Wilco har efterhånden mange albums bag sig – ‘The Whole Love’ er bandets 8. siden gruppen blev dannet i 1994 på resterne af det alternative country band Uncle Tupelo.Siden har der været en del udskiftning blandt medlemmerne, dog med sanger og guitarist Jeff Tweedy og bassist John Stirratt som gennemgående figurer – og siden 2004 med en stabil besætning, der blandt andet tæller den fremragende guitarist Nels Cline.
Wilco har i flere omgange eksperimenteret med deres lyd, der tager udgangspunkt i alternativ country og rock, men også gerne blander elektroniske støjpassager, blues og pop ind i sangene. De seneste to albums, ‘Sky Blue Sky’ og ‘Wilco (The Album)’ har dog været mindre eksperimenterende end start 2000’ernes ‘Yankee Hotel Foxtrot’ og ‘A Ghost is Born’.
På ‘The Whole Love’ lægger Wilco ud i det eksperimenterende hjørne med den 7 minutter lange ‘The Art of Almost’, der bevæger sig fra skramlende rytmik, over et melodisk refræn og til tempofyldt rock. Et godt eksempel på at Wilco magter både at udfordre, være melodiske og larme – i samme sang.
Herefter bevæger bandet sig lidt væk fra det eksperimenterende og ind i sikre sange som den fine ‘I Might’, og balladerne ‘Sunloathe’ og ‘Black Moon’, ud af en fin Wilco-tradition for skæve (i mere end en forstand) ballader. ‘Born Alone’ viser også Wilco fra den gode side, hvor guitaren får lov at træde frem i lydbilledet, ‘Capitol City’ er en sang man får lyst til at synge mens man går en tur mellem skyskraberne, ‘Standing’ en naivistisk rock-perle, og på titelnummeret er en melodisk rocksang men skæv instrumentering, bestående blandt andet af klokkespil, inden albummet afsluttes med den lidt for lange afslutningsballade ‘One Sunday Morning’. Ind i mellem er der et par mere forglemmelige, omend stadig solide numre.
Der er glimrende sange på ‘The Whole Love’, så er du til veludført og i hovedparten afdæmpet alternativ rock, er der meget at værdsætte på albummet. Jeg kunne dog godt savne, at et par af de lidt for sikre numre blev skiftet ud med noget, der udfordrede lidt mere – eller et par numre på et endnu højere niveau sangskrivningsmæssigt. Det koster den halve stjerne. På den ekstra disc, som følger med special edition udgaven af albummet er et par glimrende uptempo rocksange, der skramler på den måde, der kunne have givet ‘The Whole Love’ endnu flere facetter.
Når det så er sagt holder Wilco stadig højt niveau, og jeg har allerede brugt en del timer i selskab med ‘The Whole Love’ – det skal nok blive til flere endnu.
Anmeldt af Judas
