Jet Black definerer sig selv som “a gritty and stabbing garagepunk twopiece”. På 4:10 fyrer de fem numre af på 11 intense minutter, og de minutter er godt givet ud.
Der er ikke meget biografi om Jet Black at finde, ud over ovenstående og at de bekender sig til en DIY-tilgang. Og mere behøver man egentlig heller ikke vide, for numrene på 4:10 taler for sig selv.
Længste nummer er den næsten 3 minutter lange åbner, ‘Wolves’, mens korteste nummer holder sig under et minuts spilletid. Det er også dette nummer, ’40’, der står svagest i billedet efter endt lytning, mens de fire øvrige numre alle gør sig positivt bemærkede på anmelderblokken. Hvor ’40’ har så meget fart på, at den næsten ikke når at komme i gang eller åbne sig før den er slut, så formår et nummer som ‘Wolves’ at vise, at nok kan Jet Black banke garageskramlet afsted, men de har samtidig et medrivende groove, enkle og gode riffs, og formår at sætte numre sammen, der også har gode hooks.
Guitar, trommer og vokal kommer man langt med i denne sammenhæng, også på ‘Electric’, der hastigt fræser afsted med masser af distortion og vokalen pakket ind i støj. Det er sådan et nummer, der giver mig lyst til at køre hurtigt, om det er på er på cykel, bil eller bare spunse afsted på de flade konvolutter gennem de urbane ødemarker mens man råber et eller andet og banker på affaldscontainere og metalaffald med et bat. Det kunne også være soundtracket til en omgang gadefræs i en forfalden industriby. Det er ikke fordi Jet Black er de eneste, der spiller på den her måde, men de gør det bare forbandet godt, og et nummer som ‘Python’, der følger ‘Electric’ er bare elementært medrivende i sin opbygning mellem forvredent, tungt støjende klodser og så små rum, hvor vokalen kun underbygges af tungt trommespil, inden den mobile guitarmur igen rammer én i ansigtet. Og så bytter de lige rundt, så vi også får et stykke hvor trommerne er stille, mens vokalen kun har guitaren at svøbe sig i – og det virker.
‘Guns’ benytter sig af nogle af de samme tricks, uden de to numre dog på nogen måde er ens. Det er et enkelt, men meget effektivt redskab, det korte fravær af fuzzstøj, og det gør så effekten større når man kort efter igen bliver ramt i mellemgulvet. Derudover er det en tempofyldt garagepunk-bombe, Jet Black lige sender efter lytteren som afslutning på 4:10, hvor det mere er reglen end undtagelsen undervejs at jeg får en lille smule lyst til at hoppe ind i en imaginær moshpit og tonse rundt. Lyden er in your face, både smadret og kantet, og samtidig stramt eksekveret, og når Jet Black så samtidig formår at være ualmindeligt fængende, ja, så føles det kun ret og rimeligt at flå fem stjerner frem til duoen, og spændt vente på mere.
Du kan finde 4:10 på Jet Black’s soundcloud og bandcamp og læse (lidt) mere om bandet på deres facebook.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
