I’ll Be Damned beviste lørdag aften på et velbesøgt Stengade, at de er klar til at indtage større scener, end de barer og mindre spillesteder end jeg hidtil har oplevet dem på.
Først fik jeg mig dog en lille streg i regningen, da jeg i en blanding af tømmermænd og træthed havde læst forkert på Stengade’s hjemmeside, og ankom alt for tidligt til spillestedet. Der stod, åbenbart, “dørene åbner kl. 21.00” og ikke “opvarmningen starter”. Så stod man der med sin sølle cola og holdt blodcirkulationen i gang med smøger en halv time for tidligt…
Heldigvis dukkede der nogle venlige forbandede sjæle op, og trak mig med ind i varmen, hvor der også blev tid til lidt sweettalk og en håndbajer, så anmeldelsen er naturligvis skrevet under indflydelse af massiv bestikkelse!
Virkelig uprofessionelt, I know, men så er det jo godt, at vi heldigvis netop IKKE er professionelle her i butikken, så med min amatør-status in mente kan alle trygt læse videre.
Lidt amatøragtig var opvarmningen fra Revolver, desværre, også. Der var noget helt skævt ved deres halve time i spotlyset, hvor de nåede at servere 6 ikke overvældende kompositioner. Musikalsk mindede det mig på en måde om en blanding af The Stone Roses, bare uden det dansable element, med Oasis attituder, men uden den samme fandenivoldske kraft i numrene og i det hele taget en smag af britisk rock.
Problemet var, at ingen af skæringerne var sådan rigtig fede, eller hang specielt godt sammen. Der var fine momenter hist og her, men især bandets overgange eller breaks i en del af numrene fremstod noget uelegante, hvis de da ikke var decideret kluntede. Og så var der i mine ører et eller andet skævt ved forsangerens vokal. Det lød faktisk som om han kom forkert ind i 5 ud af 6 numre, og aldrig rigtig fandt sit ståsted eller et toneleje, som matchede evnerne. Han blev så heller ikke ligefrem hjulpet af lyden i mikrofonen, der med jævne mellemrum fik det hele til at lyde lige vel skarpt og “metallisk”.
Det skal dog siges, at trods relativt sparsomt fremmøde under deres sæt, så blev der både danset oppe foran, klappet igennem efter numrene og endda hujet mod slut. Så enten var jeg tonedøv, eller også havde de taget fanklubben med?
Nuvel, alle kan have en offnight, også en wannabe anmelder, så lad os lade den ligge og via lidt mere DJ’ing fra selveste Steffen Jungersen, der også underholdt inden Revolver, nå frem til aftens hovednavn, I’ll Be Damned.
I’ll Be Damned ***** (5/6)
Det er ingen hemmelighed, at vi her på redaktionen har været glade for Aarhus-bandets potente rock ‘n metal udladninger, ikke mindst de gange vi har haft fornøjelsen af, at opleve bandet live på steder som Backstage og Escobar(s). Så på den ene side, og med den heftige bestikkelse i dunken, er det jo ikke overraskende, at de nu hvor vi/jeg endelig anmelder dem live, modtager en flot karakter.
Men i denne slørede tilstand af subjektivitet og objektivitet, som en anmeldelse jo i bund og grund altid er, så synes jeg alligevel der tegner sig et ret klart billede. Og det er, at I’ll Be Damned, lige meget hvilket forhåndsindtryk man måtte have af gutterne og musikken, fortjener hver og en af disse stjerner.
Lige en hurtig tilføjelse, jeg ejer ikke noget af deres musik, og man kan, så vidt jeg kan opsnuse, kun høre 2 af deres numre på nettet, så sangtitler, og mit kendskab til nogle af numrene på forhånd, er baseret på mint condition hukommelse fra andre koncerter. Så hvis jeg fucker op i nogle titler og ikke kender de rigtige på nogle af de nyere numre de spillede, så beklager jeg på forhånd.
Mine medbragte tømmermænd og dårligdomme forsvandt heldigvis stort set i samme sekund, som I’ll Be Damned indtog scenen med “People Who Hate People”. En effektiv koncert- og feststarter, der får introducerede bandets brølende stil, buldrende bund og sejt vuggende riffs på forbilledlig vis. Nå ja, og frontmand Stig Gamborg og hans “antics”. Den mand virker født til at stå på en scene, som han kommanderer med gakkede grimasser, overtydelig mimik og kropsbevægelser som en besat shaman, kombineret med et look der lidt udstråler høflig, men batshit insane, gymnasielærer.
Ved de koncerter jeg har oplevet med bandet på endnu mindre steder end Stengade, har frontmanden nærmest virket manisk og ustyrlig i sin iver på at sprælle og spjætte musikken ud og få hver eneste fremmødte med på løjerne. “Jamen, jeg kan jo ikke lade være”, har han bemærket overfor undertegnede engang. Nej, det virker netop ikke som om han kan lade være, og det er egentlig gældende for hele gruppen når man ser dem på den scene. Hele bandet, ikke kun den energisk forsanger, virker som om de lever, ånder og sveder deres musik, når de leverer den live – det er her noget af hemmeligheden bag den dejlige forbandelse ligger.
