen.

Riddarna angreb Spot med succes
Riddarna angreb Spot med succes

Et andet band du bør tjekke ud, hvis du ikke allerede har gjort det, er I’ll Be Damned (som spillede fredag, reportage derfra HER). Stig og Kristian fra bandet havde jeg sat stævne ved Godsbanen først på aftenen, og det blev til en god times interview-snak på Godsbanens tag over en sixpack ceres – hvad der blev sagt der, får du i redigeret form i løbet af de kommende uger. Der var blandt andet noget med branchen, Hanne Boel, pige-bands, Bjarne Corydon og metalscenen, og så selvfølgelig noget om album, Spot-koncert og crowfunding. Vi må se hvad censuren lader slippe igennem.

Imens snakken gik med I’ll Be Damned havde Jonah Blacksmith spillet deres filmkoncert, som jeg efterfølgende kunne høre havde været en succes fra dem jeg kendte der havde hørt den – Aarhus-folket kan opleve dem i Øst for Paradis d.14. maj igen. Jeg nåede i stedet frem til Store Sal i Musikhuset og kunne lade mig synke ned i et blødt sæde med udsigt til Folkeklubben. Trioen har haft pæn succes med deres album Danmarksfilm (min far har den endda på fødselsdagsønskelisten) og bandet demonstrerede også deres brede appel til aftenens koncert. Der var godt fyldt i Store Sal, og Kjartan Arngrim fik hurtigt sparket ekstra liv i det entusiastiske publikum, som også relativt hurtigt kom op at stå og blev engageret i at klappe, synge og fløjte med på de ind i mellem parole-agtige tekster.

Folkeklubben har ind i mellem en nærmest Gasolin’sk bred appel, og den smittende, folkelige stemning fik det til at krympe sig lidt i den halvmisantropiske side af mig (The madness of crowds), trods de udelte kvaliteter i numre som ‘Byens kro’ og ‘Tænker tit”. Publikum havde dog helt sikkert en fest, som Folkeklubben fik sat ekstra gang i med meget direkte publikumskontakt og slagord omkring at få poesien tilbage i Danmark (en prisværdig mission i øvrigt), og så kan jeg jo sidde og være kritikerskeptisk alt det jeg vil – Folkeklubben leverede en topprofessionel og smittende optræden, og fik et af festivalens mest massive bifald.

Folkeklubben fik Store Sal op at stå
Folkeklubben fik Store Sal op at stå

Herefter daskede jeg lidt rundt og fik provianteret, inden jeg igen sneg mig ind i Store Sal, denne gang til en anderledes indadvendt koncertoplevelse med svenske Daniel Norgren. Norgren og hans to bandkammerater gik på scenen uden et ord og satte i gang med en dæmpet intro på piano og med en lurende guitar, inden Norgren igennem resten af koncerten skiftede mellem elektrisk guitar og piano (og en enkelt gang harmonika) mens han foldede sin på en gang skrøbelige og stærke vokal ud på især numre fra hans nyeste album, Alabursy, hvorfra vi blandt andet fik ‘Why May I Not Go Out And Climb the Trees?’ og ‘Lonely Girl’. Højdepunktet kom dog i den næsten 10 minutter lange levering af ‘Moonshine Got Me’, hvor Norgren også fik demonstreret at han mestrer den elektriske guitar som instrument til fulde. Et andægtigt stille publikum var også med til at gøre Store Sal til en nærmest intim lomme på festivalen under koncerten, hvilket også var med til at gøre det til en særegen koncertoplevelse på årets festival.

Daniel Norgren leverede en mestendels dæmpet men stærk koncert. Foto: Hasan Jensen/Homage Photography
Daniel Norgren leverede en mestendels dæmpet men stærk koncert. Foto: Hasan Jensen/Homage Photography

Helt anderledes stod det til i Lille Sal lidt senere, hvor jeg fik mig et slag organisk soul for afvekslingens skyld med Patrick Dorgan og band.  De leverede en livlig, organisk og velspillet soul/funk-koncert, hvor Dorgan og co. også fik den fyldte sal til at vrikke med. Dorgan virkede ind i mellem helt overvældet over hvad han kunne få publikum med på og proklamerede også undervejs at Aarhus var hans yndlingsby.

En gåtur ud i mørket senere bragte mig til SCC Minor scenen, hvor Vampire Blow gjorde hvad de kunne for at sætte en fest i gang. Det lykkedes periodevist foran et ind i mellem lidt “sent-lørdag-aften”-adspredt publikum, blandt andet med ‘Gimme Some’, hvor den første af to gæstemusikere kom med på scenen, og siden også med det lidt ældre nummer, ‘He’s Allright’, hvor en saxofonist også havde fundet vej til scenen. Vampire Blow gav den i hvert fald hvad den kunne trække (stagediving inkluderet), og så ud til at nyde det.

Aftenens sidste afstikker gik til Atlas, hvor Svin havde stillet an foran den mere eventyrlystne del af publikum – dem, der ikke lige ledte efter den lette fest. Hvis nogen gjorde det, forsvandt de hurtigt ud i nattemørket igen, for Svin’s blanding af avantgarde jazz og post-rock er næppe det næste Lars Trillingsgaard blæser ud i æteren på P3.

Svin var kompromisløse på Atlas
Svin var kompromisløse på Atlas

 

De lange, uforudsige kompositioner svinger mellem støjende klangflader og ind i mellem passager, hvor guitarriffs skaber en form for hook, over skæve saxofonstykker og buldrende trommespil til dæmpede stykker, hvor der bygges op fra igen. Det er temmelig kompromisløst, og også lidt for kompromisløst for mig, i hvert fald som klokken nærmer sig 1 om natten og øjnene er begyndt at blive tunge. Jeg bliver kun periodevist fanget ind af Svin’s univers, men er man til kompromisløse lydeksperimenter, så er det værd at give dem et lyt.

Således blæst igennem af meget forskelligeartede oplevelser på lørdagens program, sadlede jeg cyklen og satte kursen mod pizza og hjem – godt mættet af et alsidigt og kvalitetsmæssigt stærkt Spot-program.

Af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Fra Daniel Norgren-koncerten: Hasan Jensen/Homage Photography. Øvrige fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFRock

 

Previous articleSPOT Festival 2015 – reportage fra fredagen
Next articleLISERSTILLE – Gold Future – 4/5 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.