På mange måder lyder Morten Remar, trods han har rundet de 50, stadig bare som en teenageknægt, der har det lidt svært med tøserne på villavejen, og drømmer sig tilbage til en svunden tid. Det er i hvert fald det indtryk Umulige Kærester’s lyrik og stemning, på overfalden, efterlader. Heldigvis på en meget god måde – og der er mere at komme efter, hvis man dykker lidt ned i lagene. For Remar har begået et vaskeægte tidløst popalbum, med små fine uhøjtidelige numre, der bare holder.
Trods den overhængende fare for, at det hele kunne ende i lidt små-pinlig Peter Pan syndrom (nej, Morten, du kan ikke flyve og du er alt for gammel til de stramme bukser) og klæg 80’er muzak, så er Umulige Kærester overordnet en meget smagfuld og “moden” oplevelse. Det kan måske lyde lidt underligt, når mange af teksterne, som titlen antyder, kredser om den umulige kærlighed. Kærlighed af den slags, der måske nok gør ondt, men der er ingen sortsynet depression, misbrug af nogen art eller undergangsstemning i Remar’s univers. Ens hjerte “knuses”, man føler savn og længsel, så kommer der en pige til og cirklen gentager sig. Man får lidt knubs, men det bliver aldrig til mere end en lille mental hudafskrabning.
Men teksterne og Remar’s rolige og behagelige popvokal (der lyder nærmest uberørt af tidens tand), får det hele til at virke meget nede på jorden. Som om man er i trygge og genkendelige rammer, faktisk føler man sig måske netop hensat til en svunden tid, hvor det hele retrospektivt virker dejligt ukompliceret og enkelt – selvom det var alt andet end det, da man selv stod i det. Som at bladre i en gammel dagbog, eller som soundtracket til en ungdomsfilm fra for 20, 30, 40 år siden. Efter sigende handler teksterne også meget om, Remar’s tanker om, hvordan han giver sine egne børn de bedste kort på hånden, når de skal ud i verden – via en rejse tilbage i tiden, et kig på hvordan og hvorfor han selv blev den han er i dag Alt sammen på en virkelig god, fin og ægte måde, der hverken lyder bedaget eller påtaget.
Med 12 numre, er man måske lige et nummer eller to for lang tid indhyldet i dette småmelankolske, let nostalgiske, men stadig varme og høflige univers. Til gengæld har jeg svært ved at pege på, hvilke numre der skulle være skåret fra hvis det var – de er alle, mindst, bundsolide sange, nogle endda decideret glimrende. Måske kunne en genindspilning af Morten Remar’s største hit (fra Back To Back tiden), “Jonathan”, der afslutter pladen, være undladt. For behøver verden endnu en version af den? Ja og nej. Hvis Remar nogensinde håbede, at han kunne komme ud af det store hits skygge, så er det her vist en erkendelse af, at det aldrig lykkes. Til gengæld lyder det også som om at han stadigvæk, efter alle de år og hvad der må være hundredetusindevis af afspilninger, elsker det nummer.
Her får det en overhaling der ligger i tråd med klangen på resten af pladen, det er nedbarberet til nærmest kun en akustisk guitar, vokal og kor/harmonier/andenstemme. Det giver selvfølgelig sangen et noget mere jordnært og nøgent udtryk end originalversionen, men også en smule mere drama på en måde. Det er som om ensomheden og den sørgmodige stemning, der i forvejen gennemstrømmede sangen, her træder endnu tydeligere frem. Det lyder faktisk blændende?!
Det er som sagt stilen på Umulige Kærester, skrabet instrumentering og godt med vokal. Remar er i centrum, men det er kor og anden-stemmer der giver materialet det sidste løft. Stilistisk er det meget langt fra typisk radiopop, og mere ovre i let-folk’et pop, som man kender det fra eksempelvis Simon & Garfunkel og især Crosby, Stills & Nash (not so much Young).