Hr. Gamborg havde, heldigvis, tilpasset udskejelser og armbevægelser til omgivelserne. Stilen, der fungerer på et meget lille sted som Escobar, ville nok virke en kende overdrevet og over the top på en “rigtig” scene som den på Stengade. Det var faktisk kun med til at højne oplevelsen, at der også blev plads til at lade musikken tale for sig selv, og opleve resten af bandet få lidt plads, frem for at frontmanden løb med al opmærksomheden. Og det skal slet ikke forstås som en kritik, de andre gange hvor jeg har set bandet i mere intime rammer, har man bare haft tendens til at have øjnene limet på den karismatiske og underholdende frontfigur.
For var der noget der i dén grad skinnede igennem på Stengade, så var det at HELE bandet ejer og brænder igennem på den forbandede scene. I’ll Be Damned udstråler selvtillid, tro på egne evner, begejstring og en afvæbnende form for helt basal spilleglæde, så man bare smider armene i vejret sammen med resten af de forreste rækker og synger med på ting som “Fuck The World, Be Happy” og et tungt kværnende nummer dedikeret til “Bjarne ‘Terminator’ Corydon”, tidligt i sættet. Det er også medvirkende til at bære dem i mål, for helt objektivt betragtet har de måske ikke heeelt numre nok til at stå cirka en time på scenen og trykke den af. Men de TRYKKER den netop af, i en sådan grad at man komplet ignorerer enkelte lidt tomgangsbuldrende numre blandt sættets hele 14 styks. Jeg kedede mig ikke ét sekund, og hvor tit kan man lige sige det om et “upcoming” bands sæt, når de når ud over de normale tidsbegrænsninger på max 40 minutter?
Bandets suveræne performance og udstråling omkring det hele smittede, naturligvis, også af på det efterhånden talstærke publikum. Bevares, det tyndede en lille smule ud i de allerforreste rækker halvvejs inde i sættet, men der var stadig kog på kedlerne oppe foran, hvor det sågar blev til et enkelt forsøg ud i noget crowdsurfing. Det vil sige, 4-5 mand bar en gut et par meter og gav op, da der ikke rigtig var andre der var med på legen, men ok, point for forsøget! Og undskyld jeg ikke lige fik en arm op, jeg stod og forsøgte på at tage noter imens den langhårede undersvend lige foran blev ved med at svirpe mig i ansigtet med sit lange garn.
Da havde den besatte vandreprædikant i front allerede været en tur eller to ude på gulvet blandt publikum for, at sprede budskabet og overvinde de sidste tvivlere der måtte befinde sig nede i den mørklagte del af de forbandedes kirke. Sammenligningen til en dansende medicinmand, eller en lettere forskruet præst, er nærliggende når man ser ham okse rundt, men det hele har et skær af noget tegneserieagtigt over sig. Ikke ment på nogen negativ måde, men hele gestikken og gummiansigtet giver det ind i mellem et skær af Jim Carrey som Tony Clifton i “Man On The Moon”, krydset med Sebastian Wollf fra Kellermensch – hvis det giver nogen form for mening.
Finten er så, at få det doseret helt tilpas så det ikke kommer til at virke FOR fjollet og det kammer over og bliver en selvparodi. Her reddes det hele i land af, at manden faktisk kan brøle/synge i mens der skejes ud, og gør det som om det betyder noget, og det hårdtarbejdende og velspillende band, der holder hele blandingen sammen.
Alt imens publikum oppe foran lappede linjer om “cheap wine and cheaper women” og “let’s go right for the money, let satan steal the show”, i sig som tørstige vikinger, og hoppede og svedte om kap med bandet. Selv om det måske ikke er pissesofistikeret og indviklet, det I’ll Be Damned knalder af rent musikalsk, så rummer det en eller anden uimodståelig urkraft og smittende energi, så man bare har lyst til at smide hæmningerne og svede alle dårligdomme ud.
Den sidste renselse kom i form at tre-trins raketten “Shopping With A Shotgun”, “All Be Damned” og “Fever”, der rundede koncerten af. På hver deres måde blandt bandets bedste numre. “Shopping With A Shotgun” er sgu i bund og grund bare herligt tumpet, men stadig en forbandet effektiv tonser, og hvem har ikke lyst til at gjalde med på noget som “bleeding on the Tupperware”? “All Be Damned” er sådan lidt deres slagsang/call to arms & action midttempo hymen, som fik lov til stort set uden opbremsning at gå over i afslutteren “Fever”. Det er måske stadig det bedste nummer bandet har skrevet?
Sådan en ægte rumlende rock-metallisk tromler, der med sin smittende og tonstunge rytme går lige i nakke og bentøj. Og hvis nogen var i tvivl om hvorvidt I’ll Be Damned var på udebane i Kjøvenhavn, så beviste det rungende kor under “I feel fine, knowing that I’ll never walk a straight line” det modsatte.
Jeg gik måske et eller andet sted, helt uskyldigt, og bildte mig selv ind, at I’ll Be Damned i bund og grund “bare” var et lidt forvokset bar-band, som kunne være lokale helte i Aarhus. Jeg siger ikke, at de kommer til at spille på Orange Scene (men det ville dælme være pænt crazy), men de demonstrerede lørdag aften, at de sagtens kan holde en fest, der rusker fundamentet på et spillested som Stengade godt og grundigt.
Så endte en trist dag med tømmermænd og bly i røven med, at man trissede ud i mørket med et skævt smil på læben, renset krop og sjæl og måske var man blevet både lidt visere og en lille smule dummere – på samme tid?! I’ll Be Damned!!
Af Ken Damgaard Thomsen
Mobilfotos af tvivlsom kvalitet: Ken Damgaard Thomsen
