Året nærmer sig med drastiske skridt sin afslutning og det betyder at det er tid til at kigge tilbage. Så ligesom de foregående år følger her GFRock redaktionens 3 medlemmers bud på danske favoritalbums i 2014. I går kiggede vi på internationale albums, de lister finder du HER.
Vi har valgt betegnelsen “favorit”, for ligesom vores 6-stjernede skala er udtryk for et forsøg på at være objektive, samtidig med at vi også erkender, at vi ikke kan undgå en eller anden grad af subjektivitet, så er denne liste selvfølgelig også subjektivt farvet. Det lægger vi ikke skjul på, og vi har på grund af tidspres ikke haft mulighed for at lytte til særligt meget af det hinanden har anmeldt, eller for den sags skyld lytte til “alt” der er udkommet i det hele taget. Derfor er følgende top 5 et udtryk for redaktionsmedlemmernes favoritter og ikke en definitiv, objektiv “årets bedste” liste.
Top 5 danske albums 2014:
KEN DAMGAARD THOMSEN
Nemt har det sgu ikke været, at begrænse listen til 5 “favoritter”, for jeg har virkelig lytte til mange gode/fremragende danske plader i år, men something had to give. Derfor, selv om det var tæt løb, blev der ikke lige plads i top 5 til andre personlige favoritter som Christian Bonde, Piss Vortex, Two Trick Pony, One Eyed Mule, Get Your Gun, The Awesome Welles, SOL, Black Book Lodge, The Foreign Resort, Narcosatanicos, Temple og andre….
1) Redwood Hill – Collider
Det handler om balance og dosering af virkemidler, her slår Redwood Hill i mine ører alle andre i 2014. Deres mørke, hjemsøgte og svært dragende atmosfæriske post-metal lægger sig som en tæt tåge omkring en fra den mægtige åbner “Microgravity” og letter først igen et par og 40 minutter senere når”Solace” rinder ud. Det føles ikke som 40 minutter, overhovedet, tiden står både stille og flyver af sted i selskab med Collider.
Og det skyldes ikke mindst nævnte balance og dosering, det føles ikke som om der er et overflødigt sekund på albummet, der er ikke for lidt, ej heller for meget. Numre og passager strækkes ud, skifter retning, stopper op, eksploderer og udfolder sig på en måde, og med en timing, der rammer fuldstændig min smag. Nå ja, og så er numrene forresten hugget ud i pragtfuld granit, som man bare kan nyde igen og igen, og hele tiden opdage nye små detaljer.
Det er raffineret, utroligt velspillet, tungt, mørkt som bare fanden og suger en ind som et massivt sort hul. Læs anmeldelen HER
2) Solbrud – Jærtegn
I min oprindelige anmeldelse kaldte jeg vist Solbrud’s musik for klassisk black metal. Det er det også i den forstand, at den lyder og føles som, at stå midt i det velkendte blackend stormvejr, med piskende trommer, skinger skrig vokal og brusende guitarer. Som alle storme stiger og falder den i intensitet og kraft i løbet af den tid den står på, i dette tilfælde omkring 45 minutter, men mister aldrig pusten. Der hvor Solbrud adskiller sig fra den “klassiske” black metal, og det fik jeg måske ikke givet den fornødne og velfortjente opmærksomhed, i hvert fald ikke nok, da jeg skrev om pladen i første omgang, er teksterne.
De er først og fremmest på dansk, selvom det af og til kan være lidt svært at høre, og så handler de IKKE om a brænde kirker ned, satan eller skove fyldte med fantasivæsner. Det skal der ogås være plads til, men Solbruds ærinde og tekstunivers kredser om helt andre ting:
Fortæres skal din krop, ædes op af sygdom
Tungt hænger det mørnede kød
Hud som læder, af bylder så sorte
Benet skærer den lasede hud (“Sortedøden”).
Bare som eksempel. Tillige er det hele hængt op på nogle fænomenale atmosfæriske melodier, der både imponerer, beruser, river en med og er tæt på at flå en fra hinanden. Hvis ragnarok kom i morgen, ville jeg lytte til Jærtegn i mens lortet gik til gunde! Læs anmeldelsen HER
3) Hexis – Abalam
Abalam virker som et univers der lukker sig om sig selv, hvor begyndelse, midten og enden smelter sammen, spejler sig i hinanden eller klippes op og omarrangeres, så det føles som om man hele tiden befinder sig i midten af det musikalske mareridt. Der er ingen vej ud, eller der er i hvert fald lige langt til lyset i alle retninger, fordi albummet på den måde lukker sig om sig selv og danner en cirkel.
