Aben er løs i rock ‘n roll strædet, og den spiller blues’et, dansksproget, garage gorilla rock! Det lyder da som lidt af et skue, ikke sandt? Det er lige hvad du får på danske Motor’s debutalbum, Da Capo Gorilla. Ok, ikke flere halvdårlige abe- metaforer, let’s get on with the monkey business.
Motor præsenterer selv musikken som “tunge fuzzede toner der møder eksplosive og stramme arrangementer… en krydsning imellem Apollo 11 og den elektriske stol”. Giver det ikke mening for dig, så tænk lidt i retning af Baby Woodrose (minus det psykedeliske) møder Johnny Madsen – hvis jeg skal prøve, at gøre det lidt firkantet. For Motor, og Da Capo Gorilla, er en sprælsk størrelse. På mange måder ganske traditionelle bodega bekendelser, rendestensromantik, social bevidsthed og sange om frihedstrang og meget dansk, men alt sammen med et personligt twist, der gør sangene, og albummet som helhed, ganske originalt. Musikalsk vindes der måske ikke ligefrem nyt land til rock ‘n roll riget, men Motor tilføjer det så meget personlighed, at vi alligevel sidder med noget der er helt sit eget.
Motor er Motor
Motor er sandhed
Motor er det sprog du ikke kender endnu
Ovenstående er sakset fra deres hjemmeside, og mere behøver man egentlig ikke vide om Motor og folkene bagved, vi lader musikken tale for sig selv – og hvordan er den så?
Det er 11 meget umiddelbare og direkte rocksange, ikke så meget pis og indpakning, men et råt og upoleret udtryk, og nogle tekster, der veksler mellem klassiske hverdagsfortællinger, tanker om stort og småt, og et let tilgængeligt, men ikke nødvendigvis let forståeligt, sprogunivers – der krydres med små finurligheder og overraskende sprogblomster hist og her.
Vi lægger ud med titelnummeret “Da Capo Gorilla”, der også på glimrende vis opsummerer pladen. Der er smæk på fra start og det ramler og skramler fra motoren. Vokal og musik er tilpas down and dirty, og klæder hinanden virkeligt godt – noget der gør sig gældende på samtlige 11 numre, og de cirka 38 minutter Da Capo Gorilla varer. En dejlig flabet indledning, med masser af attitude og muskler. Det forsætter ufortrødent på den mere bluesede “Midten Af Mars”, der hakker derudaf til lyset af en cigaret, vi har “en Audi i ryggen” og måske “ses på midten af Mars”, inden der gasses op i motorrummet og melodien får en ordenlig spand kul.
“Aldrig Altid” signalerer lidt et tempo og stilskifte, der gasses lidt ned og teksten antager en lidt mere opremsende form om, hvad protagonisten aldrig, eller altid, har været. Såsom, at “han” aldrig har “drukket slatter af almindelighedens bæger”, og lignende små finurlige formuleringer. Selvom jeg måske ikke kan nikke genkendende til det hele, så fungerer denne tekst rigtig godt for mig, næsten som en mere skramlende rocket udgave af Olesen-Olesen, dog uden deres skønne bitterhed.
Det er som nævnt måske ikke super originalt rent musikalsk, men efter de indledende tre numre sidder man alligevel og vipper fornøjet med på grund af den stramme og stærke levering, og de små uforudsigelige host Motoren laver, som gør at man bevarer koncentrationen. “Du Kender Mig Bedre”, der lyder som en hyldest til en kvinde, det er jo meget rart og noget alle kan relatere til, men det er også første gang på pladen, hvor en sang ikke helt fanger mig – den mangler lidt nogle af de førnævnte små musikalske eller tekstmæssige overraskelser. Ikke en dårlig sang, bare ikke superinteressant for mig.
Så er der straks mere smæk på den boogie-rockende “Folk Snakker”, med en tung melodi, der rammer endnu en opremsende tekst effektivt ind. Disse parole-tekster, med korte sætninger, har Motor et rigtig godt greb om, og når de samtidig lyder lettere bidske og meget passionerede, så har vi en let antændelig blanding, som gør gorillaen til en dejligt utøjlelig satan.
“Ok Okay” brøler videre i samme stil, men her begynder man måske at blive lidt mættet på Motor’s lyd og rumlen. Igen er der ikke tale om et dårligt nummer, men larmen fra bandet slider lidt på øregangene. Derfor er det behageligt, at der går lidt danish western i den, på den lidt mere støvede “Billy The Kid”. Tempoet daler lidt, men ikke intensiteten, i løbet af de 5 minutter, der samtidig gør den til Da Capo Gorilla’s længste sang. Vi er tilbage ved den mere vante stil på “Gi’ mig en farve”, der tramper derudaf med pladens måske mest simple og primitive riff og melodi, men hvorfor også gøre det mere kompliceret, end det behøver være? Teksten er dog lidt uforståelig for mig, det kan jo skyldes at jeg ikke er for skarp, eller også fanger jeg bare ikke lige pointen?
“Host host, joooh…. Dine grønne øjne, de vækker mig nu, mine ben er exede men jeg ånder endnu..” indleder “Solo Tango”, hvor jeg forhåbentlig forstår teksten bedre. Vi er ude i “tag mig som jeg er” lyrik, ikke “som det du så på tv”. Simpelt budskab, ikke noget der giver Nobels Litteraturpris, men den tror jeg nu heller ikke Motor sigter efter. Tilgengæld er deres udtryk meget ærligt og ligetil, ikke så meget indpakning og filter, og det giver naturligvis bonus på rock ‘n roll kontoen. Det giver også point at “Prik På Jorden” brummer kraftfuldt løs med en “vroom vroom” melodi, som en fuldt læsset lastvogn på vej op af en stejl bakke. Der synges et eller andet om et “lømmel trip”, det tiltaler mig, i det at lømmel er et af mine favorit ord. Det lyder sgu godt når det bliver sunget i en rocksang. Motor’s Da Capo Gorilla afsluttes virkeligt stærkt, med den korte og hurtige energiudladning “Kom Nu Baby”, så vi ender med kraftfulde positive vibrationer.
Første gang jeg satte albummet på, var jeg meget positivt overrasket, det var nyt og spændende i en velkendt indpakning, og især første halvdel af Da Capo Gorilla rev mig med. Men efterhånden, som jeg har hørt pladen igennem mange gange, og måske FOR mange på kort tid, så mindskes køreglæden en smule. Man kunne godt savne en lille smule mere afveksling i musikken, der virker skrællet ned til det allermest nødvendige, og slidstyrken af materialet er måske ikke så stor, som man kunne have håbet på? Så kan man jo så lade være med at høre pladen 15 gange på 5 dage. Men det ændrer ikke på at det trækker lidt ned, at en vis form for metaltræthed sætter sig i ens karosseri.
Når det er sagt, så er Motor’s Da Capo Gorilla et frisk pust på den danske rockscene, og overordnet en virkelig positiv oplevelse, der klart fortjener, at I giver den et lyt. Der er masser af hestekræfter under motorhjelmen, kontrolleret vildskab og fine pudsige tekststykker, der lyser op. Bare stop i tide så I ikke bliver kørt over, for Motor holder ikke igen.
Vi ender på en frisk 4er til den charmerende gorilla.
Anmeldt af Kodi
Læs mere om Motor og deres musik i vores lille Q&A med forsanger Rasmus Madsen HER
Find Motor på Facebook HER
Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
