Via Mala har med deres EP Out Of Sight begået en stilsikker, original og gennemarbejdet debut.
I følge bandets pressemeddelelse er Via Mala’s mission, at genoplive grungen og de kalder selv deres musik for “grunge revival”. Bandet tager grungemusikkens æstetik og lydbillede, og arbejder med det i en moderne kontekst, og ender ud med en atmosfærisk lyd og melankolsk stemning garneret med en snas grunge.
Og ja, der er godt med atmosfærisk støj og lydflader på EP’ens sange, dog har en gammel grunge-rotte, som jeg selv, svært ved at finde synderligt meget grunge i bandets lyd. Jo jo bevares, der er da lidt Kashmir, Pearl Jam og 90’er grunge tendenser, mest på grund af forsanger Nikolai Stanley Lybæks vokal, men ellers minder bandets lyd, som fremstår original og stilsikker, også om en vildere og mere støjende udgave af Saybia – dog med en noget anden tilgang til sangskrivningen. Men ok, nu er det jo også grunge revival bandet spiller, og eftersom det er en genre bandet selv har opfundet, så må det jo uomtvisteligt være det de spiller, og det gør de godt.
Vi har at gøre med en gennemarbejdet udgivelse, og bandet har formået at skabe deres egen lyd og univers, og er ikke bange for at gøre tingene anderledes, hvilket er befriende. 5 sange er der på den debut EP’en, og alle, på nær skæring 3, titelnummeret “Out Of Sight”, der sender tankerne et kort smut tilbage til da Christian Hjelm sang på engelsk i Figurines, er gennemsyret af de føromtalte atmosfæriske og støjende lydflader. Noget andet, der står centralt, er Nikolai Stanley Lybæks vokal, der så absolut også fylder meget i lydbilledet.
Første sang på EP’en, “It Never Rains But It Pours”, sætter scenen med en storladen lyd, hvor vokalen har hovedrollen, og instrumenterne leverer en solid bund og skaber, i perfekt sammenspil med vokalen, et dragende univers. Det er med relativt få midler at bandet får skabt deres storladne og atmosfæriske univers. Sangen bygges relativt simpelt op, og starter med nærmest messende tam-slag, hvorpå lag efter lag bliver lagt på. Tilsat en god melodi og et band der spiller som om de aldrig har gjort andet, efterlades man som lytter overrasket, underholdt og med lyst til at undersøge hvad bandet ellers byder på.
“It Never Rains But It Pours” bliver efterfulgt af singleforløberen til EP’en, og som på åbneren, startes der også her stille og roligt, der bygges op, og sangen eksploderer, næsten. Bandet holder fornemt snor i opbygningen, og hiver den ned igen, lige før det helt store peak, for igen at bygge op og man forventer, at nu må sangen da peake. Men nej, det sker ikke, overraskende og modigt, men vigtigst af alt, det fungerer.
På de efterfølgende 3 sange holder bandet også et højt niveau, “Out Of Sight” har jeg tidligere omtalt, og den bliver ved med at bruge velkendte greb tilsat nye forfriskende tiltag. På “Butterfly” bliver man budt på lidt Kashmir’ske tendenser, og på EP-lukkeren er det Turboweekend der stikker hovedet frem, yes, man kommer lidt rundt i rock-manegen når man er på tur med Via Mala. Men fælles for alle sange er, at de er gennemsyrede at Via Mala’s atmosfæriske lyd, og der er en klar gennemgående rød tråd fra start til slut på EP’en.
Hvis Via Mala’s mission vitterligt er at genoplive grungen, så lykkes den mission ikke helt i min verden, men til gengæld lykkes de med rigtig mange andre ting. Eksempelvis at de allerede på deres debut EP har fundet deres helt egen lyd og vel også genre, men grunge som jeg kender det, det er det ikke, og det er måske netop meningen? Der hersker til gengæld ikke et sekunds tvivl om at Via Mala’s grunge revival er uhyre gennemført og original, og bandet lyder ikke som om de kun har huseret 2 år, på den danske rockscene. Konklusionen er, at bandet debuterer originalt, overbevisende, helstøbt og stilsikkert, de tør udfordre lytteren, og det tog da også et par gennemlytninger eller 4, før 5- øren faldt for mig. Jeg sender en stor anbefaling og 5 stjerner efter Via Mala og Out Of Sight.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde