Home Koncerter Koncerter i KBH, uge 10

Koncerter i KBH, uge 10

2851
0

Det er officielt forår, men der er nu stadig masser af gode grunde til, at søge mod varmen på et spillested. Ikke kun fordi det stadig er halv-koldt! De næste par dage byder igen på et varieret udbud, her er ugens udvalgte koncerter.

Vi lægger ud torsdag med en tur i Huset KBH, hvor Bisse “klatter lidt frisk blod samt en afstødt vision ud af sin skabagtige skede”. Ja, sådan præsenteres Thorbjørn Radish, sangskriver m.m. i Spillemændene, sit nye soloprojekt. Jonas har lagt ører til udgivelsen, et album han forsigtigt tildelte 4 stjerner i mandags, men i følge anmeldelsen er svært helt at bedømme på stjerneskalaen:

“Den både irriterer og fascinerer, trætter og virker opkvikkende. Jeg tvivler på at nogen vil blive ladt uberørt af PMS – nogle vil sikkert hade den, mens andre vil elske den for dens kompromisløshed. Jeg lander selv et sted midt i mellem. Periodevis synes jeg det er fremragende, mens jeg i andre sekvenser bliver irriteret over at numrene trækkes ud, og det skramler og skratter mere end jeg synes det behøver”. Læs anmeldelsen af den genstridige satan HER

Support: Atomfax

Huset KBH // D. 5/3 // Kl. 21.00 // 70 kr.

Loppen står aftenen i punkens tegn. Du får pige powertrioen Ex Hex fra Washington, DC. Af inspirationskilder nævnes The Runaways, Blondie og Ramones. Opvarmningen leveres af californiske Useless Eaters, de beskrives blot som “punk”.

Loppen // d. 5/3 // Kl. 20.30 // 120 kr.

Torsdagens sidste tilbud finder vi i Studenterhuset, der har gratis upcoming rock på programmet, nærmere betegnet Bound By Law. De er en ubekendt størrelse for mig, men spiller åbenbart rock/blues/boogie med afstikkere til Nick Cave og Johnny Cash. Så det kan vel ikke være helt tosset?

Studenterhuset // d. 5/3 // Kl. 21.00 // Gratis

Fredag starter vi rundturen på Viften i Rødovre, hvor den står på New Rock Order 2. Bag titlen gemmer sig et upcoming arrangement med hele 5 bands, du får: Monotype, Sinthia Doll, LittleFish, Red Sky Wizard og Spoil. Littlefish’s radiovenlige 90’er rock tildelte jeg 4 stjerner HER, Red Sky Wizards 70’er inspirerede rock modtog 4 stjerner af Jonas HER og søreme om Spoil ikke også er med i 4’er klubben for deres rockopkog HER.

Rygtet siger, at der er gratis entré, hvis du siger kodeordet “Darth Vader” i døren.

Viften // d. 6/3 // Kl. 20.00 // 80 kr.

Amerikanske Purling Hiss har hele 7 albums på samvittigheden, hvor de har afsøgt grænserne mellem rock og støj, inden de på deres nyeste album gik i en lidt mere medgørlig retning. Fredag gæster de Stengade sammen med de danske skrammel-punkere Tex Fuller.

Stengade // d. 6/3 // Kl. 21.00 // 80 kr.

Nu vi er ved punken, så er der mere af den slags larm at finde fredag aften. Huset KBH afholder endnu en omgang Punks Undead, vi er nået til Vol. 51. Denne aften er der 2 danske og 2 norske bands på programmet. Fra Dannevang får vi Losing Must og Organiseret Støj, mens broderlandet repræsenteres af Hepatit-X og Jævla Pistolklubb.

Huset KBH // d. 6/3 // Kl. 21.00 // 40 kr.

Efter al den punk søger vi dækning på Amager, hvor Beta har spanske fristelser på programmet. Eller, faktisk er det amerikanske fristelser kaldet Spain. Bag kunstnernavnet gemmer sig Josh Haden og band, der over årene har videreudviklet lyden fra navne som Galaxie 500, Low og Codeine, til deres egen drømme-poppede slowcore.

Support: Ida Wenøe

Beta // d. 6/3 // Kl. 21.30 // 170 kr. (forsalg), 200 kr. (døren)

I Lyngby får Templet besøg af sanger/sangskriver Nikolaj Nørlund, som vel efterhånden ikke behøver nogen nærmere introduktion. Nørlund er på en længere Danmarks turné, denne gang uden band. Hans nyeste album, Det Naturlige, udkom til bragende flotte anmeldelser for snart et års tid siden.

