Emily Sad 1,2,3 and More er første udgivelse i en planlagt trilogi om karakteren Emily Sad, som leder efter sin forsvundne herreven, Alf, i et syret univers, som man kan følge i den fine LP-indpakning. Musikalsk bevæger vi os i et 60’er rocket univers, der blandt andet trækker veksler på The Beatles, syrerock og avantgarde og kommer på en svingende, men interessant rejse.
Der er gjort noget ud af indpakningen af The Colourmen’s EP (det er en lang EP), Emily Sad 1,2,3 And More, hvor en psykedelisk sort-hvid tegneserie viser historien som de seks sange fortæller musikalsk. Det er altid en fornøjelse, når et band gør noget ud af indpakningen og tænker i hvordan det hænger sammen med den musikalske side. Men hvordan står det så til med det musikalske?
Det starter meget 60’er rock-klingende på ‘Emily Sad 1’, hvor Emily introduceres, og vi får at vide at “Emily is still sad about Alf”, og hun er selvfølgelig også både ude på en “grassy hill” og “up in the sky”. Det bærende guitarriff fungerer og der er en fin fremdrift i nummeret, som dog ender en kende ensformigt. Det bliver det også i mine ører, når vi temmelig ofte får gentaget ordene ‘Emily Sad’ på andet nummer, ‘Emily Sad 2’, der dog ligesom første nummer bestemt også har musikalske kvaliteter og også en god portion catchiness.
Jeg er til gengæld ikke så overbevist af den akustisk guitar-drevne ‘Reasonably Happy’, hvor jeg synes Gjesdal’s vokal kommer en lille smule til kort. Der er egentlig også tegningen til en god melodi, men jeg bliver en lille smule forstyrret af skæve “wyyt-wyy”-lyde og fløjten undervejs. Den følges af ‘Emily Sad 3’, hvor Gjesdal lyder lidt som en pænere udgave af Kim Larsen på engelsk, hvilket jeg også har en smule svært ved at abstrahere fra, selv om det på den anden side også har en egen karakter. Samtidig er der igen rigtig fede skift og melodistykker undervejs.
Og bang, ind fra højre flyver ‘Heavy Metal Butterflies’, med sin punk-balle-rockede beretning om Emily’s møde med nogle pænt syrede sommerfugle. Det har sin egen skramlede og skæve charme, som jeg egentlig meget godt kan lide, samtidig med, at jeg faktisk helt kan finde ud af hvor The Colourmen vil hen med nummeret, ud over at jeg vil gætte på at det har været sjovt at indspille – og formentlig også er sjovt at spille live.
Bedste nummer for mig, er den dystert spacede, tungt syrede afslutter’The Supernatural Spirits From The Dreaming’, hvor guitarerne og Johnny Patsuri’s tunge trommespil sammen med diverse lydeffekter i baggrunden skaber en syret, dunkel boble, hvor Gjesdal’s vokal suppleres af Peter Degerbøl og Morten Steingrim’s, som er med til at skabe en svirrende fornemmelse, som om éns hoved omsuses af et bizart drømmeunivers. Det er sgu egentlig meget fedt.
Mit største problem med udgivelsen ender med at blive den konceptuelle indpakning, eller snarere, at historien ikke kommer til at engagere mig, og jeg faktisk bliver lidt træt af at høre ordene Emily Sad i tide og utide undervejs. Det næststørste er Rolf Gjesdal’s vokal, som egentlig har en ganske okay klang, men ind i mellem lyder det som Gasolin’ da de forsøgte at synge på engelsk (for eksempel på ‘Emily Sad 2’ og ‘Emily Sad 3’), og andre gange virker det som om vokalen kommer lidt skævt ind.
På den anden side har det også sin skæve charme og det er bestemt ikke en strømlinet oplevelse at lytte til The Colourmen. Det er ambitiøst og varieret musikalsk, energisk og eventyrlystent. Men samtidig trækker det også rigtig meget på meget velkendte inspirationskilder og når rammefortællingen og evnerne ikke altid står mål med ambitionerne, så ender Emily Sad 1,2,3 And More som et sympatisk, og i elementer medrivende, album, der som helhed ikke for alvor letter. Trods ihærdige forsøg, hvor bande basker alt hvad de kan med de musikalske vinger. Det giver 3 store stjerner herfra i denne ombæring, sammen med en opfordring om at klø på. For selv om jeg måske er lidt træt at høre ordene “Emily Sad” lige nu, så gætter jeg på at næste rejse alligevel nok skal blive interessant også.
Emily Sad 1,2,3 And More er udkommet og kan fås på vinyl og download. Tjek The Colourmen ud på facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
