The Awesome Welles begyndte fredag aften deres lille Danmarkstour, der ud over Aarhus bringer dem omkring København, Odense og Esbjerg. Med som special guest har de Sebastian Wolff, og kombinationen af først Wolff solo og efterfølgende The Awesome Welles (med to ekstra live-musikere) gik rent hjem på Radar.
På Radars hjemmeside var koncertstart annonceret til kl. 20.30, og jeg havde for en gangs skyld indfundet mig til tiden, for at få hele Sebastian Wolff’s sæt med. Men han gik først på lidt efter 21 – så meget for at være i god tid, men så kunne jeg da stå og stene lidt og lytte til den udmærkede baggrundsmusik indtil Wolff gik på. Sebastian Wolff er bedst kendt som frontmand i det glimrende Esbjerg-band, Kellermensch, som jeg efterhånden har oplevet en hel del gange. Han har den seneste tid også været aktiv som producer, blandt andet for The Awesome Welles på deres selvbetitlede debut.
Sebastian Wolff gik på scenen uden de store falbelader, kun bevæbnet med en elektrisk guitar og sin stemme. Det var til gengæld også alt rigeligt til at fange publikums opmærksomhed – og holde den fanget – i de 8 numre, han nåede at spille. Tre af dem Kellermensch-kompositioner, ‘Pain of Salvation’, ’30 Silver Coins’ og ‘Army Ants’, og fem egne. Det startede med fire egne sange, og fra start var det både gribende og glimrende. Wolff har en martret vokal, der filtrerer de ind i mellem nærmest desperate og formørkede tekster. I første sang hørte jeg blandt andet følgende linier: “When you’re tired of living//It’s best to be afraid to die// So that’s how I’ll get by”. Den blev fulgt op af endnu en kuldslået kærlighedssang, med Wolff’s inderlige, rå vokal og kantet rytmiske guitarspil i endnu et fremragende parløb.
Numrene fremstod nøgne og stærke og da Wolff i tredje nummer (som jeg vil gætte på hedder ‘Sad Situation’) sang “I’ve got the weight of the world lying on my shoulders”, virkede det gennemført troværdigt. Man tror på smerten i Wolff’s udtryk. Det var både intenst og knugende, og sådan fortsatte det for så vidt resten af vejen. ‘Pain of Salvation’ dumpede ned som første Kellermensch-nummer, og med linier som “The stones you carry in your hands//Throw them at me as hard as you can”, ramte den godt ind i resten af universet. Det var næsten Johnny Cash’sk i perioder – bare mere desperat. Med en egen komposition som mellemspil nåede vi frem til ’30 Silver Coins’, også indspillet med Kellermensch, og den faldt godt i tråd med de øvrige numre. Og flere af solonumrene lød til fint at kunne leve op til den.
Som afslutning på en intens performance, og efter at Wolff havde tjekket tiden på telefonen, fik vi ‘Army Ants’, der som han forklarede oprindeligt havde haft en anderledes form end den tungtrockende udgave man kender fra Kellermensch. Den nedbarberede version fungerede også fortrinligt (selv om den blev lidt forstyrret af en kvinde i nærheden, som højt udbrød “den kender jeg!” og gav sig til at klappe med), og der er al mulig grund til at glæde sig til at høre Sebastian Wolff’s solomateriale yderligere udfoldet. Jeg kom til at savne den rytmiske muskelmasse fra band-udgaven, men som sagt, det her var også rigtig godt. Det var kort sagt en stærk koncertoplevelse med en intens sanger og sangskriver, der virkelig formår at sætte ord og musik på den nærmest eksistentielle smerte, han lader til at bære på.
***** (5/6)
The Awesome Welles
Et fællestræk mellem de to koncerter var, at heller ikke The Awesome Welles-frontmand Adam Allen var synderligt snakkesagelig. Der er bestemt også et musikalsk slægtskab mellem The Awesome Welles og Kellermensch og Wolff’s livssmerte og mørke rockkompositioner. Denne aften fungerede det glimrende først at få den nedbarberede udgave af Wolff, og derefter høre The Awesome Welles udfolde deres sange med 5 mand på scenen. Ud over Allen på vokal og guitar, Jeppe Bremann på trommer og Jakob Løkkegaard på bassen, var også Emil Christensen på keys og Lucas Berner med på guitar.