Templet // d. 6/3 // Kl. 20.00 // 120 kr.

Sidste bud fredag overlapper med lørdag, så det slår vi lige sammen. I Ungdomshuset er der nemlig et arrangement blot kaldet KBH 2015 Festival, med en masse kunstnere på plakaten med mere eller mindre grumme navne og tilsvarende musik. Dårligt Selskab, Bundfald, Warbeat med flere, deriblandt hardcore punkerne Halshug, der er aktuelle med albummet Blodets Bånd. Det smed jeg hele 5 stjerner efter for at par uger siden, og skrev blandt andet:

“På Blodets Bånd detonerer Halshug som en mindre atombombe og jævner stort set alt med jorden, indenfor den sprængradius det under 20 minutter lange album dækker. Det er hæsblæsende og energisk hardcore-punk, så man bare må klappe (lidt nervøst) i sine små svedige hænder og styre trangen til at smadre ting”. Læs hele anmeldelsen HER

Ungdomshuset // d. 6.+7/3 // Kl. 20.00 (begge dage) // 60 kr. (pr. dag)

Lørdag kunne man tage et smut på Forbrændingen i Albertslund, hvor anden udgave af Allans Hegn løber af stablen. Initiativtager Allan forklarer om arrangementet:

“Da vi stod og manglede HEGN på Vestegnen og da der er alt for få steder hvor ny hård rock og metal får lov til at shine, så opstod ideen til Allans Hegn”.

Stilen er upcoming hegn, og dagens 3 bands er: Chris & kean, der gør sig i flamboyant britisk inspireret 60’er rock, rock ‘n rollerne Mala Costumbre og endelig hardrock metallerne Keema, hvis album Rise Up Thomas anmeldte til 5 stjerner tilbage i september 2013.

Forbrændingen // d. 7/3 // Kl. 21.00 // 69 kr.

Rust har også bands på vej fremad på plakaten lørdag aften, hvor bandet The Consolation, som jeg må erkende er røget helt under min radar, holder release. Bandet gør sig i “varm americana med nordisk melankoli”, hvilket jeg tolker som endnu en variant af nordisk americana? Som opvarmning medbringer de Bells and Bones, der spiller nordisk country og rosinen i den nordiske pølseende er The Woody Crushburn. De er ovre i den mere folk-rockede ende af spektret og har blandt andet varmet op for selveste Neil Young i Forum sidste sommer. I oktober måned udsendte de EP’en Coming Around, som Jonas tildelte 4 stjerner HER

Rust // d. 7/3 // Kl. 20.30 // 40 kr.

Næste skud i rækken af “behøver nok ikke nogen nærmere introduktion” navne finder vi på Stengade lørdag aften, hvor de aarhusianske donkey punk brødre, Powersolo, kommer og spreder galskab. Bandet udsendte deres 6. album, The Real Sound, tilbage i maj sidste år, hvor Jonas igen var på spil med 4 stjerner.

Måneden efter tog Jonas en tur på landet, slog sig ned i forsanger Kim Kix’s køkken i mens denne lavede mad, og fik sig en længere snak om albummet, mainstream radio, Tue Track og om at spille roller og blive voksen. Interview med Kim Kix del 1 og del 2.

Support: Battle

Stengade // d. 7/3 // Kl. 20.00 // 70 kr. (forsalg), 100 kr. (døren)

High Voltage bliver det måske næsten lige så tosset, når Grumpynators spiller releasekoncert lørdag aften. Bandet gør sig i den selvopfundne genre “motorbilly”, som er den blanding af rock, punk, heavy, rockabilly og alt muligt andet. Debutalbummet anmelder vi i begyndelsen af næste uge.

High Voltage // d. 7/3 // Kl. 22.00 // 80 kr.

2 navne som vi allerede HAR anmeldt finder du til gengæld  i Huset KBH, og så er det tilmed gratis! Første navn er singer songwriter/rock-sanger Esben Kronborg, der lige nu slider sålerne tynde på de danske landeveje. Kronborg udsendte sidste efterår albummet Trumpets, som fik fine anmeldelser rundt omkring, blandt andet 4 stjerner fra undertegnede. Jeg skrev blandt andet:

“Esben Kronborg er en ung sangskriver, der på debutalbummet ikke er bange for, at besynge velkendte emner, ikke mindst den der forbaskede kærlighed. Men de lyriske klichéer glider temmelig ubesværet ned, på grund af Kronborg’s flair for gode melodier og generelt velsmurte sangskrivning”. Læs hele anmeldelsen HER

Andet navn på programmet er det alternative rockband Vinyl Floor, som vi allerede har anmeldt 2 albums fra. Først Peninsula til 5 stjerner og senest Vaudeville, der måtte “nøjes” med 4 stjerner. Er du til et rock band der ikke er bange for at flirte og eksperimentere med alt fra musical sound, over The Beatles klange til alternativ 90’er rock, så skynd dig at tjekke dem ud.

