Diagrams har et enkelt album på samvittigheden, 2012’s Black Light. Det gik i det store hele min næse forbi, måske fordi det, i følge pressematerialet, var mere elektronisk og i retning af blandt andet Hot Chip. Chromatics har stadig elektroniske elementer, men overordnet set er det organisk indie-pop-rock med varme og nærvær, Diagrams byder os på.
Diagrams har, når de er bedst, noget af det samme som James Mercer-projekterne Broken Bells (med Dangermouse) og The Shins. En tilbagelænet, men alligevel ind i mellem dyb kvalitet og et godt øre for den gode indie-rock melodi.Det bliver bestemt heller aldrig dårligt på Chromatics, omend en lille smule indie-generisk ind i mellem.
Men barren sættes højt fra start. Der er således god energi og melodi i åbneren ‘Phantom Power’, der åbner dæmpet, men blandt andet bygger smitsom fløjten på. Endnu mere smitsom er ‘Gentle Morning Song’, som bare er et rigtig godt pop-rock nummer, uden det på nogen måde bliver sukret eller alt for banalt. “The world isn’t waiting for us anymore// Not like when we were young”, synger Sam Genders, mens forskellige synth og tangentlyde i baggrunden gør sit til at man opdager nye nuancer med lyttene.
Ellers byder Chromatics på behageligt varmt flydende numre som for eksempel ‘Desolation’ og den sikre kæreste-favorit ‘You Can Talk To Me’, som er tilstrækkeligt u-tacky til at du også godt kan være med selv om du er en hård i filten herre/dame, mens numre som titelnummeret ‘Chromatics’ og ‘Serpent’ sænker tempoet og bliver lidt mere melankolske – begge med stærke vokalstykker.
Der er også en reminiscens fra Genders’ tid i Tunng i folk-inspirationen man kan høre på et nummer som ‘Shapes’, mens ‘Dirty Broken Bliss’ skruer op for tempoet og øjeblikkeligt rammer lige i melodi-musklen med sit skamløst catchy vers, som understøttes af synths, simpel trommerytme og guitar. Det er lige til at blive i sommerligt, godt humør af, og det er bestemt ikke af vejen en råkold og mørk januar-dag.
Solbeskinnet lyder det også på ‘The Light and the Noise’, som er gennemført behagelig, mens ‘Brain’ slås an med en mørk tone, “there is no lightning without rain//There is no living without dying”, lyder det blandt andet, og de dunkle anslag, der rammer herefter er på sin vis ganske forløsende, men får kun lov at skramle ganske kortvarigt inden Genders vender tilbage til en lettere og luftigere tone – “On and on and on it all goes”. Det var ellers lige så rart også at have lidt mørk kant med.
Afslutningen er dæmpet med ‘Just a Hair’s Breadth’, som handler om at hvor tæt vi er på både glæde og sorg, på modsætningerne i livet. Det er jo godt nok at blive mindet om, og det er ganske fint udført af Diagrams. I det hele taget er Chromatics et behageligt bekendtskab, som smager lidt af eftertænksomme sommeraftener med en snert af melankoli, men alligevel mest tilfredshed med at leve livet som det byder sig. Savner du en bid let, sommerlig pop-rock, med melankolsk bagkant og nok finurligheder til at holde interessen fanget ud over det hurtigt fængende, så bør du tjekke Diagrams ud. 4 store stjerner til Chromatics.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
