Så er det tid til at “tømme” indbakken for pressemeddelelser igen, festivalsæsonen er lige nu i fuld gang, men når tømmermændene og efteråret begynder at melde sig, så er der heldigvis noget at se frem til. Så her kommer lidt nyt om kommende turnéer og albums, som er dumpet ind af vores digitale brevsprække.
Vi begynder med en kunstner der også er festival aktuelt, sanger/sangskriver Nikolaj Nørlund gæster nemlig Roskilde Festival næste lørdag, men når kalenderen skriver oktober bliver det også muligt at opleve ham rundt omkring i landet på 4 spillesteder. Nørlund er aktuel med endnu et anmelderrost album, Det Naturlige, og hans status som en af landets bedste sangskrivere bliver også markeret ved den kommende Roskilde koncert, der er en “udvidet” en af slagsen, hvor Nørlund er blevet tildelt 2 timer på scenen.
Efterårstour:
16.10 – ATLAS, Aarhus
17.10 – Bygningen, Vejle
23.10 – Nygadehuset, Aabenraa
24.10 – Store VEGA, København
The Rumor Said Fire begynder også at røre på sig igen, til september giver de to eksklusive koncerter, en i Aarhus og en i København, hvor bandet vil præsentere nyt materiale i intime rammer. Bandet vil dog også komme omkring bagkataloget, debutten og genbruddet The Life And Death Of A Male Body, mini-albummet med hittet “The Balcony”, deres første fuldlængde album The Arrogant fra 2010, samt den mere eksperimenterende Dead Ends fra 2012.
The Rumor Said Fire spiller d. 5/9 på Train og 13/9 på Jazzhouse.
Til september kan du ligeledes opleve Lovespeed og Nelson Can, når de 2 fremadstormende bands slår pjalterne sammen og drager ud på en større fællesturné. Lovespeed består af tidligere medlemmer af Stoffer og Maskinen, Kandy Kolored Tangerine og Darling Don’t Dance og spiller en blanding af rock, folk, indierock og pop, der blandt andet har sikret dem airplay på P3 og P4. Nelson Can har allerede fået lidt vind i sejlene, i år spillede de eksempelvis hele 5 koncerter til og omkring Spot Festival, og imponerede åbenbart en række branchefolk – deriblandt Rolling Stone Magazines udsendte. Kvinde trioen gør sig i minimalistisk rock, der både er tung og catchy.
Efterårstour:
13/9 – Fermaten, Herning
18/9 – Posten, Odense
19/9 – Forbrændingen, Albertslund
20/9 – Templet, Lyngby
25/9 – Godset, Kolding
26/9 – Ungdommens Hus, Fredericia
27/9 – Tobaksgaarden, Assens
2/10 – Studenternes Hus, Aarhus
3/10 – Bygningen, Vejle
4/10 – Pumpehuset, København
Den tidligere Figurines frontmand (er de egentlig officielt opløst?) Christian Hjelm debutterede i eget navn med fin succes i 2012. Albummet Før Vi Blev Lette modtog flotte anmeldelser, Hjelm selv blev sammenlignet med selveste Kim Larsen, hvilket jo både kan være en velsignelse og en forbandelse. Nu er det så tid til at se om vingerne kan bære, plade nummer 2 er sat til at udkomme d. 25/8, førstesinglen “I Disse Dage” er allerede ude. Om pladen fortæller Hjelm:
”Ingen fik noget at lytte til inden indspilningerne, så ingen kunne forberede sig, men det var også meningen. Jeg gik efter det umiddelbare og instinktive, og den vibe synes jeg er blevet fanget i indspilningerne og sangene.”
