Jeppe Beldring er endnu et skud på stammen på træet med dansksprogede singer songwriters, der gør sig i tekster der har noget på hjerte, hængt op på ganske fængende melodier. Han gør det dog så godt, at han lægger sig op i førerfeltet blandt de nytilkomne.
Den største overraskelse ved Natten Mellem Søndag og Mandag er næsten, at det udkommer på Indisciplinarian, som tidligere har udsendt hårdtslående navne som Rising, Fossils, Anti Ritual og for nylig Piss Vortex. Umiddelbart har Beldring ikke andet til fælles med disse navne end, at det er endnu en kvalitetsudgivelse fra det lille danske selskab.
For her er ingen frådende aggressioner eller udfarende fjendtlighed, Beldring reflekterer over sine omgivelser og verden i dag på en noget mere afdæmpet måde, pakket ind i en “poppet” folk-rocket lyd. I pressematerialet nævnes inspirationskilder som John Mogensen, Allan Olsen og CV Jørgensen. Det er sidstnævnte jeg tydeligst hører på Natten Mellem Søndag og Mandag, men kun i glimt, for et langt stykke af vejen er en af Jeppe Beldring’s største forcer, at han har sin egen stemme – både vokalen og i lyrikken, selvom fremgangsmåden er ganske velkendt og “klassisk”.
Albummet består af 10 ret skarptskårne numre, der er ikke meget overflødigt fedt på pladen, der generelt flyder let, elegant og lytteværdigt af sted, uden at virke letbenet eller overfladisk. Der er masser af variation i lydbilledet, der især nyder godt af, at det lyder som om Beldring har fundet sig et kompetent backing band og samarbejdspartnere. Natten Mellem Søndag og Mandag lyder simpelthen godt og lækkert som samlet album, hvor både valg af klang, instrumenteringen og små detaljer, som eksempelvis et kor på rette tid og sted, efterlader indtrykket af en gennemarbejdet og -tænkt album.
Natten mellem søndag og mandag kommer jeg til kort
Natten mellem søndag kommer jeg til kort
Natten mellem søndag og mandag holder alting hårdt
Natten mellem søndag og mandag er jeg tæt på kanten
Lyder det blandt andet indledningsvis i det melankolske titelnummeret, som med sin opremsende stil giver billedet af en mand der ligger søvnløs, natten mellem søndag og mandag, ja, hvor han forresten også “ser åndssvag ud”, og vender og drejer sig i sine egne ensomme tanker. Nummeret er et fint eksempel på noget af det Beldring gør virkelig godt, og som giver albummet sin egen personlighed og stil i en ellers for tiden ret befolket dansksproget genre. Du føler, at du hører Beldring’s egne tanker, følelser og betragtninger, store som små, væsentlige og mindre væsentlige, men alt sammen noget der er med til at tegne et billede af, at det er et rigtigt menneske der taler til dig, med hvad han nu lige har på hjerte, og ikke nødvendigvis sange og tekster skruet sammen “bare” for at have nogle ord til en melodi. Det føles kort og godt meget ægte, naturligt og nærværende, også selv om man måske ikke kan sætte sig 100 % ind i samtlige ord.
Klangmæssigt har dette, og andre, numre også en snert af noget Olesen-Olesen’sk over sig, hvilket bestemt kun er en fordel. Det er ikke helt så bidsk, harsk og til tider selvledt, men den blå-grålige tone har de til fælles i de momentvis selvudleverende tekster, på trods af at Beldring lyder knap så træt af sig selv og “træt af at være træt, træt af det hele”, på Natten Mellem Søndag og Mandag.
Et andet eksempel på denne “forbindelse” finder man i “Fordomme” midt på pladen. Stilen er igen lidt opremsende, hvor Beldring lister en masse fordomme op, som han har fået indfriet, det skyldes så nok at “hans” (eller hovedpersonens) livs- og udsyn er således at det bliver selvbekræftende betragtninger og “domme”, frem for den skinbarlige virkelighed. Det er samfundsrevsende, men på en måde hvor der ikke peges fingre af andre, dem med fordommene, i det synsvinklen bliver mere almen og “fælles”. Lidt firkantet sagt, så er det vi her ser igennem fortællernes øjne, nok nærmere det Beldring mener Danmark som land, skåret lidt over en kam, ser ud af “sine” fordomsfulde øjne.
