Aarhusianske Keep Camping vandt Karrierekanonen 2014 og er et navn, der efterhånden er ved at få godt med vind i sejlene, med deres såkaldte “folk-clubbing”, hvor elementer af kølig folk tilsættes impulser og klange fra elektronisk musik.
Man forstår egentlig godt bandets støt stigende popularitet og eksponering, og mini-albummet Transport skal også nok blive en form for hit (alt efter målestok). Hos Keep Camping er der nemlig lidt for “enhver” smag. Bandets hybridlyd vil med garanti appellerer bredt og bandet er ferme håndværkere, når det gælder om at skrue fine numre sammen.
Det er bare hverken noget der sådan rigtig rammer og rører noget i mig, eller i mine ører gør et, samlet set, rigtig godt album. Transport er nemlig en af den slags størrelser, hvor man såmænd godt kan høre og fornemme, at der er kvalitet at finde i enkeltdelene og visse detaljer, men den store sammenhæng, bliver lidt sløret når man zoomer ud, ligesom den emotionelle radar nærmest slet ikke slår ud – lige meget hvor labert og alsidigt forsanger Mikkel Møl vrider stemmebåndet.
Groft sagt falder Transport’s 8 numre i 2 grøfter. De stille, tilstræbt følte og luftigt atmosfæriske folk/singer songwriter’ish klingende (lidt hen ad Bon Iver) og nogle mere hårdt pumpede, dansevenlige og “clubby” ting (a la Turboweekend i dance-mode). Folk-grøften er størst. Der er visse overlap i form af diskret synth og lidt “mørk” elektronisk fornemmelse i folk-numrene, sikkert for at forsøge at få en rød tråd igennem albummet. Jeg kan sagtens ane den røde tråd fra sagte folk-sjælere som “Love Is” og “How Do You Feel”, til mere dystret danse-orienterede ting som “On The Floor”. Men det er ikke det samme som, at jeg synes blandingen fungerer optimalt. Hver for sig leveres de begge dele kompetent, og den gennemgående melankolske stemning på Transport er også ret vellykket.
For mig er afstanden mellem de 2 hovedgenre, som bandet kaster sig over, ganske enkelt lidt for stor, så Transport ender som en fragmenteret oplevelse for mig. Eller som 2 forskellige EP’er, som kunne fungerer bedre hver for sig, der er splejset sammen i et forsøg på at skabe noget nyt og originalt. Byggeklodserne er egentlig spændende, men de kommer fra 2 forskellige fabrikanter, så prøver man at bygge noget større der hænger sammen, virker det som om enkeltdelene ikke passer helt sammen. “Spændende” skal ikke tolkes som “originalt”, for begge genre er bestemt hørt før, men de fungerer for hvad de er. Det er en smagssag, det erkender jeg gerne.
Isolerer man numrene, så er der bestemt fine stunder på Transport. Den rolige åbner “Julia” får med små og afdæmpede virkemidler, fremmanet en effektiv stemning af et følelsesmæssigt vinterlandskab, præget af blå nuancer og stille desperation. På den efterfølgende “Caveman” stiger følelsen af isolation og emotionel kulde, men der mangler lige et eller andet der for alvor resonerer hos mig.
Jeg kunne egentlig bare gentage mig selv og skrive nogenlunde det samme om numre som nævnte “On The Floor”, der lever fint op til sin titel med en smittende elektronisk puls, som bliver svær at modstå, om du så har dansegulv eller græs under fodsålerne. Og den mere distancerede og svævende “Rivalry” – du kan stadig små-trippe lidt på stedet til, men på den der lidt sørgmodige udenfor spotlystet måde, med bøjet nakke og 1000 meter blikket fæstnet mod sprækkerne i gulvet.
De nævnte numre er alle relativt stemningsfulde og fængende, så længe musikken spiller, men selv efter adskille gennemspilninger har jeg lidt vanskeligheder ved, at få dem til at sidde helt fast i både krop og sjæl. Dermed ender Transport desværre med lidt, at blive en af den slags albums, som får lov til at køre i baggrunden, i mens man foretager sig andre ting. Det er der bestemt også kvaliteter i, blandt andet at de mere clubbede numre aldrig bliver for anmassende, rart, men hensigten fra bandets side har næppe været, at musikken skulle blive lidt for anonym. Helt anonymt bliver det på den kolde synth-stener “The Catch” og den afsluttende tyste godnat-sang “Sweetheart”, pænt udført, men også en kende kedeligt og ligegyldigt.
Det kan måske lyde lidt selvmodsigende det hele, på den ene side synes jeg, at der er en del ting der fungerer rigtig godt for Keep Camping, på den anden side synes jeg alligevel ikke helt enkeltdelene bliver til en fascinerende helhed. Og på bundlinjen, når alt er gjort op, står der, at ingen af delene sådan rigtig rører noget i mig, som får mig til at forsvinde ind i bandets vellydende univers. Det er ikke et spørgsmål om skyld, det er bare kolde facts, og det er derfor vi ender på en jævn 3’er for Transport.
For andre vil det her dog sikkert være en større og mere vedkommende oplevelse, og med lidt hårdt arbejde, stædighed og held, så gemmer der sig et par radiohits på albummet. Og jeg tjekker skam også gerne campingfasciliterne ud en anden gang, for at se om stjernebedømmelsen skal opgraderes – potentialet er bestemt til stede.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Keep Camping på Facebook
