Home Interviews Interview med Small Time Giants

Interview med Small Time Giants

5415
0

D. 17. oktober udkom grønlandske Small Time Giants’ debutalbum, Stethoscope, til generelt gode anmeldelser – blandt andet her hos os, hvor albummet fik 4 stjerner. Men hvordan er rockscenen på Grønland, hvilke værdier ligger der bag albummet og hvad byder fremtiden på? Vi har spurgt bandet om lidt af hvert – hvad de svarede kan du læse herunder.
 
Grønlandske rockbands oplever vi ikke så ofte – hvordan er rockscenen på Grønland?

“Rockscenen er faktisk ret mangfoldig i Grønland, der er alt fra heavydubstep-metal, punkrock, suppe/steg/is-rock med autotune til følsomme alternative rockere som os. 99% af tilfældet bliver der sunget på grønlandsk og med garanti for en guitarsolo i c-stykket. I den sammenhæng, så er vi nok et ret atypisk grønlandsk rockband. Hvis man vil dykke lidt ned i den nyere og fede grønlandske rockmusik, så vil vi klart anbefale at lytte til Pukuut, Nanook og Chilly Friday.”

Og hvordan har det så været at være rockband i Qaqortoq?

“Qaqortoq har cirka 3000 indbyggere, og bliver ofte omtalt som en fuglerede for kreative kunstnere. Det har vi aldrig kunne forstå. Men efter et par år væk hjemmefra, så er vi faktisk ret sikre på, at byen har formet os til det vi er. Der var ingen biografer, svømmehaller eller for mange piger til at gøre os forvirrede. Det er et sted hvor tiden står stille. Det er det perfekte vilkår til at kunne øve sig 10.000 timer i noget og danne et tæt og loyalt venskab. Vi valgte dengang at danne et rockband, selvom kun én af os kunne spille musik. Det er jo bare rock, ikke raketvidenskab.”

I er taget fra Grønland til Danmark og i jeres pressemateriale lyder det som om det krævede en del tilvænning – kan I fortælle lidt om hvordan I oplevede det, og hvad det har betydet for jer musikalsk?

“Det var absolut ingen dans på roser at flytte fra Qaqortoq til Danmark. Vi brugte lang tid på at vænne os til det nye liv. En helt anden kultur, et nyt hjem og en helt anden fornemmelse for tid. Uden hinanden var vi sikkert taget hjem igen. Musikalsk var det også en svær begyndelse, da vi hurtigt fandt ud af at øvelokaler i Danmark bare er et tomt lokale, helt uden PA-anlæg, mikrofoner og forstærkere. Vi lånte hver især penge i banken for at købe det nødvendige udstyr. Så kunne vi hvert fald ikke tage hjem. Vi havde en fælles drøm om at spille på så mange scener som muligt, og det har vi gjort vores bedste for at følge. Vi flyttede til Danmark i 2009 og spillede vores første koncert i 2011. Vi gemte os i øvelokalet indtil vi selv troede på det.”

I havde stor succes med jeres første EP, og indtil videre er albummet blevet godt modtaget i Danmark – hvordan har processen været med indspilningerne? Der var noget med, at I har investeret alle jeres penge i albummet…

”Hver eneste krone vi tjente efter vores EP skulle bruges til at lave et album. I oktober 2013 tog vi orlov fra studier og arbejde, og begyndte at indspille demoer alle ugens dage. Ved indspilningerne fandt vi ud af, at vi var på vej i en anden retning end hvad vi havde forestillet os. Vi kasserede alle arrangementer og lavede flere versioner af de samme sange, og endte med at udskyde albumindspilningerne med et par måneder. Vi lejede Carpark Norths studie på Christianshavn med Søren Balsner som producer. Vi indspillede tre dage om ugen fra januar til midten af marts 2014. I processen fandt vi ud af, at der kun var råd til at indspille albummet. Der var ikke råd til mastering eller nogen fysisk udgivelse. Vi lavede en crowdfunding der varede i tre måneder, og nåede en uge før deadline vores mål. I ren desperation var vi faktisk ved at lave et rengøringsfirma, så vi kunne få penge nok til at udgive albummet. Det har kostet alt hvad vi overhovedet ejede og vi har levet under fattigdomsgrænsen i et år, og når vi hører albummet igen, så synes vi at det har været det hele værd.”