Huset KBH // d. 7/3 // Kl. 20.00 // Gratis

http://youtu.be/M_UTuIW4A00

Vi forsætter rækken af bands vi har haft igennem anmelder-møllen med hardrock-gruppen Saint Rebel (album anmeldt HER), der giver den gas i Templet i Lyngby lørdag aften. Med som opvarmning har de Sedated Angel fra Kolding, som udsendte deres tredje album, Beautyfall, sidste efterår. Det blev til 4 stjerner fra undertegnede, for et album med en masse fed tråd:

“…først og fremmest skal forsøget på, at sætte Sedated Angel’s genrebås med betegnelsen “psykedelisk stoner garage-rock”, ikke tages for bogstaveligt. Disse elementer er til stede i bandets massive og tyktflydende lydbillede, men der er mange andre ting i spil også. Hard rock, 90’er rock, tendenser over i let heavy og endda tiltag, hvor det bliver helt dansevenligt, som man kender det fra eksempelvis Kasabian i nyere tid”. Læs hele anmeldelsen HER

Templet // d. 7/3 // Kl. 20.00 // 100 kr.

I Pumpehuset er der bogstaveligt talt smæk for skillingen, når der afholdes en ny omgang Total Carnage Fest med 3 danske metalnavne. Aarhusianske Horned Almighty har efterhånden 12 år på bagen og er aktuelle med World Of Tombs, fra sidste efterår. Desuden får du hardcore bandet LLNN, som vi oplevede i fin højlydt form i Aarhus for et par uger siden. Deres debut-EP Marks, der udkom sidste sommer, var vi lidt lang tid om at anmelde, til gengæld måtte jeg diske op med hele 5 stjerner for en voldsom intens og klaustrofobisk oplevelse i anmeldelsen HER.

Endelig får du By The Patient, der er topaktuelle med deres fuldstændig fantastiske nye album, Gehenna, hvor jeg måtte krybe til det omvendte kors og sende vores skalas topkarakter efter bandet. Den 6-stjernede anmeldelse kan læses HER

Pumpehuset // d. 7/3 // Kl. 21.00 // 150 kr.

http://youtu.be/sTaXnERy5w0

Vi lukker og slukker med et enkelt tilbud søndag aften, som samtidig bliver Ugens Anbefaling, i en uge hvor løbet om den “pris” ellers er dejligt tæt. På KB18 står den nemlig på veludførte gak og løjer og højt humør, når Hayseed Dixie kigger forbi.

Det kan måske virke lidt underligt, at smide en anbefaling efter et coverband, for det er i bund og grund hvad amerikanerne er. Bandet giver dog kendte heavy rock numre en gevaldig bluegrass (her kaldet rockgrass) overhaling, så tonerne fra navne som AC/DC, Twisted Sister, Bon Jovi, Scorpions, Europe og mange flere får helt nyt liv og klang.

Bandet udsendte deres nyeste album, Hair Down To My Grass, tilbage i januar, en udgivelse som jeg langede 5 stjerner efter. Jeg skrev blandt andet:

“Når materialet er nogle af rockhistoriens mest kendte og delvist fortærskede numre, så er der ellers en reel risiko for, at amerikanerne nemt kunne brække nakken, eller begå regulær helligbrøde. Det er en hårfin balancegang mellem hyldest, gak og løjer og videreudvikling af forlægget. Ud over at Hayseed Dixie er pissedygtige musikere, med masser af eventyrlyst og idérigdom, så er det der gør, at Hair Down To My Grass ender med at være en virkelig fornøjelig omgang måske, at bandet fremstår både seriøse og respektfulde overfor numrene”. Læs hele anmeldelsen HER

KB18 // d. 8/3 // Kl. 21.00 // 130 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Previous articleCaper Clowns: Type Your Text Here ★★★★☆☆
Next articleCrocell – Prophet’s Breath – 5/3 – 2015

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.