Rooster (jeg håber de er opkaldt efter Alice In Chains nummeret), er et relativt nyt band fra Skanderborg, der spiller rå og usødet ROCK, og det gør de faktisk ganske glimrende på denne demo/EP.
Der er ikke noget poleret eller fin indpakning over det Rooster leverer her, ej heller er det specielt banebrydende eller sofistikeret. Det er i stedet en ru skuresvamp bestående af 5 numre, der kradser godt på huden og i øregangen – begge dele på den helt rigtige måde.
Af et ungt upcoming band at være, bandet blev dannet for knap et års tid siden, så har de allerede rigtig godt styr på grundelementerne, og formår at sætte dem habilt sammen, i den støjende og skramlende ende af garage/grunge/støj- rocken. Bandet nævner selv forbilleder som Sonic Youth, Pixies og Ty Segall, og man kan sagtens høre disse fornuftige inspirationskilder stikke hovedet frem i musikken.
Det er kun naturligt, at man orienterer sig efter den slags fyrtårne og forbilleder, når man kaster sig ud på det farlige musikalske ocean. Men selv om Rooster stadig ikke helt kan komponere og spille sig ud af disse forbilleders skygger, så stikker der nok personlighed frem i de 5 numre på EP’en til, at det ikke føles som uselvstændige kopier. Eksempelvis har et nummer som “Slacker” nogle tydelige Pixies elementer, den langsomt huggende melodi, der sniger nummeret fremad, små eksplosioner i musikken hist og her, et råt støjlag ovenpå noget der i bund og grund er en fin lille pop-sang og så videre, men Rooster tilfører det deres egen attitude, stemning og lidt krydderi, der gør at det alligevel ikke helt smager som Pixies. Især mod slutningen af nummeret, får de smadret rigtig godt igennem på sådan en sej og tungt vuggende vis.
Andre steder, som på åbningsnummeret “Needlebath”, er det iørefaldende “pop”-element i melodien skrællet væk, og erstattet af mere olme sving og stød på guitaren. Musikken hugger, skramler, larmer og ulmer på effektiv vis, skrabet og simpelt er det, men med masser af pondus. Vi er tydeligvis i selskab med en “person”, der befinder sig på sammenbruddets rand. Det er måske ikke den samme person der gakker ud på den efterfølgende “Give Me The Bat Wendy”, men da er vi nået ud over kanten.
“Wendy” er sikkert en reference til Wendy i Ondskabens Hotel, og musikalsk og vokalmæssig lyder det da også som om, at Jack er begyndt at kede sig og den indre psykopat, er ved at bryde ud i fuldt flor. Musikken hiver, flår og rusker tempofyldt og faretruende frem ad, i mens der synges “bashing your brains out // just bashing your brains out //your the light of my life //your light of my life // your light of my life…”. Ikke ligefrem et nummer der drives frem af store og komplicerede følelser og reaktionsmønstre, men herligt primitivt og simpelt! SLASK.
I den helt modsatte grøft finder vi afslutteren “Snake Eyes”, der lukker EP’en. En langsomt ulmende lusker, der igen har noget Pixies over sig i sin grundstemning, inden der går skrige-grunge i den i omkvædet. Et nummer der emmer af lurende sindssyge og frustration, som kun får lov til at bryde ud i omkvædet, inden det bliver mere passivt aggressivt i verset. Dynamikken fungerer rigtig godt, og det ender måske med at være Rooster’s med velkomponerede nummer.
Som man måske kan fornemme, så får Rooster prøvet en masse forskellige stemninger og klange af i løbet af de 5 numre, men det varierede udbud til trods, så mister man aldrig fornemmelsen af, at det er samme band musikken strømmer ud af. Den røde tråd er bestemt tilstede, også i den mere punk/garage rockede “Johnny & Johnny”, en knap 2 ½ minut lang hyldest til CBGB’s (det legendariske spillested i New York).
Samtidig står bandet heller ikke stille for lang tid af gangen, numrene virker helt tilpas skåret, ikke for meget og ikke for lidt. Der er intet over Rooster der virker forceret eller påtaget, det er bare lyden af nogle knægte, som nok har deres tydelige forbilleder og hylder dem i musikken, som er kommet for at spille ukompliceret og rå rock, med stort R og hjerte.
Den musikalske stil og vej som Rooster har valgt, er nok ikke en der umiddelbart kanonerer dem op af undergrunden i fuld fart, dertil er det alt for kantet og ufortyndet. Det var et kompliment. Holder de fast i den attitude og tilgang, så burde der dog være potentiale til, at bandet bliver et af de der undergrundsfænomener, som er værd at holde øje med ude på landets mindre scener.
Vi ender på 4 skramlede og beskidte upcoming stjerner – rock on, dudes!
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Rooster på Facebook