Christian Hjelm og hans liveband følger op på albumudgivelsen med en række koncerter:
31.10 – Voxhall, Aarhus
01.11 – Studenterhuset, Aalborg
14.11 – Kulturmaskinen, Odense
15.11 – Lille VEGA, København
Men der er flere lækkerbiskener i vente! Selveste The Sandmen er til efteråret klar med endnu en turné OG et nyt album. Bandet har efterhånden 25 år på bagen, en karrierer der har kastet utallige store sange af sig, og et omdømme som et af landets bedste livebands, og ikke “kun” fordi de i Allan Vegenfeldt har en af dansk rocks mest væsentlige stemmer. Hele gruppen rocker bare godt igennem på samtlige punkter, noget jeg selv oplevede på Train i Aarhus tilbage i 2003, da de var på deres første “gendannelsesturné”. Siden er der kommet flere til, og en lille håndfuld albums, senest Shine fra 2008. Nu er bandet altså klar med det første nye album i 6 år, indtil videre er det bare annonceret til “efteråret”, men en række koncert datoer ligger fast:
30.10 – Templet, Lyngby
31.10 – Gimle, Roskilde
01.11 – Toldkammeret, Helsingør
06.11 – Harders, Svendborg
07.11 – Skraaen, Aalborg
08.11 – Train, Aarhus
13.11 – Posten, Odense
14.11 – Godset, Kolding
15.11 – Store Vega, København
Lige på grænsen af vores brede rock-definition ligger Tako Lako med deres “gypsy rave”, som de selv kalder en blanding af Gogol Bordello og Depeche Mode – det rocker på en eller anden måde. Anyway, der er snart nye sigøjner-hooks og rave inspirerede beats fra gruppen, der efter sigende har gennemgået en forandring både hvad angår lyd og bemanding. Den første oktober udkommer deres nye album Pulse Riddle, herefter tager det prisbelønnede liveband på en større Danmarksturné:
01/11 – Von Hatten, Randers
06/11 – VoxHall, Aarhus
07/11 – Kulisselageret, Horsens
08/11 – Huset, Esbjerg
13/11 – Walthers Cafe, Skanderborg
14/11 – Det Bruunske Pakhus, Fredericia
15/11 – Harders, Svendborg
20/11 – Klaverfabrikken, Hillerød
21/11 – Slagelse Musikhus, Slagelse
22/11 – Tapperiet, Køge
27/11 – Kulturmaskinen, Odense
28/11 – Elværket, Holbæk
29/11 – Templet, Lyngby
Cancer udgav d. 9. juni mini-albummet Ragazzi. Nu er der annonceret efterårskoncerter med duoen, der består af Nikolaj Manuel Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensen (Chorus Grant), der også gæster årets Roskilde Festival. Live medbringer de en af Danmarks bedste rytmesektioner med Moogie Johnson på bas og Tobias Lange på trommer for at fremføre sangene fra det anmelderroste Ragazzi og give smagsprøver på nye sange.
4/7 – Roskilde Festival
23/10 – Pitstop, Kolding
24/10 – Radar, Aarhus
11/11 – Jazzhouse, København
“Windshield er et lækkert nummer, der på sin vis får mig til at tænke på amerikanske The Thrills kombineret med Kashmirs ‘California’. Nummeret skifter mellem flere genrer, men det fungerer. Frontmand Kaspars Kaaes sprøde røst med en sammensætning af utrolig harmonisk musik, formår at gøre en røvsyg februar regnvejrsdag en anelse gladere og mere optimistisk – et klart plus i min bog“.
Således skrev vores anmelder Kristina i hendes 5-stjernede anmeldelse af Cody‘s Windshield tilbage i februar, til efteråret er det muligt at smage på varerne live:
25/09 – Kulturhuset, Vanløse
26/09 – Forbrændingen, Albertslund
02/10 – De Studerendes Hus, Esbjerg
03/10 – Voxhall, Aarhus
04/10 – Kulisselageret, Horsens
09/10 – Godset/Pitstop, Kolding
10/10 – Nygadehuset, Aabenraa
11/10 – Sønderborghus
Surfact drejede egentlig nøglen om i begyndelsen af maj måned, da de gav to udsolgte afskedskoncerter på High Voltage i København, men det betyder ikke, at det er helt slut med musik fra bandet. Deres to første albums, Terrific Downfall og Euphoria, har grundet kontraktlige forhold i perioder været utilgængelige digitalt, men d. 25/6 er pladerne tilgængelige på forskellige streaming tjenester igen, i et samarbejde mellem bandet og Trechoma Records. Ud over at gøre de 2 første albums tilgængelige i ind- og udland, udsendes From Birth – Recordings 2004 – 2005, et album der kommer til at indeholde demoindspilninger af sange fra perioden før debutalbummet udkom.
Om udgivelsen fortæller forsanger Jesper Storgaard:
“From birth” indeholder 11 sange, hvoraf cirka halvdelen kom med på vores debutplade, men dog i andre versioner. Mange af de sange, der ikke kom med på debutalbummet, men som er at finde på ”From Birth” som ’Amber’, ’Reasons that we fall’, ’Divine’ og ’Way home’, står vores hjerter meget nær. Disse sange har også vist sig at være publikumsfavoritter, selvom de sjældent fandt vej til sætlisterne de sidste mange år. De er alle sammen skrevet i den mest produktive periode, hvor vi levede og åndede Surfact, døgnets 25 timer. På en måde er det ironisk, at netop disse helt gamle sange skal være det sidste vi udgiver, men de er en vigtig del af bandets dna og det føles som det rigtige at gøre”.
Indbakken ser tom ud, har vi glemt nogen i krogene så beklager vi, tour & album nyt lukker ned for denne gang.
Af Ken Damgaard Thomsen
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!