Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Sound of Shiva: Spring Tapes *** (3/6)

Sound of Shiva: Spring Tapes *** (3/6)

2649
0

Den københavnske trio Sound of Shiva blev udsat for et indbrud i deres øvelokale, hvor de mistede alt deres udstyr. Det førte til at bandet måtte låne sig frem til udstyr fra nær og fjern, hvilket åbenbart satte gang i kreativiteten. Resultatet er albummet Spring Tapes, der er en homogen og velproduceret størrelse, men også lidt for tæt på forbillederne og forsømmer at trykke gaspedalen i bund en gang i mellem. 

Med 7 numre fordelt over knap en halv time er det en kompakt størrelse album, Sound of Shiva har bakset sammen. Det første, jeg tænkte med gennemlytningerne, var at udtrykket albummet igennem er meget homogent. Der er kort sagt en rød tråd i udtrykket, der giver en fornemmelse af sammenhæng fra ‘Le Grand’, der åbner til ‘Won’t Give Up’, som lukker.

Jeg kan høre især Muse (i den mere afdæmpede, klaverbårne ende), men jeg kan også ane noget Radiohead og nyere Kent i Sound of Shiva’s aftapning af rocken, som har guitar, bas, trommer og vokal som udgangspunkt, men også ind i mellem får hvad den kan trække med synth, keys og strygere. Det giver en storladenhed til lyden, som tit får fuld skrue på omkvæd, hvor lydbilledet svulmer op, og næsten bliver en smule overlæsset ind i mellem.

Generelt mestrer bandet udtrykket rigtig godt, næsten for godt, for der har tydeligvis i produktionen været fokus at ramme en ren og skarp lyd, hvor instrumenterne træder tydeligt frem. Det lykkes sådan set rigtig godt, men det gør også at lyden er en smule poleret og pæn. Det kan man selvfølgelig sige er en nødvendighed når der skal være plads til mange nuancer i lyden, men sammen med min anden anke, som handler om sangskrivningen, bliver den polerede lyd en udfordring for min oplevelse af albummet.

Sound of Shiva (sangene er skrevet af sanger, guitarist og keys-spiller Casper Frid, mens musikken er skabt af bandet i samarbejde) skriver egentlig gode sange. Problemet er at de har et ret nært slægtskab med forbillederne. Således læner Casper Frid’s vokal sig også op af Matt Bellamy (Muse), og flere af opbygningerne og breaks’ene minder også ganske meget om, hvad englænderne har sendt ud. Således også åbneren ‘Le Grand’, der godt nok føjer velbalancerede strygere til lyden, og absolut rammer gode elementer.

‘Feel The Love’ lægger ud med et tungt og stærkt riff, men desværre hurtigt forfalder til et lidt for poleret leje. Det gør ikke så meget ved første gennemlytning, for Sound of Shiva har godt greb om opbygning og melodi, men med gennemlytningerne kommer jeg til at savne, at bandet ind i mellem trykker gaspedalen i bund i mere end nogle få sekunder ad gangen. ‘Sun Storms’ lægger også lidt op til at der for alvor kan rykkes igennem, efter lidt tids opbygning, men i stedet spises vi af med et meget Muse’sk synth-stykke, selv om guitar, bas og trommer også får lov at rykke begrænset igennem mod slutningen. Men det virker netop en smule tæmmet og inddæmmet, og vi vender hurtigt tilbage til synths og et pænt, følelsesladet vokalstykke.

Tempoet trækkes ned på ‘Hymn of Freedom’, der lunter afsted svøbt i storladenhed, men mangler at blive helt fængende og for alvor løfte sig. Jeg har ellers absolut intet at udsætte på den instrumentale udførelse, hvor både Christian Nyby’s trommespil, Simon Zurbrüggs bas og Casper Frid’s guitarer står ganske flot i billedet, såvel også på ‘Apart’, som har en stærk fremdrift og også byder på et par fede guitarstykker. Albummets måske stærkeste nummer, hvor Sound of Shiva leger lidt med nogle detaljer, som gør at man spidser ører igen – jeg kunne dog godt undvære synthen, mens klaverstykket virker mere velplaceret.

De evigt tilbagevendende synths bliver også et lille irritationsmoment på ‘Hope’, som ellers er tæt på at have et omkvæd, der kan bære den ambitiøse konstruktion. Og selv om selve skiftet mod slutningen igen har en bismag af Muse, og synths’ene atter vender tilbage for at hjemsøge mig, så fungerer ‘Hope’ faktisk også mestendels rigtig godt. Albummet afsluttes med ‘Won’t Give Up’, og det er der så sandelig heller ingen grund til for Sound of Shiva. Her er vi tilbage i lavere tempo, og med klaveret som stemningssætter. Selv om omkvædet bliver lidt vel svulstigt, så er der bestemt også gode elementer at tage med, selv om de to foregående numre klart står stærkere i min optik. Igen er det også svært at slippe uden om Muse, især i sidste del af sangen.

Sound of Shiva har egentlig fat i mange gode ting. De har et homogent udtryk, som desværre bliver lidt ensformigt og begrænset, blandt andet fordi sangskrivningen ikke rigtig får brudt ud af kassen med tricks fra Matt Bellamy. Samtidig bliver brugen af keys, strygere og synths lidt for meget af det gode for mig. Jeg synes absolut det fungerer i store perioder, men flere steder undervejs havde jeg hellere undværet eksempelvis synths, og det bliver lidt som om bandet vælger den lette løsning med at læsse mere lyd på, så strygere og keyboard skal gøre omkvædene storladne. Det gør at jeg relativt hurtigt når et mæthedspunkt, selv om bandet faktisk er habile sangskrivere og dygtige musikere. Jeg savner simpelthen at der bliver sluppet nogle tøjler eller barberet lag af lyden ind i mellem. Det er ærgerligt, for når Sound of Shiva er bedst, rammer de en international og flot rocklyd, som kan bringe dem langt.

Derfor kan man også godt tillade sig at forvente mere fra københavnerne, som i denne ombæring må nøjes med 3 pæne stjerner for Spring Tapes, som ellers periodevis byder på stærk storladen rock, men desværre mangler variation og opfindsomhed i sangskrivningen til at jeg bliver draget helt med ind i deres vellydende univers.

Du kan lære Sound of Shiva bedre at kende på facebookSpring Tapes udkom 23/6.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Henrik Ziegler

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!  

Previous articleRoskilde ’14: Interview med Get Your Gun
Next articleØnskeøen – Bricks of Time – 30/7 – 2014