Accept er aktuelle med deres 14. studiealbum, Blind Rage, der ligger i naturlig forlængelse af deres 2 foregående albums. Højdepunkterne er fænomenale, men samlet set er albummet lidt ujævnt.
Det største problem jeg har med Blind Rage som samlet værk er, at det føles langt at komme igennem. I mindre bidder og i de bedste momenter føles bandet så stærke som nogensinde, men af og til føles det som om pladen går i stå og over en time i selskab med de hårdtarbejdende tyskere føles som alt for lang tid.
Albummet lægger ud med førstesinglen “Stampede”, den gør egentlig hvad den skal, får introduceret bandets lyd, er ganske catchy og har et bundsolidt drive ud over de klassisk metal-stepper. Men den afslører samtidig nogle af de problemer, der, for mig, dukker op i løbet af albummet. Efter nogle minutter i selskab med “Stampede” begynder effekten af bandets ellers energiske virkemidler at fortage sig en smule, og pludselig fremstår et nummer på 5 minutter og 14 sekunder lige langt nok i spyttet.
Problemet gentager sig flere gange i løbet af Blind Rage, hvor numre virker som om de bliver trukket unødigt ud, lidt mere redigering og hårdhændet beskæring, bitte. Normalt har jeg intet imod lange numre og længere albums, men på Blind Rage bliver det lige lidt for meget af det gode fordi jeg sidder med en følelse af at bandet står lidt i stampe i stedet for netop at stampe fremad. Når det er sagt, så er der masser af klassisk thrashet metal guf at finde blandt albummets 11 numre.
Lige når man er ved at gå helt død i albummet, så vrider Accept pludselig en rå-fed skæring ud af metal kødhakkeren, men desværre har de det også med at serverer en omgang kedelig pølse-metal lige når det gik rigtig godt. Albummets bedste streak finder man på første halvdel af pladen, efter åbneren “Stampede” følger 3 fremragende numre, “Dying Breed”, “Dark Side Of My Heart” og “Fall Of The Empire”.
“Once apon a midnight the metalflag was raised”, lyder det på call-to-arms kampsangen “Dying Breed”, hvor Accept blæser til angreb og proklamerer, at de, som titlen indikerer, er “the last of a dying breed”. Med store og kraftfulde armbevægelser svinges metalfanen, bombastiske trommer driver hæren fremad, imens de tapre metalkrigere stemmer i med dybe mandestemmer og agerer kor. Den skal nok blive et hit live. “Dark Side Of My Heart” er en omgang medrivende motorvejstruckin’ metal, ikke så meget pis, bare pedal to the metal og fremad mod “Fall Of The Empire”, en af mine favoritter på Blind Rage. Slæbetempo, episk atmosfære, stort “åh åh åh” mandekor og fist in the air, kort sagt en født live klassiker.
Så følger “Trail Of Tears”, der fræser frem i hæsblæsende tempo, men trods et fint omkvæd, aldrig rigtig sætter sig fast og bare drøner ud i glemslen. Den efterfølgende “Wanna be Free” er nok albummets mest eftertænksomme og lyrisk alvorlig stund. Et sikkert dybtfølt og behjertet forsøg på, at synge om alvorlige emner som human trafficking, og generelt menneskers ret til frihed og fair levevilkår. Desværre lyder udførelsen, ikke mindst omkvædet, sådan lidt halv-klodset og som om det står i cement til knæene og har svært ved at lette.
Til gengæld letter det på “200 Years”, favorit nummer 2 på albummet, der rusker noget liv i Blind Rage igen. Vi befinder os i en post-apokalyptisk mennesketom verden, “200 years after mankind” – som naturligvis har forårsaget deres egen undergang. Nummeret gennemstrømmes af en herlig primitiv og primal stemning, der matcher dommedagsteksten perfekt, leveret overbevisende af Mark Tornillo.
Albummet er 3. udgivelse med Mark Tornillo bag mikrofonen, han gør det generelt glimrende som halv-kvalt skærebrænder vræler, ind i mellem virker det dog som om, at hans forcer som vokalist ikke helt kommer til sin fulde ret og hans klang ganske enkelt ikke helt passer til nummerets overordnede klang. Eksempelvis i et nummer som “Bloodbath Mastermind”, der i forvejen bumler lidt gumpetungt derudaf, hans high picth skrig er fine, men når han skal synge “normalt” i versene, så lyder det en lille smule anstrengt, som om han er nødt til at holde igen og prøve at tøjle den enorme power han andre steder får lov til at lukke ud for fuld kraft.
“Bloodbath Mastermind” lægger på anden halvdel af pladen, hvor jeg i forvejen er ved at blive lidt immun overfor bandets hårdtpumpede metal indsprøjtninger. Men så dukker der pludselig en herlig knastør sejtrækker som “From the Ashes We Rise” op, der nok er Accept’s mest AC/DC’ske øjeblik på Blind Rage. Både hvad angår trucker-tempoet nummeret igennem og de momentvis ekkoer af Brain Johnson’sk vokal klang hos Tornillo. Fedt denimvest rockende nummer!
Albummet lukker med to laaaange skæringer, “The Curse” og “Final Journey”, sidstnævnte er egentlig en ganske medrivende tempofyldt sag, hvor mesterguitarist Hoffmann også lige får lov til at lire pladen helt over målstregen, lir der blandt andet får ham helt omkring Edvard Grieg’s Peer Gynt. Fordi? Fordi why the fuck not! Overflødigt, jovist, men også så metal “dumt”, at man ikke kan lade være med at smile lidt, efter en træg afslutning på albummet, hvor man for alvor kæmper med koncentrationen
Her er “The Curse” særligt skyldig, med en melodi der stedvis lyder som en forkølet “Eye Of The Tiger” i nedsat tempo og en tekst som jeg ganske enkelt ikke forstår, giver det overhovedet mening?
Why are the world’s biggest sinners
Always saints when they’re gone?
It’s all about losers and winners
Not about who’s right and who is wrong
Nå? Er det tilfældet? Og sådan forsætter den, med noget der lyder som ord og paroler, der blot er sat sammen for at have en tekst.
Er du fan af gruppen, så synes du muligvis bare, at så meget Accept som muligt for pengene er fedt. Men for en mere casual fan som undertegnede, så er 62 minutter ganske enkelt for meget af det gode, når nogle af numrene føles som fyld eller på anden vis kunne være blevet trimmet lidt.
De bedste stunder er til 5 stjerner, men som helhed er Blind Rage desværre et lidt udmattende bekendtskab.
Af Ken Damgaard Thomsen
Accept spiller fredag d. 19/9 i Amager Bio (få billetter tilbage), og DET skal nok blive en fest
