Spökraket er klar med deres 3. album, der byder på en tåget tur langt ind i en mystisk musikalsk skov. En skov, hvor lydkulissen består af hypnotisk psych-rock, spredt shoegazer-feeling, orientalske klange og et væld af udefinerbare detaljer og toner. Hvis du bliver fanget af stemningen, og den er svær at modstå, så er det lidt af et tillokkende og forførende ridt bandet tager en med på.
Ikke overraskende vil jeg derfor også anbefale, at man ryger sig knokkel skæv inden man sætter In A Witch Forest på… eller, nej, det vil jeg naturligvis ikke anbefale… som sådan. Jeg vil anbefale, at man lukker øjnene, trykker play, lader sig suge ind i og flyde væk, i musikken, og lytter albummet ud i et. Det er en af den salgs udgivelser, som bedst kommer til sin ret ved, at man ikke plukker i, eller hopper mellem, de 9 numre. Du KAN naturligvis gøre det, og nogle af sangene fungerer også fint hver for sig – men den transcenderende effekt, som skovturen giver mulighed for at opleve, kræver lidt tid og plads for rigtig at folde sig ud.
Dermed ikke sagt, at man skal lade Spökraket og musikken træde helt i baggrunden, og “bare” lade den være soundtrack til en god snoozer – for musikalsk har bandet masser at byde på, hvor især det fortættede lydbillede og dens detaljerigdom fortjerner noget opmærksomhed. Skovbunden i hekse-skoven er simpelthen tætvævet med et væld af små finesser, detaljer og effekter, der gør det til en meget organisk oplevelse, at lytte til albummet. Musikken lyder og føles kort og godt levende, som om den ånder.
Ifølge pressematerialet, er disse detaljer og effekter både frembragt digitalt og helt analogt, blandt andet ved en rytmesektion indspillet på et bord fyldt med flasker. Hvor og hvornår på albummet det bruges aner jeg ikke, og det er som sådan heller ikke vigtigt og afgørende for lytteoplevelsen, at vide det – men NÅR man nu ved det, så bidrager det da til billedet af et band, der tænker lidt udenfor boksen og prøver ting af.
Spökraket er mest forførende og trancefremkaldende, når de lader psych-rock tågen lægge sig, som eksempelvis på albummets andet nummer, “Tandava”. Det rusker godt i træerne, musikken cirkler og snurrer på dragende vis, mens vokalen lyder som et ekko mellem træstammerne et sted. Både nært og fjernt på samme tid, på en måde hvor den måske ikke virker fysisk helt tilstede, men mere hjemsøger området, som et spøgelse. Spökraket beskriver sig selv som en humørsyg størrelse, den moody stemning fornemmes også klart i musikken, hvor man på “Tandava”, og andre numre, på samme tid kan føle sig velkommen og som om bandet egentlig helst ville være lidt i fred. Det kunne resulterer i, at man føler sig fremmedgjort og ikke inviteret, men det har egentlig den modsatte effekt, hvor man som lytter bliver sådan lidt påtrængende, ovenpå den kølige distance bandet momentvis møder en med – jeg vil være med, ikke afvises, så jeg rykker tættere på!
Titelnummeret, der falder på anden halvdel af pladen, er til gengæld en laaaangsom, tålmodigt slowmotion trippende sniger, hvor vokalen virker endnu mere fjern. Instrumenteringen fremstår mere skrabet, melodien er en stille, vuggende og repeterende rytme, som har noget fjernøsten inspireret over sig – jeg tænker store flotte tæpper, tæt røg i et lavloftet lokale og en ordentlig balje opium. De orientalske fristelser dukker jævnligt op i løbet af pladen, eksempelvis er de ganske fremtrædende på det bølgende åbningsnummer, “Tahrir Square”, hvor markante strengeinstrumenter bruser frem og tilbage over en døsig stener grundrytme.
Inden bandet for alvor folder eksperimenterne ud midt på pladen, skruer de kortvarigt godt op for blusset, på den korte shoegazer støj-eksplosion, “Lord Drug of Mine”. En lille larmende og konfronterende sag, med flabet, forvrænget vokal og hårdtpumpet, insisterende tempo. Så på trods af den indgroede psykedeliske tåger-trang i In A Witch Forest, formår Spökraket at få tilstrækkelig med variation ind i bevoksningen, så det trods lange mere stillestående passager, aldrig føles monotont eller ensformigt.
Den nævnte, mere eksperimenterende, midterakse på pladen, strækker sig over 3 numre. Altså, hele albummet er på sin vis eksperimenterende, men her prøver gruppen for alvor nogle forskellige ting af. Alle på vær sin måde vellykkede, og med til at berige bandets udtryk. “My Mind Is Going” er nok albummets mest dunkel og trippede stund. Tempoet er slæbende og afventende, men klangen og atmosfæren skurrende, ildevarslende og lidt trøstesløs. Vokalen reduceres til sporadisk, dyb knurren i baggrunden, mens musikken lyder grå, regntung og misantropisk, på sin egen ulmende vis. Den efterfølgende “Electricity Comes From Other Planets” har ikke mere travlt, men føles varmere og mere inkluderende – selvom grundtonen har noget otherworldly over sig.
“Enjoying Insanity” er alt andet end tosset, det er faktisk en ganske uimodståelig, næsten dansevenlig, psych-bobler. Det lyder nærmest som The Stone Roses på syretrip, der spiller smittende stamme-rytmer med, hvad de lige kunne finde af bestik og service i køkkenvasken. Baaaah, far-fucking-out, man!
På næstsidste nummer, “Distant Light”, er vi på en måde tilbage i gazer-land, bare ikke den bistre og sammenbidte slags som tidligere på albummet. Stemningen er mere dvask og skvulpende, egentlig sender det mine tanker lidt i retning af Blur i slut-90’erne, hvis de lige blev dyppet lidt i en spand psykedelisk maling? Den havde jeg i virkeligheden nok bare valgt, at lade mørket sænke sig over Witch Forest og albummet med, men Spökraket skal lige ud med den sidste legesyge, på afslutteren “Tribute To Ride Into The Sun”.
En sær lille tøffende albumlukker, der drives fremad i mageligt tempo af en simpel elektronisk puls, eller er det en trommemaskine? Den veldoserede drømme-guitar, der stikker ud i døsen, er nummerets stille højdepunkt, men for min skyld kunne man godt have placeret nummeret midt på pladen, eller helt undladt det.
Nu skal jeg så heller ikke gøre noget større nummer ud af det, end det reelt er, den let kuriøse afslutning skal ikke tage noget væk fra det samlede billede, der tegner sig på In A With Forest. Det er et glimrende album, et egenrådigt og ret kompromisløst trip, som alligevel formår at rive en med og påvirke en, både fysisk og psykisk.
Forudsætningen er naturligvis, at man er med på at lade sig hypnotisere og give lidt slip, men samtidig arbejde lidt for sagen. Er man det, så er In A Witch Forest et 5-stjernet trip, ført an af et eventyrlystent band.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Spökraket på Facebook
