Space: the final frontier. These are the voyages of the rockband Muse. Its continuing mission: to explore strange new worlds, to seek out new life and new civilizations, to boldly go where no one has gone before…..
Jeg kom hurtigt til, at tænke på introen til Star Trek The Next Generation, da jeg sad og lyttede Muse’s nye album, The 2nd Law, igennem. For selvom emnerne og de temaer Muse berører i denne omgang også vedkommer vores planet, så lyder det grangiveligt som om de er på rumrejse 2012, eller i det mindste i kredsløb omkring vores lille jord. Det er efterhånden en del år siden, at starship Muse forlod denne planet og satte kurs mod stjernerne. Der har altid været skamløst højt til loftet, men efter deres tredje album, Absolution, mistede de for mig for alvor jordforbindelsen – både kunstnerisk, men også i den forstand, at de røg helt op i stadionrock galaksen.
Origin Of Symmetry, og nævnte Absolution, var der, de toppede for mig. De efterfølgende albums har, i mine ører, været skiftevis alt for pop-leflende eller musikalsk hysteriske, hvor det virkede som målet var, at overgå sig selv ved brug af de samme gamle tricks gang på gang. På trods af, at der var en musikalsk udvikling, så virkede det stadig alt for forudsigeligt og gammelkendt. Man savnede, at de tænkte i nye baner, eller bare bekendte kulør og gik planken helt ud. Det gør de i dén grad på The 2nd Law. Især på første halvdel af pladen, og i en sådan grad at man frygter, at de for alvor er blevet skingrende sindssyge.
Mere om det om et øjeblik, først en mission statement fra Cpt. Matt Bellamy, fra oktoberudgaven af Gaffa:
Albumets titel refererer til den anden termodynamiske lov. En trist lov, der forudsiger, at universet er i færd med at uddø. Jeg har altid været interesseret i at finde sandheden bag nogle af de problemer, vi har – både individuelt som mennesker og på verdensplan i det hele taget, og det virker som om, de videnskabelige love går imod os. Vi mennesker og evolutionen i det hele taget kæmper imod denne uundgåelige konsekvens. Ganske anarkistisk og ret interessant. Du kan sige, at hele albummet kredser om denne kamp; kampen mod denne uomgængelige konsekvens.
Holy hell, det lyder ambitiøst, prætentiøst og som deep space-out shit for et rockalbum!
Oveni denne galoperende megalomani, som tilsyneladende driver warp motoren på Starship Muse, så har de tidlige udmeldinger om, at The 2nd Law skulle være et Dubstep album, eller inspireret af genren, sørget for hovedrysten og latterliggørelse inden pladen overhovedet udkom. Nu hvor pladen, ikke bandet, er landet, så må jeg sige, at Dubstep indflydelsen er forholdsvis begrænset. Det meste af pladen er “typisk” Muse, med alle mulige effekter, forvrængede lyde og elektronisk støj, det hele bare skruet op til 11, så man tænker “Spinal Tap meets Queen – In Space”.
Og overraskende nok, så fungerer vanviddet sgu i lange stræk på pladen?! Men lad os begynde turen ud i verdensrummet der, hvor det halter en smule for Muse. Begyndelsen og afslutningen er vellykkede på mange punkter, men for at nå mellem de to punkter skal vi desværre igennem en lidt kedelig og udramatisk midterdel. De fire numre “Animals”, “Explorers”, “Big Freeze” og “Save Me” føles lidt som en lang tur igennem en kosmisk ørken. Sidstnævnte er en svævende “ballade” der aldrig kommer ud af stedet, Muse er måske trillet ind på en intergalaktisk rasteplads? Den er dog sunget af bassist Chris Wolstenholme og handler eftersigende om hans kamp mod alkoholisme, så noget er der åbenbart på spil “Big Freeze” er mellemvare radiotempo Muse, et typisk fyld nummer, der sagtens kunne være skåret helt væk, uden man ville savne den. “Explorers” er Muse i deres mest afdæmpede og nedbarberede leje, et nummer der ganske vist er ret stemningsfuldt og smukt udført, men noget de kan skrive med autopiloten slået til.
Det der tynger “Animals” mest, en midttempo sag, er inspirationskilden til nummeret, som Matt Bellamy udlægger i førnævnte interview:
“Jeg mener, at det vi i verden i dag burde hylde er bæredygtighed – ikke vækst. Sangen Animals, der også kredser om den økonomiske situation, fik mig til at sætte mig ind i problematikker omkring forholdet mellem befolkning, energi-afhængighed og begrænsende ressourcer, hvilket førte mig til at læse om “den anden lov”.”
Det er muligvis god dansk jantelov, som hæmmer mig her, men kan sgu ikke undlade at tænke – ja, det er godt med dig professor, men spil nu bare noget rock! Det er da prisværdigt, at de åbenbart har noget på hjerte, og noget mellem ørerne, men så skriv et mere spændende nummer til at udtrykke det. Eller en bog om emnet.
Disse forbehold undtaget, så fungerer galskaben faktisk på resten af The 2nd Law. And madness it is! Derfor er det naturligvis nærliggende, at kigge nærmere på nummeret betitlet netop “Madness” på pladen. Et nummer Chris Martin fra Coldplay har udråbte som Muse’s bedste nogensinde, og her må man betvivle Hr Martin’s troværdighed som sandhedsvidne. Sangen er slet ikke dårlig, forstå mig ret, men heller ikke det bedste Muse har lavet. Det kræver lige nogle gennemlytninger, første gang synes jeg det var en fesen omgang, men det har alligevel et eller andet, der gør at det langsomt vokser på en. Indledningen med elektro-klap lyd og Dubstepificeret vokal, der fremstammer “mamamamamadness” virker umiddelbart ikke lovende, men Bellamy’s tøjlede vokalarbejde, en opbygning der på en måde minder om futuristisk Prince, skaber en fin stemning, og det ender med, trods tendenser ud i det klæbrige, at blive en sang man sagtens kan holde ud at hører på repeat.
