4 EP’er på vej fra sydstatsmetallens bannerførere i Down? Ja tak! Vi lægger ud med den første i rækken.
5 år efter seneste album, “III: Over the Under”, er New Orleans-metalhovederne fra Down klar med den første af 4 planlagte EP’er. Efter bandets eget udsagn, handler det om at få musikken hurtigere ud til fansene, end hvis der skulle indspilles et helt album. Down spytter da heller ikke ligefrem albums ud – bandet har jammet sammen siden 1991, det første album, “Nola”, udkom i 1995, andet album “Down II: A Bustle in Your Hedgerow” i 2002, mens tredje album altså landede i 2007.
Down består af musikere der har slået, eller stadig slår, deres folder i andre metalbands. Forsanger Phil Anselmo var tidligere frontmand i nu opløste Pantera, Pepper Keenan var tidligere en af frontfigurerne i stadig eksisterende Corrosion of Conformity, Jimmy Bower er med i både Eyehategod og Crowbar, Kirk Windstein er frontmand i Crowbar, og den nye bassist, Pat Bruders, der har afløst Rex Brown, har spillet i Goatwhore og er nu også med i Crowbar. Det er altså en flok rutinerede og profilerede metalfolk, der er med i Down, som nu er blevet medlemmernes hovedband. Og dét kan man godt høre på The Purple EP.
Siden ‘Nola’ har bandet været eksponenter for tung, bagudskuende heavy metal, forstået på den måde at bandet trækker massivt på inspiration fra blandt andre Black Sabbath og St. Vitus. Hjemstavnen New Orleans har også massiv indflydelse på bandets musik, og “III: Over the Under” var blandt andet drevet af vrede over eftervirkningerne af orkanen Katrina, der omdannede New Orleans til noget, der lignede et postapokalyptisk landskab. Sumpet sydstatsblues kan også anes blandt inspirationskilderne.
På “The Purple EP” har Down søgt tilbage til lyden fra “Nola” (som i parentes bemærket er et af mine all-time favorit albums), eksemplificeret med den buldrende riff- og trommetorden, der indleder første nummer, ‘Levitation’. Det er Down af fin aftapning, både tungt og melodisk, swingende, groovy og med en Phil Anselmo i topform i front. Phil har ganske enkelt en fantastisk metal-vokal, der klæder Down’s lyd usædvanligt godt. Der er også fundet plads til en glimrende guitarsolo, som giver nummeret et ekstra pift.
‘Witchtripper’ er igen en kradsbørstig sag med fart over feltet og Phil og kumpaner i god form. ‘Open Coffins’ fortsætter stilen med tungere groove og et gammelkendt Down-trick med ekko på Phil’s vokal i nogle passager, hvilket er med til at understrege den dystre stemning. Selv om nummeret godt nok handler om stadig at være i live og betragte verden – heraf den åbne kiste fra titlen.
‘The Curse is a Lie’ holder tempoet i det slæbende hjørne og hér står Sabbath-inspirationen tydeligt frem, men her indfinder sig også den første fornemmelse af monotoni. ‘This Work is Timeless’ sætter fart over feltet igen med de sædvanlige konstant ringlende bækkener, men er ellers Down-metervare, inden ‘Misfortune Teller’ strammer grebet om halsen på lytteren igen. Med varieret riffing, et sumpet groove, og en Phil Anselmo, der lyder temmelig pissed off. Sammen med ‘Misfortune Teller’ fader EP’en ud med frenetiske soloer.
Samlet set når EP’en op på en spilletid over en halv time – det er ikke meget kortere end et gennemsnitligt rock-album. Stærkest på EP’en står, i mine ører, især ‘Levitation’ og ‘Misfortune Teller’, mens ‘Witchtripper’ og ‘Open Coffins’ også er i den gode ende. Men man bliver bestemt ikke overrasket og Down kommer ikke rigtig ud af den sikre zone . De 6 numre kunne godt være skåret ned til 4 eller 5, uden det havde gjort EP’en dårligere, og hvor Down på deres albums også har mere afdæmpede numre med, der sikrer variation i lydbilledet, sniger der sig en smule monotoni ind omkring fjerde og femte track på ‘The Purple EP’. Derfor må Down i denne omgang ‘nøjes’ med et stort 4-tal.
Næste EP i rækken bliver i følge Pepper Keenan ‘more fleshed out like “Down III”‘. Det ser jeg frem til at høre.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook, og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.
