Skin Tuxedo er tilbage med et nyt album, der følger op på den melankolske alternative rockede stil fra albummet Harlot of The Night, som vi anmeldte sidste forår.
Bag navnet gemmer sig det enlige bandmedlem Ivan Boel Stenger, der spiller samtlige instrumenter selv, undtagen bassen i nummeret “The Lesson I Didn´t Learn”. Ivan Stenger gør desuden opmærksom på, at The Ladder bliver sidste Skin Tuxedo udgivelse som solo-projekt, der arbejdes på at samle et band.
Det ville jeg umiddelbart mene var en rigtig god idé, for er der noget The Ladder kunne trænge til, så var det flere kokke i køkkenet og inspiration og assistance udefra. I dette tilfælde tror jeg ikke maden ville blive fordærvet, hvis der var flere om gryden. Det Ivan Stenger propper i gryden af følelsesladet og storladen alternativ rock, er for så vidt udmærket. I hvert fald idéen i det. Det kniber noget mere med udførelsen, hvor ikke mindst en udynamisk og tam produktion frarøver musikken noget liv og sjæl, som kunne have forbedret helhedsindtrykket en del.
For det er egentlig ikke fordi, at der ikke er antydningen af ganske fængende melodier og gode numre til stede, de får bare aldrig rigtig vinger. Eksempelvis den synth-bårne indledning af åbningsnummeret, “I Told You We’d Make It”, man fornemmer tegningen til noget der kunne lyde ret fedt, men i sin nuværende form virker lyden for tynd og udkogt – ja, lidt discount-agtig, desværre. Når Ivan Stenger’s vokal sætter i, opstår det næste problem. Stemmens klang og “styrke”, er meget en smagssag og ørerne der hører, men er bange for de fleste kunne blive enige om, at vokalen har nogle mangler. I nogle passager, især et mellemleje hvor der ikke tages for mange chancer, kører det nogenlunde. Den er ikke vanvittig stor og prangende, vokalen, men det fungerer okay. Lige så snart den bevæger sig ud af denne zone, går det galt, i større eller mindre grad.
“We build the walls // to protect ourselves”, lyder det i første nummer, hvor der forsøges at lægges et ekstra, lidt råt, tryk på “walls”. Det lyder desværre så anstrengt, at jeg krummer tæer og børsterne rejser sig. Senere på albummet forsøges der hist og her med lysere fraseringer og noget der nærmer sig falset, det er heller ikke ubetinget en succes. Det er virkelig en skam med disse udfald, for som sagt, så indeholder The Ladder faktisk tegningen til flere virkelig solide numre. Skin Tuxedo får beklageligvis bare, i hvert fald i mine ører, spændt lidt ben for sig selv.
“Victims” er eksempelvis en ganske interessant semi-ballade sag, der kommer til at halte lidt i udførelsen. Det starter lidt kabaret-klingende, hvor et klaver slår en opløftende stemning an, inden nummeret bremser op og slår ind på et mere melankolsk spor. “”Write a song and we are fine”, synger Stenger, i en tekst der virker både selvreflekterende og selvrefererende – det fungerer rigtig fint. Desværre er vokalen igen lidt all over the place og skurrer i øregangene med jævne mellemrum, så man kæmper med at holde sig fanget af den ellers vellykkede stemning musikken får bygget op. Her kunne en bedre produktion på vokalen nok have reddet en del, eller noget input udefra, så stemmen ikke skal stresses op i et højt register, hvor den tydeligvis ikke befinder sig godt. Men det er da bestemt udtryksfuldt!
For jeg tror faktisk, at mange af disse vokal-mæssige bump på vejen kunne glattes mere ud, med lidt justeringer på knapper og gode råd fra anden side. På den afdæmpede og stemningsfulde “”Anxiety” lykkes det nemlig at ramme de toner i den lysere ende af spektret, som jeg formoder der sigtes efter. Så det er ikke fordi evnerne ikke er der, de skal bare lige guides lidt bedre, eller sættes lidt mere balanceret i scene. På den endnu mere nedbarberede “How I Feel”, hvor klaveret og en simpel bankende rytme er i centrum, skæmmes den ellers ret gribende emotionelle stemning af nogle af disse små, men tåkrummende, vokaludflugter, der kunne have været forhindret, hvis der var nogen tilstede der kunne prikke Stenger på skulderen når det kammer over.
Som man måske kan fornemme, så er The Ladder også en ganske afvekslende affære, og Stenger har helt klart et godt greb om mange forskellige udtryk indenfor den alternative rock. Og netop rock er der skam også plads til på pladen, men igen virker det en lille smule tilfældigt om operationen er en succes eller skæmmes af diverse udfald. Den tempofyldte “Rivalry”, hvor der skrues godt op for guitaren og melodien bliver mere pågående, er kort og godt ikke et særligt godt nummer. Det er ikke rigtig medrivende og flagrer lidt af sted. Til gengæld kører det noget bedre for “Nocebo”, instrumenterne får igen lov til at brumme, tempoet er lidt lavere, til gengæld virker det som om at nummeret rent faktisk har fremdrift og en mission.
Afslutteren på den 10 numre lange The Ladder hedder “Parts of A Bigger Picture”, hvilket også fint dækker det indtryk jeg har af pladen og Skin Tuxedo helt overordnet. Jeg fornemmer, at der er både hjerte, vilje og evner til stede i musikken, som kunne skabe et flottere og større billede – især med lidt assistance til selve udførelsen af projektet. Man fornemmer, at der gemmer sig sange til en 4-stjernet udgivelse, hvis enkeltdelene bare blev finpudset og præsenteret bedre. Som de præsenteres og lyder nu, så falder vi under middel og lander på 2 stjerner – men pilen peger op ad.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Skin Tuxedo på Facebook