Blændværk er næsten så old school rock undergrund som det kan blive, med begrænset fanskare på Facebook (hvad det så end tæller for), 4-tracks demo udgivelse i baglommen og sporadiske spillejobs til at lufte deres dansksprogede, tunge garage rock og rul – musik, som skriger efter at blive spillet live. Det virker lidt mere tøjlet end det muligvis er live, i den optagelse der her er anmeldt – men der er stadig godt gyngende gang i løjerne.
Bandet kalder sig selv “næsten modne mænd, der har spillet rock i mange år og andre sammenhænge og elsker at trykke den af, så det når ud over scenen”. Well, there you have it! Blændværk er også et af den slags hårdtspillende rockbands, som jeg tænker i første omgang ville gøre sig rigtig godt som support band for noget a la Magtens Korridorer – eller som del af en upcoming “pakke” på et mindre spillested.
Forstået på den måde, at selvom de lyder både rutinerede og energiske, så mangler de stadigvæk lige det sidste et eller andet i de fleste af numrene, der gør at de for alvor skiller sig ud – så den arbejdsomme indsats belønnes med numre, der brænder sig helt fast. Dermed ikke sagt, at det Blændværk disker op med ikke er fine numre i deres egen ret, og tilmed er der et enkelt, der hæver sig over resten og peger i en lidt anden retning, som kunne være dér bandet for alvor kunne folde sig ud.
Det rusker, brøler, brummer og skramler på dejlig uhøjtidelig og ukompliceret vis i Blændværk’s rock-garage. 3 af 4 numre ligger indenfor lettilgængelig knallert-rock af den tunge slags, som bare er elementært medrivende, uden at være decideret mindeværdigt i længden. Det bedste nummer i den kategori, er den potente åbner “Astma i Astra”, yes, vi er også i afdelingen af dansk-rocken, hvor der forsøges med lidt ord-jongleren. Det lykkes for det meste ganske godt i samtlige numre, uden at der lige opfindes nye kække vendinger eller ordspil, der ryger ind i mit personlige ordforråd. Men det er bestemt et hæderligt forsøg på at lege lidt med sproget, og giver om ikke andet bandet et personligt særpræg.
“Astma i Astra” er højt rumlende blyfyldt rock af AC/DC skolen, ikke så meget pis. Hvis den udmærkede vokal var lidt mere hæs og rusten, ville den måske matche den rustikke instrumentering og klang lidt bedre, til gengæld har den lidt dirrende levering et eller andet, som giver den noget personlighed i en anden retning – så det er nok en smagssag.
Blændværk skriver også, at deres rockmusik har en snert af noget “blåt”. Ud over, at der godt kunne være noget vindblæst vestkyst rock over bandets lyd, så indgår det også i 2 af sangtitlerne. Anden nummer, “Dybt Blåt Hav”, og afslutteren “Stresset og Blå”. “Dybt Blåt Hav” lægger lidt mere truende fra land, som om det blæser op til storm på molen. Vokalen kaster sig ud i noget lidt mere højstemt møder “presset og halv-kvalt”, som jeg ikke helt kan finde ud om jeg synes lyder ret fedt, eller semi-belastende. Det lyder næsten som om man har hundset rundt med Sebastian, og han halv-forpustet kaster sig ud i at synge blåtonet rock? Musikken knurrer lidt mere end i første nummer, mens omkvædet puster sig godt op og blafrer kraftfuldt i sidevinden. Alligevel er jeg ikke helt solgt.
På samme måde har jeg det med den ligeledes fint eksekverede afslutter, “Stresset og Blå”, hvor der går lidt mere bredstående bodega boogie rock i den. Det “chucker” og rocker fornuftigt derudaf, samtidig med, at bandet endnu engang hiver godt med luft ind og puster sig op, og hugger til. Lidt mundharmonika skaber fin variation, men i sidste ende kommer det alligevel til at gå en smule i tomgang for mig.
Vi har gemt det bedste til tilsidst, det vil sige bandet fyrer den af som næstsidste nummer, men vi napper “Lulu” som afslutter her. Det er nemlig både udgivelsens, i mine ører, bedste nummer, det der klangmæssigt og stilistisk skiller sig mest ud og der hvor jeg synes Blændværk har fat i noget, de burde dykke mere ned i.
Tempoet er sat ned, stemningen er mere dunkel og sørgmodig, stilen mere ovre i noget dansk start-70’er rocket (jeg tænker Skousen & Ingemann, Young Flowers og bands i den dur) og vokalen rammer en klang og et toneleje, som jeg synes klæder den langt bedre end den mere råt rockende. Der er noget delvist forpint, småhærget og tilrøget blues’et over hele nummeret, som fungerer virkelig godt. Stod det til mig (og det gør det sgu’ nok ikke), så burde Lulu slippes meget mere ud af garagen end tilfældet er på Kan Ikke Se….
Allright…. vi har at gøre med en demo, og bandet har ikke for fine fornemmelser til, at kalde det andet end det (modsat nogen derude der føler trang til, at kalde demoer for “EP’er”, selvom det måske ikke er det – som om det skulle være finere?). Blændværk’s rock-motor kører overordnet stabilt, og har godt med kræfter når pedalen trykkes ned. Sangskrivningsmæssigt er der plads til forbedringer, det handler i mine ører om at finpudse melodier og hooks lidt, så man virkelig bliver fanget, men det rocker stadig ganske solidt som det er nu.
Kort og godt fundamentet godkendt, “Lulu” trækker op og peger fremad, vi ender på 4 fine demoficerede stjerner til Blændværk.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Blændværk på Facebook