Queen-fascinationen har altid været et af de store, tilbagevendende kritikpunkter, når Muse er blevet ramt af anmeldernes hammer, og den skinner da også tydeligt igennem i mange af numrene på The 2nd Law. Men gør det egentlig noget? Den svarer jeg lige hurtigt selv på – nej. Og den diskrete Dubstep bund, du finder i en del af numrene, burde heller ikke afskrække nogen. Her udviser Muse for en sjælden gangs skyld klædelig selvkontrol, noget der ellers ikke tynger dem når de finder nyt legetøj.
Faktisk bryder Dubsteppen kun for alvor frem og overtager et nummer en enkelt gang, på næstsidste skæring, 2nd Law teori sangen “Unsustainable”. Et nummer domineret af en videnskabelig speak, hvor musikken er en vanvittig dramatisk elektronisk medspiller, der tordner melodramatisk frem mod et kosmisk kollaps. Dommedags rockstep? Selvom det umiddelbart kan lyde håbløst selvhøjtideligt og ikke bæredygtigt, så slipper Muse faktisk helskindet fra eksperimentet. Det er bestemt ikke for alle, og har ikke meget med rock at gøre, men på en bizar måde giver det mening, og virker ikke fejlplaceret på pladen – især pga at det netop er placeret nær afslutningen. Det følges op af instrumentalnummeret “Isolated System”, der lyder som stilheden efter stormen. Genopstår universet påny efter undergangen i “Unsustainable”?
Udover de eskalerende tosserier, er der også mere “normale” Muse numre på The 2nd Law, som den bastunge rocker “Liquid State”, andet nummer skrevet og sunget af bassist Wolstenholme. Her er det, modsat “Save Me”, en velfungerende tilføjelse til Muse’s lyd, at høre musikken med en ny og anderledes stemme end Matt Bellamy’s – der et helt album igennem hurtigt kan blive lettere anstrengende og alt for opskruet at lytte til.
De lidt for velkendte, men på ingen måde mislykkede, toner i Muse’s musikalske univers overskygges dog af de mere inspirerede nye tiltag. På “Panic Station” bliver det helt space funky, med dertilhørende pumpende baslinje. Her sendes Prince og Mercury ud i rummet sammen med Stevie Wonder. Det burde ikke fungere, men sørme om det ikke gør det. Der er lidt “Another One Bites The Dust” over det, men Muse er hverken de første eller sidste, der kommer til at læne sig op af denne ikoniske basgang.
Endnu mere u-Muse-ikalsk bliver det på “Follow Me”, et Dubstep-space progget nummer, der lyder som noget der kunne gøre sig i det internationale melodi grand prix engang ude i fremtiden. Et særpræget nummer, der igen burde kollapse under vægten af den mystiske genreblanding, men igen undgår det. Sært underholdende, om end far fucking out.
Tilbage står vi med de to mest overdrevne, men også mest medrivende, sange på The 2nd Law. “Supremacy”, der åbner rumfarten, med en pompøst klingende sound, der lyder som et gigantisk sammenstød ude i rummet mellem et James Bond tema, Led Zeppelin’ske strygere og karakteristisk Muse patos. Det er Muse i en nøddeskal (eller rumkapsel), men en perfekt forsmag på det der venter, og en glimrende opsummering af bandets grotesk underholdende storhedsvanvid.
Det hele topper og eksploderer i “Survival”, inkl. den instrumentale indledning “Prelude”, der er kosmisk komik på højeste plan. Sangen var officiel hymne for det for nyligt afviklede OL i London, i sig selv et bizart valg, og er Muse i deres mest mad scientist agtige lune. “Hurtigere, højere, stærkere” er OL’s motto, Muse overtager det og twister det så guderne på Olympen må stå med åben mund og lamslået ansigtsudtryk. Hvis du spillede det her på månen, ville den ryge ud af sin bane og fucke ebbe og flod hernede på jorden helt op.
The 2nd Law er det bedste Muse album siden Absolution, selvom mange sikkert har nydt deres udskejelser på de mellemliggende plader, men dog med lurende kejserens nye klæder tendenser – Muse har på The 2nd Law muligvis stadig ikke noget tøj på. Man FØLER ikke rigtig musikken, og trods de højtsvævende emner, sidder man ofte med fornemmelsen af, at det blot er hult og opblæst bulder og brag. Det er selvhøjtideligt som aldrig før, blottet for selvironi og glimt i øjet, men derimod proppet til bristepunktet med alvor, seriøsitet, store tanker og musikalsk arrogance. Men man kan ikke tage fra dem, at de lyder som om de selv tror 100% på projektet, og skyder sig selv ud i verdensrummet med fuld kraft på selvtilliden og tiltro til at skuden holder.
Muse kigger på The 2nd Law langt ud i fremtiden, en fremtid der ender med universets undergang. Men har Muse tænkt over, at deres eget mikrokosmos også er dømt til undergang ud fra den lov? Og meget før (formodentlig/forhåbentlig), at hele vores univers går under. Der er grænser for, hvad deres musikalske univers kan bærer før det kollapser, men indtil da er The 2nd Law en dragende oppustet supernova af et album, ikke alt skinner lige klart og flot, men kedeligt er det ikke. Ikke mindst er det top underholdende og dybt fascinerende, på en måde der frembringer lige dele hovedrysten og smil på læben. Up up and away!
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