Først og fremmest har Remar et godt greb om mundrette danske tekster (uden at det bliver FOR banalt), fremragende øre for melodier der bare fungerer og kan skrive fængende omkvæd. Det demonstreres i stort set samtlige numre, så eksemplerne er talrige. Titelnummeret “Umulige Kærester”, der handler om et tilfældigt møde med en kvinde, til en koncert med “det band jeg ku’ li’..”, vugger roligt frem mod et stille brusende omkvæd, der på sin egen afdæmpede facon får sendt os op i de højere luft lag. Den endnu mere afdæmpede “Tavse Fugle Svæver Over Mit Hoved” benytter sig lidt af samme opbygning, her kunne det handle om alt fra at flytte hjemmefra, at børnene er flyttet hjemmefra, at konen er skredet eller lignende. Der er i hvert fald blevet underligt tomt “derhjemme”, en følelse Remar med meget få og simple virkemidler får kommunikeret ud på fornem vis.
“Min Røde Racercykel” er i udpræget grad et af disse “tidsrejse” numre, der både formår at virke personligt og nærværende, men samtidig så universelt og relaterbart, at man nemt nikker genkendende til følelsen af, og historien om, cyklen og barndomshjemmet. En meget simpel og enkel metafor? Ja, men uhyre effektivt, ikke mindst på grund af den lækre klang, vokalerne og den nostalgiske stemning Remar og hjælpere får kreeret – jeg er nødt til at gentage, det lyder ganske enkelt super lækkert og indbydende.
På en måde sættes scenen, og missionen opsummeres, på den vippende album-åbner, “Hele Mit Liv”, hvor Remar i jævnt tempo remser ord, sætninger og episoder op, som en form for collage over sit liv. “Skolegang, mobberi, tæskehold, Vietnamkrig // Ingrid & Lillebror, uden nogen bandeord // Beatles og Back In The USSR // Fjernsynstid, sort og hvid…… FBI, Watergate, kærestesorg, første date // Compact disc, Supermand, Back To Back, Jonathan // Murens fald og Barsebäck lukker ned, røg en fed, kærlighed”.
At ordene måske ikke altid falder, eller har faldet så let, skinner måske igennem i den lidt mere tungsindige “Jeg Fik Aldrig Sagt Farvel”.
Jeg snublede over en sætning, løb tør for ord
De forsvandt, jeg fandt dem aldrig, løb væk uden et spor
Og jeg tabte det hele, og mistede alt
Livet gir’ og tar’ og sådan er det bar’, som Remar forsætter senere i nummeret. Det synes at være den grundlæggende pointe og budskabet på Umulige Kærester. No hard feelings, livet tildeler nogle slag, nogen er du selv skyld i, men det handler om at man rejser sig igen, og hvordan. Banalt? Måske. Men når det er pakket så elegant og vellydende (på den bedst tænkelige måde) ind som her, så sluger jeg sgu’ gerne den slags “banaliteter” een gang til.
Umulige Kærester er ikke et album jeg har lyst til at høre hver dag, dertil bliver det nok for lidt for stille, flinkt og nostalgisk over 12 numre. Ligesom det kunne være spændende at se, hvad der skete, hvis Remar’s tekstunivers blev indtaget af lidt flere, og mørkere, dæmoner. På den anden side, er det tydeligvis ikke den slags plade, eller det ærinde sangeren er ude i. Nu behøver et blik tilbage i tiden, lidt selvransagelse og udrensning i vraggodset, jo heller ikke pr. definition være mørkt og “grimt” hver gang. Det gør ikke Umulige Kærester mindre dyb eller personlig, at det ikke lyder som om Morten Remar har været det værste menneske i verdenshistorien.
Morten Remar er en popdreng og Umulige Kærester er et popalbum – på bedst tænkelige vis. Banker der bare et lille pop-hjerte i dig et sted, så er det her en stor 4-stjernet plade, som står klar med et effektivt fix, når du trænger til at poppe lidt ud.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Morten Remar på Facebook