Således skrev jeg for ganske nylig i min anmeldelse af Abalam, et album jeg har lyttet til det meste af året, men som ikke nåede at få en anmeldelse før nu. About time! For Hexis’ flammende sammensmeltning af hardcore, post-hardcore, metal, industrial, black m.m. står som en af de mest formfuldendte og slidstærke udgivelser i år. Og her er den beskrevne følelse af et “lukket” univers, eller et album der på en måde bider sig selv i halen og bliver en art evighedsmaskine stærkt medvirkende. Jeg kan simpelthen næsten ikke undslippe Abalam når jeg først er blevet indfanget. Læs anmeldelsen HER
4) Niels Skousen – Smil Eller Dø
Veteranen Niels Skousen viser på Smil Eller Dø, at der stadig er masser af musikalsk, og ikke mindst lyrisk, bid tilbage, trods han har rundet de 70 år. Smil Eller Dø er et rigtigt “lyttealbum”, i den forstand, at musikken, meget smagfuldt produceret af Nikolaj Nørlund, på overfladen ikke gør det store væsen af sig, men fungerer som en art indtagende lydtapet for Skousen fantastiske tekster.
Ordene strømmer levende og legende ud af vores fortæller, hvor der reflekteres over tiden, både fortid, nutid og fremtid, samfundet og livets store og små spørgsmål. Det er aldrig belærende eller føles ude af trit med netop tiden, tværtimod fremstår teksterne på Smil Eller Dø livskloge, vise og poetiske, i ordenes bedste forstand. Læs anmeldelsen HER
5) Skullclub – Gamle Ar og Nye Tænder
Skullclub opererer på en måde i et lignende tekstunivers, bare på en lidt mere “primitiv”, fremfarende og brølende vis. Paroler, budskaber og holdninger råbes ud med punk-rocket attitude, konfronterende vokal og en herlig “bøllet” in-tour-face attitude. Skullclub’s sympati ligger hos den lille mand, samfundets mere skæve eksistenser og udkantsdanmark – fra det mørkeste Jylland til storbyens rendesten og mere snuskede sidegader.
Gamle Ar og Nye Tænder bliver dog heldigvis ikke ren parole-råben, selvom det element bestemt også er tilstede, for kommer man om bag ved de brølende og råbe-med-venlige omkvæd, så får Skullclub faktisk demonstreret både sprogligt overskud og evner til at lege med det. Det hele pakket ind i catchy punk ‘n roll melodier, leveret med en gnist, gejst og smittende energi. OHØJ! Læs anmeldelsen HER
JONAS STRANDHOLDT BACH
2014 var igen et år med mange spændende og gode danske udgivelser, og jeg kunne, ligesom Ken, godt nævne en del albums, som ikke fandt vej til min top 5, men som har været gode lytteoplevelser. Ud over nedenstående, vil jeg især nævne tre: NovemberDecember‘s fine folkede debut, Dánjal‘s legesyge Time, samt Maggie Björklund‘s americana på internationalt niveau på Shaken. Fossils og Solbrud kunne også have været på min liste, men jeg har ikke fået hørt dem tilstrækkeligt, så her får I mine fem bud.
1) The Awesome Welles – The Awesome Welles
Jeg har haft lidt svært ved at vælge lige præcis hvem der skulle ligge nummer 1 på min liste, men er endt med at vurdere ud fra, hvilket album, jeg har hørt mest og er vendt tilbage til. Her ender The Awesome Welles’ selvbetitlede debutalbum øverst. Den ambitiøse trio lægger ikke skjul på at de finder inspiration i både klassisk rock i retning af Springsteen og nyere indie-rock, men formår gennem en stærk sangskriverhånd at servere elleve vedkommende og velfungerende mørke rocknumre på debuten. Min øjeblikkelige favorit er ‘On a Sunday’, men det skifter løbende, og det siger noget om at albummet fungerer som en helhed. Du finder anmeldelsen HER.
2) Get Your Gun – The Worrying Kind
Et andet glimrende debutalbum stod nordjyske Get Your Gun for. På syv mørke og tunge skæringer viser bandet at de kan levere lige så intenst på album som live. Konsistent i sit tungsind, med sin vekslen mellem intense udladninger og dunkel americana, med frontmand Andreas Westmark’s vokal som mismodigt fyrtårn, viser The Worrying Kind et band med deres helt egen lyd, og en intensitet få kan matche. Læs anmeldelsen HER.
