Så for pokker, så begyndte man da for alvor at få Roskilde kuller, alt for høj alkoholtolerance, identitetskrise og alt andet der hører sig til, når man har været i festivalboblen siden søndag. Men ud over det, så bød fredagen også på en hel del musikalske oplevelser, overvejende af den gode slags.
Efter den nu næsten rituelle morgen/formiddagscircle, med den obligatoriske morgenvækning af en tørstig Mongo og debriefing om hvordan og hvorledes tropperne retunerede til lejren natten før i spredt flok, turen ind i medieland og bla bla bla, var det tid til en tidlig knytnæve i dunken leveret af Phil Anselmo og hans kumpaner.
Vi leger lidt med formatet i dag, der kommer en længere anmeldelse af Deftones andetsteds her på siden, her kører vi kort form. Vi sætter lidt stjerner i parentes ved de koncerter jeg/vi så det hele af, lad os kalde dem “vejledende”, da anmeldelserne er i den korte ende af det vi plejer at tildele stjerner. Andre får “kun” lidt ord med på vejen, hvis vi ikke så det hele eller på anden vis var afledte.
Klokken 13.30 på Arena er et ukristeligt tidspunkt for de fleste, således også for Phil Anselmo, der daskede ind på scenen med en kandelaber i den ene hånd og et shitfaced ansigt som havde han røget formiddagen væk. En senere anekdote fra den meget snakkesaglige Phil afslørede da også at han havde drukket 2 små (!) glas vin og røget en ordenlig joint inden koncerten – måske meget fint, for det var i hvert fald Hr Hansens “antics” der gjorde denne koncert mindeværdig. Musikalsk var det sgu lidt en slap omgang, solomaterialet fra sidste års Walk Trough Exits Only var næsten lige så uskønt live, som det var på plade, og det virkede ikke som om store dele af det halv-tomme telt var bekendt med numre som “Betrayed”, “Battalion Of Zero” og “Irrelevant Walls and Computer Screens”.
Inden sidstnævnte fik Onkel Phil fyret en rant af mod ungdommen og deres skærmafhængighed, og hvordan han var til fucking Motorhead da han var 15 og han ikke fucking behøvede en fucking skærm for at kunne fucking huske koncerten. Way to go, grandpa! I det hele taget var det happy Phils hyggesnak der reddede koncerten, som da han samlede en studenterhue op, satte den på hovedet og proklamerede “Oh, I thought it was a bowl of spaghetti or something… Its a captains hat!”.
Vi fik lidt sjældent luftede Pantera numre, som “Helbound” og “Death Rattle”, lidt Superjoint Ritual i form af “Fuck Your Enemy” og “Waiting For The Turning Point”, med flere – desværre afslørede turen i bagkataloget også, at Anselmos nye materiale ikke matcher det gamles kvaliteter. Og når det hele så leveres, rasende bevares, af de triste rester af Phils maltrakterede stemmebånd, så gjorde det den samlede oplevelse lidt tvivlsom.
Men hans tågede snak og sidepor mellem numrene var bestemt ikke uden underholdningsværdi – og han vidste forresten heller ikke helt selv hvorfor han havde den lysestage i hånden da han kom ind på scenen…. (3/6)
Herefter gik det i fuld redaktionelt firspring over mod Avalon, hvor Les Claypools Duo De Twang underholdte med deres low-key country/bluegrass. Det blev en hyggelig seance, domineret af en meget laid back stemning og attitude, ikke mindst fra de to hoverdpersoner på scenen, Les Claypool (bas/vokal) og Bryan Kehoe (guitar), der gennemførte koncerten siddende, for som Claypool forklarede, så var det her hans ferieband “and Im on my fucking vacation right now”. Den afslappede atmosfære gjorde også, at publikum forfaldt lidt til sniksnak, der blev søgt mod steder med skygge, og i det hele taget kom musikken lidt til at fungere som baggrundsmusik. Også ganske fornøjeligt, ikke mindst på grund af Duo De Twangs meget afvæbnende indstilling til sagerne. De legede lidt med nogle instrumentale metalcovers, hvilket skabte fin stemning i teltet og deres version af Alice In Chains klassikeren “Man In The Box”, tog naturligvis stikket hjem. (3/6)
Så slæbte vi os over til naboscenen Pavilion, hvor Jason Isbell and The Unit 400 lige var gået på. Det viste sig at være en rigtig god ide, stole blev klappet op og indtaget i teltåbningen, den håndfuld svale og kølende drinks man allerede havde fået indtaget fik lov til at boble lidt til de behagelige toner af Isbells sydstats-americana med lidt country klemt ind hist og her i sprækkerne. Jason Isbell leverede en glimrende vokalpræstation denne eftermiddag, en stemme med en lille snert af southern accent, der rummer både sørgmodighed, længsel og optimisme.
I det hele taget var det vel det man kunne kalde en stemningsmættet og billedeskabende oplevelse, hvor man fik lov til at døse lidt hen i sine egne tanker og lade dem vandre lidt. Not too shabby! (4/6)
Fristelsen fra duften fra Dixie Burgeren fik redaktionen til at blive hængende lidt ved Pavilion, hvilket medførte lidt stener tendenser, der strakte sig helt indtil næste band, Mammar Kassey fra Niger gik på. De dansevenlige afrikanske toner fik vækket kroppen nok til, at vi fik lettet anmelderbagdelen og søgte mod Orange, ad omveje, for at parkere kritikerbussen til Deftones. Den anmeldelse kan du læse andetsteds her på gfrock.dk.