Bandet gik direkte i gang med et nyt nummer, ‘River’s Edge’, som bevægede sig i et mere dvælende tempo end det meste af bandets materiale, dog med indlagte eksplosioner. Sidst jeg hørte dem (på Rising-scenen i sommers) åbnede de med ‘Crossfire’ fra albummet, så det var et friskt valg at starte med nyt materiale. Og det fungerede godt som intro til bandets univers. Første nummer gik direkte over i en af bandets singler, ‘Undertaker’, som blev leveret i en kontrolleret og tight version, uden at jeg helt havde fornemmelsen af at bandet gav los. De var dog bestemt velspillende, hvilket vi også fik at høre på ‘Righteous Man’, ‘Crossfire’ med den perlende guitar, den industrielt skramlende ‘Factory’ og den melodisk stærke ‘FYO’.
Det var dog som om der for alvor kom gang i bandet med en virkelig glimrende udgave af ‘On a Sunday’, der tikkede ind som ottende nummer. Den var både ildevarslende og skiftevis eksplosiv og behersket, og bandet fik åbnet lidt op en sceneoptræden som ellers indtil da havde virket en smule for kontrolleret. Ikke at det var et problem, men herfra var det som om der blev givet lidt mere los. ‘1:20 fulgte op, ligeledes i en skarp og rå version, med et ekstra skud energi, og den førte direkte over i ‘Out of the Woods’, det andet singleudspil fra albummet. Den brummende bas og det dirrende trommespil var med til at løfte nummeret, og den gode energi hang ved. Koncentrationen lyste stadig ud af bandet, men jeg noterede mig at der også blev plads til et smil mellem Løkkegaard på bassen og Bremann på trommerne, og det så ud som de ikke alene var koncentrerede men også begyndte at have det fedt.
På ‘Writing on the Wall’ afleverede Adam Allen guitaren til roadien og væltede mikrofonstativet og gav den mere ekspressivt gas vokalt og med gestik, inden den afløstes af ‘Everything I Had’ hvor Allen blot var bevæbnet med akustisk guitar og kun bakket diskret op af keys. En god afveksling i sættet, selv om jeg husker versionen på Rising-scenen som endnu bedre. Det her fungerede nu også upåklageligt på Radar.Vi fik endnu et nyt nummer, og et rigtig glimrende et af slagsen, i form af ‘Edge of Town’, der startede med keys, el-guitar og trommer, inden bassen faldt ind sammen med ekstra keys mod slutningen. Umiddelbart et glimrende rocknummer, hvor keys’ene spiller en central rolle. At dømme ud fra de to nye numre, er The Awesome Welles bestemt ikke færdige med at udvikle sig som band.
Som afslutter fik vi ‘Wisdom’, som også lukker albummet, her med Sebastian Wolff som gæstevokalist på andet vers, og nærmest ikonisk for ham afsluttede han på knæ på scenen inden han lidt senere udvandrede. Rent Kellermensch-flashback. Kort efter udvandrede Allen, mens de fire sidste bandmedlemmer til gengæld rockede ud og igennem til slut, hvor mikrofonstativet foran Løkkegaard blev væltet og Bremann gav sine trommer et los som afrunding på det hele. Fed afslutning, på en koncert, der måske startede lidt vel kontrolleret, men udviklede sig og åbnede sig undervejs.
Bagefter stod jeg med indtryk af et band, der er vokset på det sidste halve år, og det bliver ualmindeligt spændende at følge den videre rejse for The Awesome Welles. Sammen med Sebastian Wolff leverede de en 5-stjernet koncertoplevelse denne aften på Radar, så hvis du får chancen for at opleve dem i København, Odense eller Esbjerg skal der lyde en stor anbefaling om at komme afsted herfra.
***** (5/6)
Sebastian Wolff og The Awesome Welles kan opleves på Ideal Bar i København lørdag d.13. december, på Tobakken i Esbjerg torsdag d.18. december, samt på Posten i Odense fredag d.19. december. Og har du ikke læst det, så tjek da lige vores interview med The Awesome Welles fra årets Roskilde Festival lige HER.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Foto: Jonas Strandholdt Bach
