Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Wolf River: A Seed Among All The Trees (EP) **** (4/6)

Wolf River: A Seed Among All The Trees (EP) **** (4/6)

1999
0

Bandet Wolf River fra Odense er et relativt nyt navn på scenen (dannet i 2013), men inspirationen er hentet et godt stykke tilbage i tiden. Musikken rummer ekkoer af Jeff Buckley (der druknede i netop Wolf River), 70’er folk-rock, indie-rocken og ikke mindst Morrissey i kraft af vokalen.

Det kan på papiret lyde som om, at bandet har lige vel mange musikalske bolde i luften, men de jonglerer, og griber dem, usvigeligt sikkert og får et afrundet og ret personligt udtryk ud af dem. Kompositorisk er de 6 numre på denne EP, der med en spilletid på over en halv time nærmere er et “mini-album”, godt skruet sammen. Dog opstår der små vanskeligheder hist og her med for alvor at få nogle af melodierne til at lette helt, ikke mindst de længere af dem kæmper lidt med at komme på vingerne.

Det er ikke et kæmpe problem, for det er i og for sig gode, stemningsmættede og meget modne numre, bandet serverer, men man sidder med fornemmelsen af, at med lidt mere tid, så er det virkelig potentiale til at vi når helt op i de højere luftlag.

Til gengæld kan man ikke andet end være lidt imponeret over, hvor sikkert og formfuldendt det hele lyder. Trods inspirationen fra mange genrer og kunstnere, så fornemmer man en tydelig rød tråd igennem udgivelsen, hvor rygraden er let folk’et indie-rock med det keltiske touch som Troels Obbekærs stærke vokal tilføjer. Jo, Morrissey sammenligningen ligger og lurer lige om hjørnet, men ikke mere end at det klinger der hen ad, frem for at lyde som en kopi.

A Seed Among All The Trees kommer flot fra start med “Crossroads”, der svæver ubesværet og vuggende frem ad. Vi befinder os i midttempo indie-rocket territorium, men med en tilbagelænet attitude og atmosfære, som en let brise i mens man daser i hængekøjen, eller kølig luft ind ad et nedrullet vindue, i mens man triller ud mod horisonten. Med sine 3 minutter og 54 sekunder er det samtidig EP’en næst-korteste nummer, en spilletid der virker helt tilpas til det Wolf River har at byde ind med. Der er både tid til at nyde det musikalske landskab der flot folder sig ud og stadig føle, at vi kommer fremad på turen.

Når spilletiden presses i vejret, som på tredje nummer “Wolves In Our Parents House” (over 9 minutter lang) og afslutteren, “I Don’t Want To know” (7 minutter lang), så dvæles der måske lige lovlig meget ved øjeblikket og både band og EP mister lidt den fine fornemmelse af bevægelse og fremdrift, man ellers finder i musikken. Det er helt bestemt ikke dårlige numre, de kunne måske bare have nydt godt af at få trimmet spilletiden lidt. Wolf River er stadig kompetent og rart selskab på disse længere udflugter, men der sniger sig en følelse af stilstand ind. Eksempelvis i den ellers glimrende “Wolves In Our Parents House”, hvor det hele flyder let og elegant de første 5 minutter, så kommer der et par minutter, hvor bandet får trang til lige at lade musikken cirkle lidt, dernæst indie-rocke lidt ud, inden vi kommer tilbage til udgangspunktet sidst i nummeret. Opbygningen og længden ville sikkert fungerer rigtig godt i en livesammenhæng, men her begynder øvelsen at føles lidt langtrukken.

Om Wolf River går efter det længere og mere udsvævende, det kortere og mere skarptskårne, det tempofyldte, eller det mere tyste, som på den elegante “Hummingbird, sing”, så er lydbilledet meget stemningsfuldt og luften omkring bandet tyk af indtryk – selv med meget små og afdæmpede virkemidler som her. Hvor “Hummingbird, sing” svæver let rundt i det indie-poppede, og samtidig er albummet korteste nummer, så skrues der igen lidt op for spilletiden på den endnu mere afdæmpede, nærmest tyste, “North American Woods” senere på EP’en. Det er endnu engang et flot nummer, hvor man især drages mod Obbekærs på samme tid underspillede, kontrollerede og emotionelt udtryksfulde vokal. Her formår Wolf River også at time skiftet i tempo og stemning virkelig godt, med en lille, men velplaceret, eksplosion i musikken som giver nummeret fremdrift nok til at nå 5 minutters mærket uden at få lidt sidestik.

EP’ens næstsidste sang, “Flesh Love”, demonstrer sådan lidt af det hele af det der flyder igennem Wolf River. Melodisk bobler og bruser det fremad, man undgår ikke at blive revet med af strømmen, inden der går lidt “indie-rock ud” i den i nummerets anden halvdel, hvor man får tid til at ryste garnet lidt tørt igen inden sangen finder i mål.

Når jeg lytter A Seed Among All The Trees sidder jeg med fornemmelsen af at Wolf River er et band der kan og vil rigtig meget, men måske lige trænger til at få studset spidserne på de mest langhårede af idéerne. Som skrevet indledningsvis, så taber de bestemt ingen af de mange bolde de smider i luften på gulvet, men de er måske momentvis lige lidt for god tid om at få afsluttet deres optræden. Det er garanteret en smagssag, nogle vil sikkert blive revet med og trukket helt ind i de mere udflydende passager, hvilket også er sket for mig nogle gange. Ærgerligt nok har der dog været flere gange, hvor jeg i stedet for blev lidt utålmodig og begyndte at sidde og trippe lidt for at komme videre.

Det skal dog ikke tolkes alt for negativt, det er blot grunden til at vi ender på 4 kæmpe store stjerner til Wolf River, og ikke de 5, i denne omgang. Spændende debut med masser af potentiale!

Af Ken Damgaard Thomsen

A Seed Among All The Trees udkommer d. 17/11 via Target, besøg bandet på Facebook

Previous articleBombus – Enter The Night – 14/11 – 2014
Next articleKoncerter i Aarhus, uge 46

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.