Gamle hanhunde behøver åbenbart ikke at lære nye tricks for at være sjove at lege med igen?
“There is a new age moving In” brøler Jesper Binzer med sin karakteristiske skærebrænder vokal på åbningsnummeret “New Age Moving In”, det ved jeg ikke om man kan sige er tilfældet på D.A.D.’s nyeste album, men det lyder mere frisk og inspireret end bandet har gjort de seneste 10 år.
Albummet, med den små tåbelige titel og lidt for kække hilsen til Disney, kommer i det hele taget fejende flot ud af starthullerne, med en galop af klassiske D.A.D klingende sange, som næsten får en til at tilgive, og glemme, de seneste tre udgivelser for at være ligegyldige, ferske og til tider direkte rædselsfulde.
De efterhånden halv gamle drengerøve har op igennem 00’erne lydt som om de var faret vild på den danske rock prærie, en underlig deroute efter et af karrierens bedste albums, “Everything Glows”, i år 2000. Dengang lød bandet genantændt efter tilføjelsen af den noget yngre Laust Sonne bag trommerne, men herefter mistede bandet fuldstændig energi og melodi, og fik alvorligt “Grøn Koncert syndrom” – hvor de udgav uinspireret bras på bras, og haltede igennem årtiet ved at leve på gamle velkendte tricks, og hits, til deres koncerter landet rundt.
Så denne nye skive var, indrømmet, ikke imødeset med større begejstring og optimisme, endnu en meningsløs karriereforlænger der kunne give dem en legal undskyldning for at lokke folk ud til det tynde øl DA.N.MA.RK rundt.
Men sørme om de vedholdende danske Cowboys ikke tager røven på os, og disker op med et regulært comeback af den fine slags. Uden at genopfinde sig selv på nogen måde godt nok, men ved at genfinde den gode melodi, og den D.A.D.’ske charme. Så klask ko-kraniet, på med de stramme jeans og op på rockhesten, for den her plade er som skabt til at blive spillet live, sammen med de gamle travere, som sikkert får et løft sammen med det nye materiale.
Der lægges som nævnt stærkt ud, som andet nummer får vi førstesinglen “I Want What She’s Got” (lyder som et nummer med Eye Q?), og lad jer ikke snyde af det bedagede “mænd i dametøj trick” fra musikvideoen, det her er en medrivende, omend forudsigelig, radiobasker. “The End” lyder som D.A.D. fra “Helpyourselfish” perioden, ikke på den trætte genbrugs måde, men som et dejligt 90er call back, med et omkvæd der nok skal sørge for fællessang når fanskaren har hørt den en gang eller tre.
I det hele taget kunne man mistænke Binzer og Co for at have isoleret sig med en kasse bajere, lyttet de gamle plader igennem og genopdaget hvad der gjorde dem gode i tidligere tider? Det her lyder i hvert tilfælde som årgangs D.A.D., best of på nye flasker, men med samme gennemtestede, og “Good clean family entertainment you can trust”, smag.
“Fast on wheels”, er en mellemtempo kørevenlig sag, lidt anonym og ordinær, men velegnet til uskadelig radio airplay i trafikken, før pedalen igen trædes godt ned i den kværnende “Place In The Heart”. Det er igen D.A.D. som vi kender dem, Cobber’s elegante rock ‘n roll guitarlyd er stadig, efter alle de år, en fornøjelse at lægge øre til, Stig er Stig og Sonne får lov til at tæve lidt igennem, i stedet for at tosse rundt som disco dronning på hans solomateriale.
Og sådan forsætter de derudaf på driftsikre sange som “Last Time In Neverland” og “Breaking Them By Heart, før albummet lidt taber pusten hen imod slutningen – hvor man muligvis sagtens kunne have været lidt mere selvkritisk og skåret et nummer eller to væk. Men sådan er D.A.D. på godt og ondt, de har aldrig været de bedste til at stoppe imens legen var god, eller indse at nok er nok.
Efter “We All Fall Down” og “Wild Things In The Woods” genvinder de dog momentum, og Cowpunkerne får jaget den aldrende krikke sikkert i mål med en fornem tre sangs slutspurt. Med den stemningsfulde albumlukker “Your Lips Are Sealed” har de endda muligvis fået flækket en stille sag sammen der kan konkurrere lidt med “It’s After Dark” eller “Something New”, som den stille stund under koncerterne (selvom den selvfølgelig taber den ulige kamp i sidste ende).
Hvor “Monster Philosophy” og “Scare Yourself” var mere BUH end BØH, og “Soft Dogs” havde lige så meget potens som en vamset kastreret hund, så har D.A.D. erkendt at der skulle et skud Viagra til, og viser igen tænder. De tager en solid luns af de gode stykker fra eget bagkatalog, og bider endelige fra sig igen med genfundet spilleglæde og gejst!
Velkommen tilbage din gamle køter, jeg troede du var død, men du tog dig bare en lur.
Anmeldt af Kodi
