Danske Spoil manøvrerer rundt i ret trafikerede stoner/hard rock/grunge farvande, men undgår at drukne i mængden ved at have noget så simpelt som personlighed.
Det kan efterhånden være svært at finde ud af, hvad er en demo og hvad er en reel EP. Med de redskaber der i dag er til rådighed på computer og net, kan de fleste frembringe udgivelser der lyder ganske hæderlige, og springe det led over der hedder “demo”. Der hvor det gerne må skramle og knase lidt i produktionen og hvor der er plads til at prøve nogle forskellige idéer af, uden at tænke i om det hele nu hænger sammen som samlet EP. Let It All Burn fra danske Spoil sætter sig lidt mellem to stole, på den ene side kalder de det en EP, men samtidig giver de også sig selv plads til at afprøve nogle forskellige ting i løbet af EP’ens 6 numre
Lyden er ikke alt for poleret og “computer” glat, hvilket er herligt! Sammen med bandets lyst til at udforske deres klang og lege lidt med udtrykket giver det en EP, der ikke skinner i kraft af sin strømlinede sammenhæng (der er dog en rød tråd til stede), men på grund af dens variation og nysgerrighed. Diversitet er dejligt, det kan vi godt lide en gang imellem, men det gør selvfølgelig også, at det ikke er alle numre der lige falder i éns smag.
EP’en lægger godt fra land med titelnummeret “Let It All Burn”, en midttempo hard rock/grunger, med et sejt tungt drive og masser af kul på instrumenterne. Det lyder virkelig som om der bliver spillet igennem i Spoil, ikke mindst bassen får dejlig meget plads at boltre sig på i de fleste numre. “Let It All Burn” drives fremad af en råt huggende melodi, der bygger fint op til et kraftfuld og cathy omkvæd. Jeg skulle lige finjustere ørerne til vokalen, ved første lydt var jeg ikke helt overbevist, men det krævede bare lige en hurtig tilvænning, så blev vi rigtig gode venner. Den flagrer stadig en smule når der synges i “normalt” toneleje i verset og virker faktisk bedst når der bare gives gas i omkvædet, hvor den klangmæssigt lyder som et secret lovechild mellem Glenn Danzig og Ian Astbury fra The Cult. Det er en god ting!
“Bring On The Clowns” følger op, det er det nummer på EP’en jeg bryder mig mindst om. Stilen bliver mere afventende og ulmende, vokalen ligger i et toneleje jeg ikke helt synes bringer dens styrker frem og i det hele taget er det bare ikke et nummer der virker specielt ophidsende på mig. Men bandet skal have ros for at eksperimentere med sangstruktur og virkemidler. Det er tilbageholdende, vugger og hugger, forudsigeligt er det ikke – det er bare ikke lige mig.
Så er vi tilbage på rette spor med “The World Caves In”, hvor vokalen for alvor får lov til at brøle igennem, passagen “the light goes out / the world caves in”, lyder rå-sejt, inden bandet drejer den snurrende melodi over i et kort og effektivt “omkvæd”. Igen piller bandet ved den normale sangskabelon og vinder på at gamble en lille smule. Det er dog ikke EP’ens bedste nummer, dertil hakker fremdriften måske en lille smule for meget. Det er til gengæld et nummer, der holdes oppe og i gang af band-motorens hestekræfter, og viljen til at bruge dem. Sangen går direkte over i den stenede og tilbagelænede, nærmest tågede, “Smoke and Embers”, hvor bandets stoner-tendenser får lov til at lægge sig som en tæt røg over Let It All Burn.
Musikalsk er der måske ikke så meget nyt i den skæve og atmosfæriske røg, i hvert fald ikke opbygningen af nummeret, vi svæver forventeligt rundt i suppen, mens riffene og melodien bliver tungere og mere bastant. Der hvor det hæver sig, er når bandets klang, noget der egentlig har været til stede mere eller mindre tydeligt i de fleste numre – minder mig om gode gamle Iron Butterfly (dem med “Inna Gadda Da Vida”). Det er både den bastunge musik og vokalens klang der sender tankerne i den retning. På overfladen skiller nummeret sig ud fra de andre, men der er nogle gennemgående elementer – og nogle af dem får først lov til at bryde helt frem her. Lækkert nummer.
På den efterfølgende “Flies In My Room” bliver det mere pågående og udfarende, melodisk drives nummeret frem af en simpel spruttende guitar, selv om der lige bliver plads til liret solo i nummerets anden halvdel. Det er igen et af de numre, hvor jeg bedre kan lide eksperimentet og lysten til at udforske og afprøve ting, end jeg egenlig synes det er et godt nummer fra ende til anden. Dele af det fungerer rigtig godt, det aggressive råbe-omkvæd knap så godt – men i det mindste er det igen noget nyt og anderledes.
Let It All Burn lukkes og slukkes i rigtig god stil med den tempofyldte “Something’s Gone”, ikke så meget pis, et energisk nummer der får brændt noget benzin af de første to minutter, inden bandet bremser lidt op og lader motoren køle lidt i mens vi får et stemningsfyldt stykke med guitar. Tempoet stiger igen og nummeret og dermed EP’en, får lov til at fade ud midt i endnu en fin solo, så det hele slutter i en positiv tone og med lyst efter mere.
Okay, på den ene side kan og vil Spoil rigtig meget på Let It All Burn, og ofrer af og til muligheden for at skrive et mere sammenhængende nummer, til fordel for at prøve nogle ting af – det giver cirka lige så mange vellykkede, som knap så vellykkede numre, samlet set. På den anden side, så har man en klar fornemmelse af, at finder de en lyd, som de vil lægge sig mere fast på, så kan de sagtens skrive “bedre” sange. Okay OKAY, men det ville muligvis betyde, at noget af den friskhed, nysgerrighed og uforudsigelighed, som jeg synes løfter disse numre og EP’en samlet set ville ryge i svinget – og det ville næsten være synd. Kan de finde et udtryk der kombinerer det hele, så har de en vinderformular – især hvis de får sat vokalen rigtigt i scene hele vejen igenneml
Lige nu ligger musikken og vipper et sted mellem 3 og 4 stjerner, men jeg synes klart evnerne og indstillingen får pilen til at pege opad, så vi siger 4 små stjerner, for en EP der i sidste ende virker som lidt mere end summen af enkeltdele.
Af Ken Damgaard Thomsen
Besøg Spoil på Facebook
Foto: The Caddy