Klassisk sangskrivning, en næse for gode melodier og sublime riffs er hovedingredienserne på Disarray Sons debut EP Disarray Son EP, hvor bandet beviser at man sagtens kan strikke gedigne rocksange med lang holdbarhedsdato sammen, uden at skulle opfinde den dybe tallerken.
Disarray Son spiller en god omgang beskidt, autentisk og ikke mindst medrivende rock og rul, og modsat en del andre danske upcoming rock acts, har bandet allerede på debuten formået at finde deres egen lyd og identitet, hvilket, ikke overraskende, gør at der er en klar tråd gennem hele EP’en og den fremstår som en helhed. Rent lydmæssigt kan bandet, til tider, minde lidt om Danmarks, i min verden, mest oversete rockband, Tyrants & Kings, især grundet forsanger Anders Friis’ vokal. Dog har Disarray Son en mere “poppet” tilgang til sangskrivningen, uden at materialet på nogen måde fremstår som pop-rock. Sangene er gennemsyrede af gode melodier, og vil helt sikkert ramme bredt på rock-skalaen.
Nå, der er jo rent faktisk sange på EP’en, hele 5 styk, og især de første to, “Coldhearted” og “Cold Labeled Love” brænder igennem, her har vi at gøre med to sange der virkelig kan noget. Det kan de resterende 3 sange, “Walls”, “The Glade”, “Born In Two” skam også, men på trods af at de alle tre besidder et højt niveau, når de ikke de helt samme højder som de to første.
“Coldhearted” sparker sagerne i gang, og sangen definerer hvad man som lytter kan forvente at blive ramt af i de godt 22 minutter EP’en varer. Den lettere hæse og troværdige vokal, og ikke mindst et velspillende band, danner Disarray Son’s melankolsk-rockende univers. Og ved hjælp af få hjælpemidler og en dynamisk komposition, fastholdes lytterens interesse. En klassisk rockende åbner, der er tro mod genren, og ikke kammer over i guitarsoli og unødvendige fyldstykker, der er skåret ind til benet, og det holder hele vejen ud af den famøse landevej.
Vi springer direkte over i “Cold Labeled Love”, som burde, hvis den da ikke allerede er det, være på rotation på diverse radiostationer. Et downtempo nummer, ja det er vel en ballade uden at det bliver Bon Jov’isk, med et sindsygt vellykket omkvæd, og igen en komposition der er helt perfekt skåret. Bandet skaber på “Gold Labeled Love” et melankolsk-univers, man skal være meget hårdhudet, for ikke at blive suget ind i, blive ramt af og rocke med til.
Der bliver skruet op for charmen, humøret og ikke mindst volumen på “Walls”. Her får instrumenter lov at spille med musklerne, og der er lidt retro-rock over sangen, The Blue Van-ish, og den har alt en rocksang skal indeholde, gode riffs, smæk på trommerne og godt med guitarsoli.
Vi går direkte fra glad uptempo rocksang, til en semi-psykedelisk og sumpet rock-tur på “The Glade”. Sangen er båret af lange lydflader og vokalen er ikke nær så fremtrædende som på EP’ens andre sange. “The Glade” er samtidig den sang på EP’en, der umiddelbart har mindst radiopotentiale, hvilket ikke trækker ned i min bog. Sangen slutter, bevidst eller ubevidst, med en lille riff-hilsen til Black Angels og deres Young Men Dead.
Så er vi kommet til rock-rosinen i pølseenden, nemlig den 6 minutter og 12 sekunder lange “Born In Two”, som lukker EP’en af på behørig vis. Her er vi heeeelt nede i tempo, sangen starter blueset ud, og bygges stille og uhyre kontrolleret op undervejs, for til sidst at slutte nede på jorden igen. En fin afslutning på en overraskende god rock-rundtur i Disarray Son’s univers.
Alt i alt er Disarray Son EP en rigtig stærk udgivelse, og at bandet selv har stået for indspilningen og kun har fået hjælp til mix og mastering, gør ikke produktet dårligere. De har styr på deres lyd, de ved hvad de vil og skriver nogle rigtig stærke rocksange, hvilket er et mix der sjældent går galt. Det gør det i den grad heller ikke for Disarray Son, og mangler du det perfekte rock-soundtrack til foråret og sommeren eller kan du bare lide godt skåret rock, bør du give Disarray Son EP en chance.
