Garage-grunge-punkerne har været en tur i østen, nærmere betegnet Filippinerne, hvor de den seneste måneds tid har spillet et hav af shows og fået sig en ordenlig en på opleveren. Her følger tredje, og måske sidste del, af deres tour dagbog. Vi giver ordet til Vokadin drengene, der i bedste gonzo stil skriver frit fra den sikkert hårdt prøvede lever…… og muligvis hjerne?
Mange ord kan bruges til at beskrive de 10 sidste dage af vores Filippinske tour. Men for at gå direkte til sagen kommer her et par stikord… ekstremt, overvældende, kaotisk, voldeligt, tårer. Dokumentaren DIG med BJM (dokumentar om og med Brian Jonestown Massacre, der forresten kan streames HER, red.), er vand i forholdt til det shit vi har oplevet. Med andre ord, her kommer en lille opdatering.
12 Live shows er blevet spillet ud af vores planlagte 14 shows. Manila (hovedstaden) var så stor en oplevelse, at vi ikke troede at det ville kunne toppes i form af positive oplevelser, respons, og den ultimative bedste og ærlige respekt fra de bands og folk som har støttet os. Det skal understreges, at man som dansker…ikke alle… ville tænke, hvad fanden laver Vokadin, et punk-rock-band, i Fillippinerne? Og et eller andet sted vidste vi heller ikke helt selv i starten, hvad vi skulle forvente.
Men hør her, kære landsmænd. Vi er alle i bandet blevet sat på plads, specielt af den meget høje, originale og professionelle musikscene, specielt i Manila og Cebu City. Vi tvivler på, uden at google, at I kan nævne et band her fra. Deres scene er endnu på udviklingsstadiet. Vi vil præsentere alle de bands vi har mødt, og spillet sammen med, i radio Modstrøm, når vi er tilbage. Så vær søde at tune ind hvis I elsker musik. I vil blive blown the fuck away, garanteed!!!!!!
Vokadin, som band, vil gerne slå igennem, selvfølgelig, vi lever af hele vores hjerte i og med musikken. Vi vil helst ikke nævne de danske musikmedier, som på grund af vores genre, ikke engang vil skrive en anmeldelse af vores sidste plade, MY FIX BEFORE YOURS. Men hey, One BIG FUCK YOU, til de mainstream rygklappende, motherfuckers, som selektivt vælger ud frem for at eksponere, hvad Danmark har at byde på rent musikalsk.
Anyways…. det er som om vi har sprunget fra første meter vippen direkte op til 10 meter vippen. Forestil jer hvordan bands som Mew, Kashmir, D-A-D, bliver behandlet, skal skrive autografer, give interviews, tage 100 billeder med fans efter hvert eneste show. Det er præcist sådan vi er blevet behandlet her.
Et eksempel: Vi spillede et show til en gadefest, et sted, de lokale kalder “ghettoen”…..You know, you guess your are in the ghetto, right!!! Hahaha of course, we are just like you, we are home. Vi er ikke bedre end nogle af dem, men selvfølgelig er der en fascination for udlændinge her.. vesterlændinge især.
Men med meget stolte hjerter, kan vi sige at vi er det første udenlandske band der har spillet til en lokal ghetto gadefest, a la Distortion i KBH. 1000 mennesker, stor scene og absolut den største oplevelse vi har haft. Vi var The Beatles…but just for a moment.
Vi har rykket os som live-band, 100%., nej, fuck det, 200%. Vi har fundet ind til kernen af, hvem vi er som band. Håber at alt det her giver lidt mening, da vi har været fulde hver dag i 25 dage, plus valium og thc. Ups, var det for ærligt, buhuuu. Vi har stadigvæk 3 koncerter tilbage, 1 i Cebu, og 2 i Manila, sammen med bandet TURBO GOTH, som har spillet til SXSW i år, tjek dem ud du.
Det er meget svært at beskrive den følelse som vi alle sidder med nu, det mest dækkende er måske “rockstar”, berømmelse er det som vi og næste alle bands bestræber.
Vokadin er ikke et “dansk” band, ikke for den danske scene, hvis smalle filter er så selektivt, og er tydeligt mærket af janteloven…Få danske bands, gode bands, go all out, til live shows, det er mere “se lyt, og elsk mig”, men igen, forskellige genrer, forskellig optræden, forskellige oplevelser. Vi er som amerikanske Pissed Jeans, Fucked Up, Nirvana, Sonic Youth, Magik Markers. Rage Against The Machine. Beklager den lidt agressive tone, stil. men vi er mere end trætte af at gi’ os selv 100 % i Danmark, og få minus anerkendelse, respekt fra selskaber, musikblade, musikbranchen, igen, igen, vi er ikke et dansk band, vores stil, lyd, udtryk, er ikke for jer.
Men til gengæld er vi mere end taknemmelig for de blogs som støtter op omkring os, ingen ord kan beskrive vores glæde for jeres hjælp….TAK TIL ALLE SOM FØLGER OS, I BETYDER NÆSTEN LIGESÅ MEGET SOM MUSIKKEN, SOM ER ALT FOR OS……
Vi vil ikke være kendte, bare spille musik, hver dag. Vi er bare mega fucking trætte af at spille de samme venues, som et træ der aldrig gror blade.
Vokadin har vokseværk, vent og se. Vi elsker jer, ikke rigtigt, men på den danske måde…blik blik…wink…wink..
Mads..Oliver..Sonny…Kasper..
.Max
Foto: Jill Tan Radovan
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
