Små rock fisk i en stor sø, hvor de ikke rigtig hører hjemme. LittleFish er klar med et album der har været næsten 20 år på vej, et album der er ved at skylle over med catchy rocknumre, der skriger efter radio airplay. Desværre er vi ikke længere i 90’erne, og alle andre radiostationer end P4 er nok ligeglade.
Faktisk var det netop på P4, i Alex Nyborg Madsens udmærkede, men til tider lidt genreforvirrede, eftermiddagstime, at jeg stiftede bekendtskab med LittleFish for første gang. Hørte et nummer med et halvt øre for nogle uger siden, et nummer der i forbifarten fik mig til at tænke “nå ja, Tim Christensen har da ikke levet forgæves”. Det viser sig så, at selvsamme Tim har haft fingrene lidt med i spillet The Gordian Knot, da man i pressematerialet kan læse at “(Tim) har fungeret som banddoktor og vokalproducer i Medley-studierne, Tim Christensen synger desuden med på flere sange og spiller mellotron”. Det Tim’ske touch er hørbart, både den der karakteristiske guitarlyd han har praktiseret lige siden Dizzy dagene, der kigger frem med jævne mellemrum, men især vokalen. Nogen gange lyder det rigtig meget som Tim Christensen, ja, det kan jo ligefrem være det rent faktisk ER ham visse steder?
Nuvel, mere udenomssnak, LittleFish begyndte for første gang at røre på sig i 1994, men de 3 medlemmer Henrik Berger (vokal og guitar), Dennis Andreasen (bas) og Fridi Øster (trommer) har været musikalsk aktive siden barndomsårene. Og det kan høres. The Gordian Knot er helt overordnet en afbalanceret og skarpt skåret rockplade, der lyder som om den er frembragt af musikere der ved hvad de vil og hvordan de når dertil. Rent teknisk og musikalsk er der absolut ingen slinger i valsen, det lyder top professionelt. Hvilket måske også skyldes, at pladen udkommer i samarbejde med de færøske selskab Tutl, der giver musikerne fuld kunstnerisk frihed.
Netop “frihed” er en anden gennemgående følelse jeg bider mærke i igennem pladens 11 numre, godt nok synges der om kærlighed og andre velkendte temaer, men tydeligst for mig er følelsen af at være fri. En af de gode gammeldags og klassiske rock dyder, trangen efter, viljen til og fornemmelsen af bare at være fri. Det kommer til udtryk allerede i åbningsnummeret “Your Embrace”, hvor musikken drejer ud på den åbne landevej med brummende motor, vinduet rulles ned og man mærker vinden mod ansigtet imens man drøner ud mod horisonten. Følelsen af at suse ud af rock-asfalten går igen flere steder i løbet af albummet, ikke mindst på “Free” – en meget rammende titel. Begge numre deler også stærke melodiske vers og skarpe og medrivende omkvæd, noget LittleFish virkelig mestrer.
Af og til føles de næsten for dygtige og for sikre i deres sangskrivning, så det bliver en kende forudsigeligt og “flinkt”. I numre som den mere afdæmpede “Here Again” og de 2 afsluttere, “Shine” og “Broken Man”, mister LittleFish’s ellers velkørende rock-slæde en smule fremdrift og momentum, der er for få overraskelser og det hele fremstår en lille smule anonymt. Især ærgerligt med de 2 numre der afslutter pladen, da er det som om bandet mister pusten en smule, eller også er man bare, trods de mange fine stunder, nået et vist LittleFish mæthedspunkt?
Det er såmænd ikke fordi, at bandet ikke er leveringsdygtige i gode sange og fængende momenter, lige så snart de sænker tempoet lidt. Semi-balladen “Real” lidt over halvvejs på albummet demonstrer at de sagtens kan skrue ned for blusset, uden at miste fremdrift. Det er samtidig et af de steder hvor Tim Christensen indflydelsen er mest markant, hele nummeret emmer af Christensens sentimentalitet og sensibilitet – men på en god måde.
Det er dog når bandet træder på gaspedalen og ikke er bange for lidt større armbevægelser, at jeg befinder mig bedst i LittleFish’s selskab. Numre som den fræsende fartglade “Out Of Bounds” og den ruskende “The Wake Up Call”, hvor både hestekræfterne og bandets evner som ferme sang-og melodismede får masser af plads at boltre sig på. Så ser man også igennem fingrene med, at afslutningen i “The Wake Up Call” minder suspekt meget om afslutningen af Foo Fighters’s “Monkeywrench”.
I det hele taget bugner The Gordian Knot med potentielle radiosingler, hvis de altså kan finde en platform at blive skudt af sted fra. Jeg nævnte P4, de har allerede spillet “As We Fight” et par gange hvor jeg har fanget den, det her burde også blive et hit. Den rummer lidt af alle de kvaliteter jeg synes bandet er i besiddelse af, og et af albummets stærkere omkvæd – og der er som nævnt en del at finde i den kategori.
LittleFish kunne nemt være blevet en lidt for poleret omgang middle of the road radiorock, der er små tendenser til det hist og her, men helt overordnet synes jeg bandet klarer balancegangen fornemt. Søen LittleFish svømmer rundt i er godt nok velkendt og måske ikke voldsomt dyb, men hvad gør det hvis man kan skrive sange og ellers bare føle sig fri og svømme rundt som det passer en?
Det her er dit uforpligtende sommer rock-soundtrack, især hvis du var ung i 90’erne. Og et LittleFish roligt kan være stolte af, 20 år er lang tid, men de fik løst den gordiske knude til 4 fine stjerner.
Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen
Besøg LittleFish på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
