Jeg har hørt om Black Light White Light, men jeg har aldrig lyttet til dem før, så da jeg ”sætter pladen på” (downloader de 12 numre) er jeg spændt på at finde ud af, hvad de egentlig er for nogle.
Jeg bliver lidt skuffet over åbningsnummeret “High Like a Hurricane”– teksten og vokalen falder simpelthen til jorden og det er ærgerligt, for den instrumentale del, sidder lige i skabet, men det er svært at abstrahere fra forsanger Martin Ejlertsen vokal, som et eller andet sted, står i vejen for en ellers solid lydmur der i den grad fortjener opmærksomhed. Stemmen fylder meget, og teksterne virker for hurtige, rimene er for lette og forudsigelige og derfor bliver lytteren ikke udfordret.
Andet nummer på pladen “Sex And Fury” åbner op for et Oasis-lignende univers. Nummeret virker godt langt hen af vejen, og vokal og musik glider for det meste godt sammen, dog er der momenter, i det ellers velfungerende nummer, der får mig til at tænke på de demoer, jeg fik sendt ind til pladeselskabet jeg engang havde min daglige gang hos; som om at det lige mangler en omgang i studiet – igen hiver musikken nummeret op, og af og til beriges der med et mindre støjorgie der kæler for lytterens øre – dejligt.
Titelnummeret og tredje nummer på pladen “Gold Into Dreams” starter yndigt og blidt ud, både vokal og musik formår at gå op i en højere enhed. Det klæder bandet, at skrue ned for Ejlertsen og inddrage flere stemmer – men det føles som om at nummeret bliver trukket for langt ned, og den stærke instrumentale del, som beskrevet på de forrige numre, savner jeg lidt. “Aim A Little High” er efter anden gennemlytning nummeret der sidder bedst fast. Musikken holder, vokalen holder og minder mig om en god blanding af The Dandy Warhols og Oasis – et lyt værd.
“Revolutionary Sound Squad” fanger mig simpelthen ikke. Nummeret er for intetsigende – musikken virker mindre interessant end på de første numre og vokalen falder igennem, i et ellers nogenlunde forsøg på at lave en glad og uptempo rocksang – ville dog gerne give nummeret en ekstra chance live. “We see the Light” skiller sig ud, og flyder dystert derud af og runder af med en større, psykedelisk fortræffelig støj-salute – hvilket fungerer godt.
“Operators” minder mig om at 90’er rockband, jeg ved ikke hvilket, men det har nok været en døgnflue – selvom musikken er catchy og nummeret holder på den måde, er vokalen endnu engang ikke stærk nok til at bære det, omkvædet løfter sangen en del, men det holder ikke, når nummeret ved første strofe falder fra hinanden. Et andet nummer, udover “Aim A Little High”, jeg vil mene er et lyt værd er “Running” – vokalen er i kontrol, musikken er tight. Der startes roligt ud, både vokalmæssigt og instrumentalt – men så slippes støjbandet løs, og endelig lyder Ejlertsens stemme, som en stemme der passer til bandet, det hele går op i en højere enhed og er en fornøjelse at lytte til.
Black Light White Light leverer med Gold Into Dreams et grundlæggende godt stykke musikalsk arbejde, men det vokale og instrumentale går på størstedelen af numrene ikke op i den berømte højere enhed, og det er virkelig en skam – som tidligere nævnt, vil jeg dog gætte på at bandet ville kunne fungere en del bedre live.
Besøg Black Light White Light på Facebook.
Anmeldt af Kristina Bjerregaard Bonde
