Så er det tid til en lille britpop revival, med alt hvad det indebærer af mod-cutz, spraglede skjorter og melodisk og luftig rockmusik. Sidstnævnte har danske Paper Tigers rigtig godt styr på, i hvert fald det meste af vejen igennem Head Over Heels.
Da jeg lavede et lille interview med Paper Tigers tilbage i marts måned, stod de med et stort set udgivelsesklart album, men ingen pladekontrakt og vanskeligheder med at få råbt branchen op. Sidenhen er kontrakten kommet i hus i hos Trechoma Records, bandet har fået airplay på blandt andet P6 Beat og egentlig fået opfyldt mange af de ting de talte om i interviewet HER.
Men hvad med os lyttere, har Head Over Heels været værd at vente på? Kort svar, ja, lidt længere svar “men ikke så man bliver blæst bagover”. Da den oprindelige britpop bølge skyllede ud fra de britiske øer i midt-90’erne, stod en dårligt klædt teenage knægt med flot 90’er “fritz”, klar i det mørke Sønderjylland til at tage imod tonerne, efter grunge var blevet for kedeligt og metalscenen kun bestod af Rage Against The Machine og Korn (I hvert fald i Sønderjylland).
Jeg slugte det meste råt, valgte ikke side i den store Oasis og Blur krig, og havde et svagt punkt for navnlig Suede. Af de 3 er det umiddelbart Oasis, Paper Tigers lægger sig mest i den forsinkede slipstrøm efter, med simple og dynamiske rockmelodier, der let til bens trasker frem mod et catchy omkvæd. Paper Tigers er ikke rock raket-doktorer, eller specielt originale, men prøver bestemt heller ikke på at være det – til gengæld emmer af de af spilleglæde og ægte kærlighed til de ellers lidt umoderne toner.
Albummets første 3 numre er decideret forrygende, men så er det som om numrene momentvis begynder at savne noget gennemslagskraft, eller også går jeg som lytter af og til bare lidt død i bandets lyd og begynder at savne de ægte 90’ere, frem for denne fine efterligning. Produktionsmæssigt er lyden af Paper Tigers, frembragt af Søren Andersen i Medley Studierne, lige som den slags luftig 90’er skal være. Paper Tigers numre har ikke brug for tunge nosser, de har brug for en let brise omkring dem.
Bandet lægger sikkert fra land med den tempofyldte “Turn You On”, xom med sin smittende energi og et godt melodiske drive, simpelthen insisterer på, at skubbe og rive dig med i den lune luftstrøm, Paper Tigers får frembragt. Det er muligvis et lidt simpelt nummer, hvor bandet bestemt ikke gør det sværere end det behøver at være, men på den anden side er det bare særdeles effektivt skruet sammen og leveret, så man overgiver sig. I et nummer som dette, og andre melodisk stærke der følger, hænger man sig heller ikke så meget i at tekstuniverset er lidt fortærsket og klichéfyldt, det er bare ord, ord som skal bruges til at drive nummeret fremad sammen med det vigtigste – melodierne.
Førstesinglen, “Head Over Heels”, følger op med Kasabian-klingende “uh uh uh” kor og fremdrift der kører på skinner, det er kort og godt forbandet fængende og uimodståeligt, det Paper Tigers disker op med. Samtidig lyder det som om, at bandet sprøjter de her medrivende melodier ud på ubesværet vis, så længe det altså varer. På spredte numre, som eksempelvis den tempofyldte trampe-rocker “Never Before” midt på pladen, er det som det ikke rigtig letter og bliver lidt for Oasis light bumlende. Et nummer som den bar-rockede “We Should Head Home”, er egentlig dynamisk nok som sådan, men savner et mere markant omkvæd og noget der fanger én mere som lytter, for at den ikke bare skal suse lidt anonymt ud i glemslen.
Vi bliver på baren på den mere boogie-blues’ede “Cave Man” der følger efter, her fungerer det hele lidt bedre, ikke mindst med den korte spilletid på 2 minutter og 20 sekunder. Man hører lidt “crowd noises” mens klaveret spiller ovre i hjørnet i begyndelsen af nummeret, som giver det hele en fin tilrøget og små-snusket stemning, der byder ind med lidt andet efter en masse britpopbaskere.
Ballader skal man naturligvis også have på et britpop album, et punkt hvor Paper Tigers virkelig har læst op på lektien og kan deres kram, næsten så det bliver lidt for meget efter bogen. “All Inside My Mind”, der falder lidt over halvvejs gennem albummet, er en fin, længselsfuld kærlighedsballade, der især holdes oppe af et flot udført omkvæd med dobbelt vokal. “Goodbye” er, som titlen antyder, en godnatsang/vuggevise, som sender albummet i seng på behagelig vis. De 2 ballader er især med til at friske klangen og indtrykket af Linus Valdemar’s leadvokal op. Han lader ikke til at have den største spændvidde og kraft i sin Liam Gallagher klingende vokal, men den iscenesættes og doseres for det meste rigtig fornuftigt på Head Over Heels, men med jævne mellemrum kradser den mig altså lidt i øregangene, eller begynder at føles en anelse monoton og spæd. Så ballade-varianten er et kærkomment lyt, og viser at der altså ER flere indstillinger på det stemmebånd.
De 2 absolutte højdepunkter for mig, finder vi dog andetsteds på albummet. Andensinglen, “The Devil May Care”, med flotte strygere, luftigt syng-med venligt omkvæd og semi-ballade tempo, lyder som noget Oasis kunne have inkluderet på What’s The Story Morning Glory. Duften af kopi hænger lidt i luften, men jeg inhalerer og sluger skidtet uden brok. “This Is Not Alright” drejer lyden lidt mere i retning af The Who, med “wu uh” kor, tamburin og hakkende hoftevrikkende melodi i verset, inden det virkningsfulde omkvæd får Oasis tilbage i ligningen.
Paper Tigers leverer med Head Over Heels en plade, som det meste af vejen bare er rigtig godt rock-håndværk. De lever og ånder tydeligvis for denne form for let-opdateret britpop, og spiller og lyder som de gør, fordi de simpelthen ikke kan lade være. De er tro mod forbillederne og uhyre stilbevidste, næsten for stilbevidste og sikre i deres udtryk af og til. Fremadrettet kunne de måske arbejde lidt med originaliteten i deres lyd, så det bliver mere markant hvem Paper Tigers egentlig er bag den flot udførte indpakning.
Måske er de i bund og grund bare et velsmurt og velspillende rockorkester af den gamle skole, nogle gange behøver det ikke være mere indviklet end det?
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Paper Tigers på Facebook