3) De Efterladte – Alvorsord og Etagevask
Eneste ikke-debutant på listen er De Efterladte med Olesen-Olesen bror Peter ved sangskriverroret. Dette er andet album fra De Efterladte’s hånd og der er ikke meget overflødigt fedt at finde på albummets ti sange. Peter Olesen har måske ikke ligefrem en stemme som en nattergal, men hans arrede og ind i mellem ramsaltede observationer af andres og især egen søgen, dårskab og ansatser til at komme overens med sig selv, er mange genlyt værd (ikke anmeldt).
4) Rowbird – Rowbird
Endnu en fin debut blev leveret af Rowbird, alias Camilla Würtz Bredahl. Et udpræget lyttealbum, med sin egen filmiske stemning, og med vokalen i centrum. Blandt højdepunkterne er blandt andet coveret af ‘What a Wonderful World’, hvor Kira Skov medvirker, og ‘The Birds They Whisper’ med twang og ildevarslende stemning. I det hele taget er det meget stemningsfuld musik Rowbird kreerer og når det nu samtidig er opfindsomt og velskrevet, så må man overgive sig til albummet. Du kan læse anmeldelsen HER.
5) Black Book Lodge – Tûndra
Lidt progressiv stoner-rock/metal skal vi også have med, for Black Book Lodge leverede nemlig et stærkt bud på genren med Tûndra. Masser af tyngde, stærke riffs, gode melodier og godt med variation, indbringer Black Book Lodge en plads på årslisten. Tjek anmeldelsen ud HER.
http://youtu.be/iyz_emC__iE
THOMAS BJERREGAARD BONDE
1) The Raveonettes – Pe’ahi
And they are back. Altså Sune og Sharin, og de flyver direkte fra staterne og ind på en 1. plads på min liste. Med Pe’ahi har bandet endnu engang kreeret en stribe superstærke sange, og et meget varieret album, der trods mange forskellige retninger indenfor støjrocken, formår at have en klar rød tråd gennem hele albummet. Sange som “Endless Sleeper”, “Sisters”, “Kill” og “Summer Ends” er uhyre gode sange fra bandets hånd, og samtlige sange på Pe’ahi er en godt stykke over middel. Et fantastisk album, der fornyer The Raveonettes lyd, og hvor der generelt er mere kød på sangene en der hidtil har været.
2) Fossils – Flesh Hammer
Da jeg anmeldte Fossils og deres Flesh Hammer tidligere på året, smed jeg ikke mindre end 6 stjerner efter duoen, som tak for at have søndertæsket mine øregange i godt 20 minutter. Og med 6 stjerner, så er det jo ikke overraskende at Fossils stryger direkte ind i toppen af min top 5. Bandet leverer et album der ikke er hørt magen til i lille Danmark tidligere, et album med international klasse og ikke mindst et af de mest velspillede, energiske, og velproducerede udgivelser jeg kan mindes at have hørt i meget lang tid. Læs anmeldelsen HER
3) Christian Bonde – Feeding Wolves
Christian Bonde’s første soloudspil overraskede mig meget positivt, og er uden tvivl et af de bedste danske udgivelser i år. samtlige 12 sange på Feeding Wolves er af høj kvalitet, og tilsammen udgør de en lille upoleret perle med stor holdbarhed, der stadig er at finde på mit anlæg, og nej, jeg er endnu ikke blevet træt af albummet. Det eneste jeg reelt er træt af på Feeding Wolves, er at det kun indeholder 12 sange. Læs anmeldelsen HER
4) Tyrants & Kings – Run March Burn
Bandet er altid garant for en god omgang røvbeskidt og bluset rock og rul, sådan har det været på deres to forrige albums, og sådan er det sørme også på Run March Burn. Denne gang har bandet faktisk begået deres til dato mest beskidte og upolerede af slagsen, og det klæder dem så sandelig. Båret af forsanger Dennis Kasten’s rå og kraftfulde vokal, er der dømt autentisk blues-rock med masser af nerve fra start til slut. Læs anmeldelsen HER
5) The Devil’s Tiny Chains – Where’s The Riot?
The Devil’s Tiny Chains leverer med Where’s The Riot? et album på et meget højt niveau, og det ville overraske mig usædvanlig meget, hvis man ikke kommer til at høre meget mere til The Devil’s Tiny Chains i fremtiden, de har i hvert fald alt der skal til for at slå igennem. Der er ikke så meget andet at konkludere, at den Aalborgensiske duo med Where’s The Riot? leverer en meget overbevisende, troværdig og helstøbt western rock ‘n’ roll debut. Læs anmeldelsen HER