Det var ikke fordi Deftones ikke leverede varen, det var faktisk lidt af en fest, men det gjorde os sgu sultne på mere metal, så vi søgte mod Avalon hvor metal-genre bastarden The Ocean gik på klokken 21.00. Det blev lidt af en sanseberusende tur i støvet ved Avalon, hvor The Ocean fik sat en tyk streg under, at de er et af de mere spændende progressive metalbands i søen lige nu. Især numrene fra konceptpladen, Pelagial, der handler om havet, foldede sig flot ud og sugede én ind i bandets snørklede sangunivers. God lyd, god musik og gode vibes – hvad mere kan man forlange? (4/6)
Tilbage til Orange, hvor den aldrende skræmmebøh-mand Rob Zombie havde fået den tvivlsomme ære af at spille primetime på Orange, tvivlsom, fordi der var hvad man venligt kunne kalde “begrænset fremmøde”. Det, der da prisværdigt, at Roskilde forsøger at tilfredsstille Roskilde Festivals støt skrumpende metalpublikum, ved at smide lidt lunser ud til dem, og lade nogle metalnavne spille på Orange. Men både Zombie og tidligere Deftones, trak desværre ikke mere end hvad der kunne have stået foran Arena, trist, men sandt.
Zombien selv nåede ikke rigtig at fange os, “Living Dead Girl” lød lidt trampe-sjasket leveret tidligt i sættet, der var lidt fesent fyrværkeri og en temmelig energisk Zombie der spjættede rundt på scenen, som vidste han godt at der skulle en del performance til at løfte det monotone materiale og det noget skrabede sceneshow. Det havde vi ikke tålmodighed til, så der blev tåget mod Arena, hvor Mogwai gik på klokken 23.00. (Indskudt bemærkning fra chefredaktøren, som blev hængende til Mogwai: Jeg blev fanget ind af Mogwais langsomt opbyggede kompositioner, lyden var glimrende, og høj, og det gik op i en form for højere enhed. Flot koncert af skotterne – 5/6).
Ikke lige min kop the personligt, jo, det er da temmelig intenst og man kan sagens stå og fortabe sig lidt i deres støjende instrumental rock, men, you know…. det GØR det bare ikke helt for mig, så jeg tog flugten og valgte lidt alenetid i mørket – det vil sige, jeg fandt mad, og gemte mig i skyggerne omkring Pavilion i mens jeg ventede på de amerikanske black metallere med det svenskklingende navn, Vattnet Viskar. Inden nåede jeg dog at fange afslutningen af Rob Zombie koncerten, der blandt andet bød på White Zombie nummeret “Thunderkiss 65”, lidt Alice Cooper cover i form af “Schools Out” og “We Are An American band” oprindeligt af Grand Funk Railroad.
Vattnet Viskar viste sig at være et fortræffeligt valg! Ikke på sådan en banebrydende og overraskende måde, dertil er amerikanerne alt for konservative i deres opbygning af numre og brug af virkemidler, det er velkendte black tricks der benyttes. Men det blev leveret med enorm pondus, saft og kraft så kødet blafrede og hjernen var ved at gå i baglås. Altså et klassisk tilfælde af, at få blæst skallen godt og grundigt igennem inden sengetid, så der ikke var meget mere end primitive drifter tilbage i legemet bagefter og trangen til at få dækket basale behov. (4/6)
Basale behov, så som mad og søvn, i mens andre sluttede dagen med små brokker af Future Islands og Trentemøller.
GFRock Køkkenet
Dixie! Dixie all the way! We wished we were in Dixie, hoorray hoorray, og det var vi. Dixien fåes i år i en cheese variant, hvilket betyder at du betaler 5 kroner for et stykke ost – det må så være op til den enkelte at tage stilling til, om man gider det! Så står hele herligheden i 65 kr., det kan lyde lidt pebret, men i overpriced festivalland, så er der faktisk value for money her, den føles tung i hånden og ligger trygt og godt i maven. Dixie Burger sniger sig igen op på 5 stjerner.
Tilgengæld er Fish N Chips i gang med en uskøn deroute, prisen er pustet op til 47 kr., plus 3 kroner pr pose smørelse af begrænset størrelse. De tilhørende pommes fritter var en tarvelig blanding af slatne og lidt for stegte, i mens de 2 klumper “fisk” fik en til at tænke på studenterbrød hios bageren – rester fejet op fra gulvet og banket sammen til en udefinerbar sprød, men samtidig slatten, masse. Af ren og skær respekt for Fish N Chips historie sniger den sig lige op på 2 mikroskopiske stjerner (chefredaktøren fik en mere hæderlig portion lidt senere, som kunne andrage 3 stjerner).
Skal du bare have en ordenlig bunke mad til forholdsvis billige penge (efter festival standart), så sving forbi pastabiksen placeret bag tribunen foran Orange. 45 kr., slask, så får du en skoldhed bowle spaghetti, med lidt kød/tomat ræs. Der kunne både være mere kød og mere smag i retten, men du får en god portion for pengene, og pastaen var ikke helt splattet og udkogt, vi siger 3 stjerner – hvis man ved hvad man går ind til.
Bon Appetit, vi ses derude!
Af Ken Damgaard Thomsen
Foto: Jonas Strandholdt Bach og Thomas Bjerregaard Bonde/GFRock