Han ser både hverdagen med “en hjemløs der lugtede af helvede til”, “en luder ovre østfra et sted” og “en grønlænder der var så stiv, at det var en joke”, men også den mere kulørte tabloid virkelighed med en “kendis der sniffede coke” og de klassiske som “en håndværker der kørte med sømmet i bund”, “hørte om en jyde der var grisk og gerrig og en sjællænder der var arrogant og uærlig”, til det lidt absurde som “en kommunist med den grimmeste hårpagt”. Fulgt op af “gab, gab, gab, fik bekræftet alle fordomme i går, det er her jeg står….”.
En mundret, letforståelig og almengyldig tekst, som på samme tid siger noget om det større billede og bredere perspektiv, som Beldring ser det, men også et der virker jordbundet, nøgternt og nærværende. Når Beldring er bedst, så rammer han netop bredt og helt tæt på, med meget simple og letforståelige virkemidler, uden at det kammer over i deciderede banaliteter – det er en hårfin balance, men jeg synes den lykkes.
Ganske få steder på albummet synes jeg Beldring rammer lidt skævt, som albummets næstsidste nummer, den lidt luftige country/western rockede “Livet er Arbejde”, der kort og godt bare ikke rigtig fanger mig. Eller den stille vuggende “Sådan er det bare” midt på albummet, der egentlig har en meget behagelig klang, både vokalen og musikken, men lige bliver lidt for stillestående og dvælende for mig. Men der er virkelig tale om småting, for ingen af numrene er dårlige, de fanger bare ikke helt min opmærksomhed i samme grad som andre.
“Endnu en dag i stuen”, med sin let sørgmodige tone og strømmen af kaffebordsobservationer og erkendelser fra en lidt opgivende og trist klingende Beldring, er et andet højdepunkt, hvor “det fyger med de rigtige meninger på nakken af hinanden”. “Godt man har fri og kan gøre det hele i bagudrettet perspektiv..” er en af de vendinger, hvor klangen og trykket får et CV’sk skær, men ikke som en bleg efterligning, det er mere et “melodisk klingende sprog”, hvis man kan kalde det det, de har tilfælles. Erkendelsen i ordstrømmen ender ud i det retoriske spørgsmål “man kan vel ikke bare sådan ignorere sig selv, kan man vel?”.
Jeppe Beldring ignorerer netop ikke sig selv på Natten Mellem Søndag og Mandag, det betyder også at der er plads til lidt mere højstemte øjeblikke, som “Snegl” hvor der går lidt “tro på dig selv” lyrik i den, eller den helt afdæmpede “Sådan Cirka”, hvor han nærmest messer “giver du op så gør det vel ingenting, for du ved hvad der skal til”. To eksempler på, hvor teksterne måske ikke helt fanger mig eller ræsonnerer lige så tydeligt som andre steder, til gengæld kan man så nyde den flotte indpakning og nyde variationen i albummets klang, der rummer sådan lidt for enhver smag.
Heldigvis er der for hver periode hvor jeg ikke bliver bjergtaget, mindst 2 andre hvor jeg bliver revet helt med, som den medrivende “Dråben”, der handler om “det springende punkt hvor læsset det tipper” og åbningsnummeret, den boblende og lune “Jeg var der”, hvor melodi og det opløftende kor får det hele til at spire lidt forårsagtigt. Endnu to eksempler på, at Beldring med diskrete virkemidler får skabt nogle virkeligt gode sange.
Og det er egentlig essensen når alle ordene og de forskellige stemningsmæssige indtryk barberes væk af Natten Mellem Søndag og Mandag, Jeppe Beldring skriver kort og godt gode sange, som man gerne lægger ører til. At indpakningen og ordene så ofte rammer plet på den ene eller anden vis, ja, det er det der er med til at løfte udgivelsen op på 5 små, men i mine ører, velfortjente stjerner.
Et album der emmer af modenhed og kvalitet, som har noget på hjerte og ikke er bange for at udtrykke det og som stemnings- og klangmæssigt er et stærkt bud på et soundtrack til denne årstid, hvor man kan sidde og glo eftertænksomt ud i de blå-grå nuancer udenfor vinduet.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Jeppe Beldring på Facebook
