GRUNGE IS DEAD! Ja, det er der nogen der mener, men The Boy That Got Away vil det anderledes, og leverer med deres selvbetitlede debut nemlig et troværdigt grunge album, der dog mangler originalitet.
The Boy That Got Away blev dannet tilbage i 2011 af forsanger Tim Alvin Boström og bassist Matias Bager og Casper Simonsen. Og tre år senere er bandet klar med debuten, indspillet over et år. Albummet var i starten ment som en EP, men transformerede sig i studiet til et helt album, om dette fortæller bandet:
”Vi havde mere på hjerte og følte, at vi var modne til at lave et helt album. Vi er et band, som altid har ’feeded’ meget på den publikumsinteraktion der sker, når man står på scenen. Netop derfor havde vi også brug for den energi, for at kunne færdiggøre albummet og efter endnu et travlt år med mange koncerter, blev de sidste strofer endelig sunget og spillet ind i juli 2014.”
Og energi er der skam nok af på The Boy That Got Away, producer Søren Andersen har formået at indfange netop dette rigtig fint på samtlige 10 sange. Men det er skam ikke kun hans fortjeneste at der er gang i sagerne på albummet, bandet spiller kompetent og med masser af overskud, og især forsanger Tim Alvin Boströms markante og stærke vokal brænder igennem. Netop hans vokal er bandets stærkeste trumf, men samtidig også deres største hæmsko.
Manden kan synge, absolut ingen tvivl om det, men hans vokal lyder, på størstedelen af albummet, så meget som Soundgarden’s Chris Cornell, at jeg havde meget svært ved at abstrahere fra det. Og når musikken så samtidig er i samme boldgade, og bruger samme små tricks som netop Soundgarden, ja, så bliver det meget svært ikke at sammenligne. Op til flere gange tog mig selv i at tænke, at det her nummer kunne have været en fin Soundgarden sang, og det er jo i og for sig fint nok, bare ikke når man ikke er Soundgarden… Udover Soundgarden og Chris Cornell kan man også finde referencer til blandt andre Foo Fighters og Dizzy Mizz Lizzy i bandets lyd.
Som sagt er er der 10 sange på The Boy That Got Away, og ud af disse er der en lille håndfuld der skiller sig ud, og hæver sig over middel. Dermed ikke sagt at de resterende sange er deciderede dårlige, det er de skam ikke, men de formår ikke at brænde igennem, den samme skabelon er brugt igen og igen, det bliver en anelse kedeligt og metervareagtigt, og det er hørt før.
Når bandet så vælger at gå andre veje end den klassiske grunge-rock vej, så sker der noget spændende. Eksempelvis på “The Politics”, som er en af to sange på pladen, der har størst hitpotentiale. Her formår bandet at tage alle deres 90’er referencer, smide dem i en skål, ælte dem godt, og vupti, ud kommer et godt rockende nummer, med ikke blot hitpotentiale, det er skam også originalt. På “The Rest Of My Days”, fortsætter bandet med at gå nye veje, og tilføjer lidt country-feel. Der er skruet godt ned for volumen, og bandet bygger sangen op fra en meget nøgen start, med akustisk guitar og en lidt dybere vokal, til en god gedigen rock-basker, det klæder virkelig bandet at bryde skabelon-sangskrivningen.
“In Memory Of You” er albummets klart bedste nummer, og sammen med “The Politics”, nok det nummer der har størst chance for at begå sig som radiohit. Igen er der skruet godt ned for volumen, og via af en super kontrolleret opbygning, viser bandet deres format, ikke blot som musikere, men også som sangskrivere. En smuk pop-rock sang, der får lov til at blive på mit afspilningsagregat en rum tid.
Sidste højdepunkt på albummet er albumlukkeren “July”. Her er der i den grad tale om en ballade, og Tim Alvin Böstrom beviser at han dælme kan synge uden den stærke reference til Chris Cornell, befriende. Og for the record, det lyder skam også godt. Sangen er båret af hans vokal, akustisk guitar og strygere. En smuk afslutning, på et kvalitetsmæssigt noget varieret album.
Man kan diskutere om bandet burde have holdt fast i deres EP udgangspunkt, i min verden er der absolut ingen tvivl. Havde en EP med de 4 omtalte sange ramt mit bord, ja så var der sendt 5 stjerner efter den. Men, nu valgte bandet at gå all in på et album, hvilket jeg sender 3 store stjerner efter, der er nemlig lidt for mange metervaresange til at man bliver holdt til ilden. Ydermere er der heller ingen tvivl om at The Boy That Got Away bør koncentrere sig om deres egen lyd, fremfor deres heltes, for de har helt sikkert fat i den lange ende, når de går egne veje, både sangskrivningsmæssigt og vokalmæssigt.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
