Tag et godt greb om whiskyflasken, for når Black Dog Howl griber instrumenterne er der dømt en omgang god, gedigen, mørklagt bluesrock, der leder tankerne hen på artister som Nick Cave, Johnny Cash og Tom Waits.
Duoen, der har base i Kolding og Aarhus, leverer på deres nye EP, The Baskerville Tapes, et troværdigt, nedbarberet, råt, simpelt og beskidt udspil, hvor EP’ens 6 sange er båret af forsanger Mazdak Khosravi’s rustne, dybe stemme og fine guitarspil, og bakket op af trommeslager Signe Møller Rosendal’s lyse vokal og tighte trommespil. Eller det vil sige 5 af de 6 sange er, da Signe Møller Rosendal hapser leadvokalen på et enkelt nummer, mere om det senere.
EP’en slæbes igang af “Baskerville”, en simpel bluesrocker der opbygningsmæssigt måske er hørt før, men duoen gør sangen til deres egen, og man bliver suget ind i det dystre univers der er gennemsyret af livets mørke sider. Og den simple instrumentering er befriende, her er der absolut ikke blevet overproduceret, nærmest det modsatte, og man kan komme langt med en akustisk guitar, trommer og et par vokaler.
“You Seem To Know” fortsætter i samme spor, et fint lille nummer, der dog ikke når helt op på niveau med åbneren. På “Mercy” skruer duoen helt ned for volumen og tempoet, og leverer EP’ens eneste ballade. Her kan man fornemme lidt Eddie Vedder, uden det dog på noget tidspunkt kammer over. Et virkelig godt nummer, hvor instrumenterne og vokalerne er doseret helt perfekt, ja, der var dømt gåsehud på de tynde anmelder arme.
Tempoet ryger i vejret igen på “Dogman”, igen et nummer der er simpelt, men med et godt vers og omkvæd, så kommer man bare rigtig langt. “Mother’s Blood” følger efter. Her har Signe Møller Rosendal overtaget leadvokalen, det dystre univers er pakket væk, og kun akkompagneret at et klaver skiller denne sang sig meget ud på EP’en, og virker for mig super malplaceret. Ingen tvivl om at hun kan synge, men i forhold til resten af sangene på skiven, så falder denne helt igennem.
Sidste sang man bliver præsenteret for på “The Baskerville Tapes” er “6-Stray”. Her er vi, heldigvis, tilbage på det dystre og støvede spor. Og som på de forrige sange (minus “Mother’s Blood”), er man i umanerligt godt selskab, og whiskyen smager lige en tak bedre end den plejer.
Man kan så absolut ikke beskylde Black Dog Howl for at opfinde den dybe tallerken og variationen er heller ikke sindsyg stor på The Baskerville Tapes, men det tror jeg som sådan heller ikke er duoens mission. Til gengæld gør de det de gør, meget overbevisende og stilsikkert, og sange som “Baskerville”, “Mercy” og 6-Stray står klart frem som stærkeste sange, på en EP med et fint niveau. Dog kunne jeg godt have undværet “Mother’s Blood” på EP’en, da Khosravi’s vokal og guitarspil er en stor del af duoens lyd og DNA, og det mangler sangen dælme.
Ydermere har Signe Møller Rosendals vokal en tendens til at stjæle fokus, og dette på samtlige sange, fra Mazdak Khosravi’s sørgmodige og mørke vokal, desværre noget jeg havde uhyre svært ved at forene mig med. Vokalen virker en kende for dominerende, “lys” og “fin” i dette dystre og beskidte univers.
Står du og mangler et soundtrack til din whisky og de lange mørke vinteraftener, når de engang rammer, ja så kan The Baskerville Tapes varmt anbefales. Jeg kvitterer med 4 stjerner.
The Baskerville Tapes kan høres kvit og frit lige HER. Og du kan besøge Black Dog Howl på facebook lige HER.
Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
