Ryan Adams er en særdeles produktiv herre. De sidste 11 år har han udgivet 12 albums, og har der ud over frigivet bunker af numre på nettet. Før solokarrieren udgav han 3 albums med Whiskeytown. Ganske imponerende, med tanke på at han er 37. De fleste udgivelser er gået under betegnelsen alt-country, men der har også været afstikkere til country rock, mere rendyrket rock’n’roll (på albummet af samme navn) og sågar et space metal album (’Orion’). At Ryan Adams er fascineret af metal-musik i mange afarter og fantasy og science fiction er ikke nogen hemmelighed for dem, der har set ham live.
Der er dog ikke meget space metal eller science fiction over hans 13. album, ’Ashes and Fire’. Albummet er Ryan Adams i det afdæmpede alt-country hjørne og med en bunke gode sange. Åbneren ’Dirty Rain’ er klassisk Ryan Adams: ”I’m here, just looking through the rubble/Tryin’ to find out who we were”. Sangene kredser om tab, kuldslåede forhold og den svære kærlighed. Det er i og for sig ikke en kvalitet i sig selv. Kvaliteten er, at Adams er en forbandet god melodi-mager, en dygtig sanger og oveni skriver både vedkommende og stærke tekster. For eksempel i titelnummeret, der har en snert af Bob Dylan i det nærværende hjørne: ”The bums on the bowery/They were swallowed in lights/As cars rumble by in the night/Screaming ’Run for your life’”. Og sådan fortsætter albummet fra den ene gode sang til den næste.
Adams bliver diskret bakket op af dygtige musikere, og det er en nydelse at lytte til et album hvor virkemidlerne ikke overdrives, men doseres, så man kan lytte til sangene igen og igen, og stadig finde nyt. Blandt højdepunkterne, på en plade uden svage numre, er ”Do I Wait” og ”Lucky Now”. Norah Jones gæster blandt andet på den fine ”Save Me”, men det bedste ved albummet er den høje, homogene kvalitet. Ryan Adams har tidligere lavet mange fantastiske numre (nok til at han ikke når dem alle på en 3 timers koncert…), og selv om ’Ashes and Fire’ indeholder ene gode numre, så mangler der måske et nummer eller to af allerhøjeste hjerteskærende klasse, for at albummet kommer helt i top på min personlige Ryan Adams hitliste. Men mindre kan også gøre det, og i Adams’ tilfælde er lidt mindre end det bedste temmelig godt. Albummet rundes af på fremragende vis med kærlighedserklæringen ”I Love You But I Don’t Know What to Say”. Jeg ved heller ikke hvad jeg mere skal sige, ud over at Ryan Adams endnu engang har begået en fremragende alt-country plade.
Anmeldt af Judas