I spillede tidligere i år release-koncert i Nuuk. Hvordan har modtagelsen af albummet været på Grønland?

”Vores release koncert i Kulturhuset Katuaq den 26. august endte med at blive en kæmpe fest. Der var godt tusind mennesker der havde købt billet til koncerten og de kom endda for at høre sange de aldrig havde hørt før. Modtagelsen har været så overvældende rørende. Albummet har fået gode anmeldelser, er det bedst sælgende album lige nu, og noget der virkelig betyder noget, er alle dem der skriver til os og fortæller hvor rammende albummet er for dem. Det har overgået alle vores forventninger. Vi tror at folk er faldet for ægtheden, og at de ved at vi er gået igennem ild og vand, for at få sangene ned på det album.”

I behandler nogle historiske og politiske temaer på albummet, blandt andet MS Hans Hedtofts forlis, lukningen af minebyen Qullisat, den manglende danske undskyldning overfor grønlænderne og den udnyttelsen af den grønlandske undergrund – kan I fortælle lidt mere om de temaer, og hvorfor de er vigtige for jer at fortælle om?

”Musik er lige så meget et historisk tilbageblik, som en bog kan være. Forleden blev vi interviewet af nogle studerende, der analyserede os ud fra at vi er et politisk band. Vi synes ikke selv at vi skriver politiske sange. Vi sætter bare noget historisk ind i en 1 til 1-kontekst, og vores måde at gøre det på er at grave i historiske tragedier. Vi vil gerne vil være et band, hvor man kan høre vi er fra Grønland, hvis man er derfra. Vi vil også gerne være et band, hvor man ikke kan høre vi er fra Grønland, hvis man ikke er derfra. Vi er egentlig bare fire drenge der er et sted mellem et folks fortid og fremtid”

Ud over de historiske og politiske temaer er der også nogle mere personlige temaer, der spiller ind – kan I fortælle lidt om hvad der ligger bag for eksempel ‘No Excuses Just Explanations’?

”Det er en af de sange, der handler om et kærlighedsforhold, hvor begge parter ellers er bedre tjent uden hinanden. Det handler om at komme ud inden man etablerer sig. Og når man tror at man kan starte forfra efter problemerne, så skal man tro om. Titlen henviser til at der ikke er noget galt med dig. Det er mig, den er noget galt med. Jeg har ingen undskyldninger for hvorfor jeg først kom hjem ved middagstid efter morgenfesten, kun bortforklaringer.”

Jeres lyd er umiddelbart meget international – men hvilke bands er I inspireret af musikalsk og hvad har I fokuseret på i lyden?

”I dag har vi ret få fælles musikalske referencer i forhold til da vi boede i Qaqortoq. Inspirationen dengang var lidt en blanding af Death Cab For Cutie, Coldplay og Linkin Park. Det lyder helt forkert at sige i 2014. I vores demofase skrev vi tre værdier ned for det album, vi gerne ville lave; storladent, nosser og sjæl. De tre ting har vi så pakket ind i delay, ord, reverb, hjerteblod, toner og fede trommer, og det er der nu kommet et rigtig fedt album ud af.”

Albummet er sendt godt afsted – hvad er næste skridt for Small Time Giants?

”Vi skal ud og spille den type koncerter, hvor man glemmer at man sveder og at man skal op igen i morgen. Vi skylder os selv og vores musik, at se hvor langt det hjemmelavede rumskib kan flyve. Vi har hverken noget pladeselskab, bookingbureau eller management. Vi ved ikke hvad morgendagen bringer, men den manglende realitetssans skal, som altid, nok bringe os et stykke af vejen.”

Hvor vejen fører hen skal blive spændende at følge. Du kan læse mere om Small Time Giants på deres hjemmeside og på facebook.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleSkullclub – Mig og Stanley – 5/11 – 2014
Next articleVanir: The Glorious Dead *** (3/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.