Danske Electric Hellride er klar med EP’en Come Darkness, Come Light, en knap 20 minutter lang groove-thrashet energiudladning, der både fungerer fortræffeligt som mellemspil på vej mod næste album og som et flot selvstændigt værk.
Da jeg i december 2012 anmeldte Electric Hellride’s fuldlængde debut Hate.Control. Manipulate var mit største kritikpunkt og hovedpine, at det virkede som om det højenergiske orkester simpelthen ville for meget på én gang, og at de mange hårdtslående indfald resulterede i et album, der overordnet set virkede for rodet. Bandet selv var måske ikke ligefrem ordret enig i kritikken, men i vores interview med bandet for nylig reflekterede de dog over, at sangene nok ikke fungerede optimalt som en samlet enhed, men stadig stod stærkt isoleret set.
Den kritik er dog fuldstændig overflødig med Come Darkness, Come Light, hvor sangene både fremstår potente og stærke hver for sig og som et helstøbt lille værk. EP’ens 4 numre strutter og sprutter stadig af mange indfald og idéer, men det samlede udtryk virker mere finpudset og sammenhængende.
Der er fuld smadder på alle de tungmetalliske virkemidler hele vejen igennem EP’en, bandet stopper meget sjældent op men baldrer viljefast og sammenbidt fremad med 180 i timen det meste af vejen gennem udgivelsens hårdt asfalterede groove-thrash univers. Lyden er en blanding af råt, koldt og skramlet stål og tilpas meget varme hist og her til at det hele smelter sammen i en indbydende og glødende masse.
Bandet lægger fra land med den mægtige, glohede “Master Inferno”, der samtidig nok er EP’ens højdepunkt. Electric Hellride taber ikke ligefrem pusten på de 3 resterende numre, de er alle glimrende hver især, men på åbningsnummeret rammer bandet bare fuldstændig plet. Nummeret spilder bestemt ikke tiden og åbner, lige præcis, i et rent inferno af bulder, brag og skærende guitar – man bliver blæst bagud og op af muren, men på den helt rigtige måde, hvor man ikke føler sig mast af det massive lydtryk. Så går det ellers over stok og sten imens Casper Villumsen bjæffer bidskt af en, det er her det bliver mest tydeligt for mig, at bandet også trækker tråde til det mere sludge-metalliske. Det hæsblæsende tempo eskalerer heldigvis ikke ud af kontrol og bliver til hæmningsløs tons, der er lige nok melodiske tendenser til at det ikke bliver for overstyret – og et dejligt “raise your fists” “MASTER. INFERNO.” råbe-omkvæd at afreagere til. Fremragende åbnings-hammer lige i fjæset.
Den efterfølgende “High Profanity” indledes med en sejt vuggende og hvirvlende guitar-passage, der igen viser at Electric Hellride har masser af musikalske strenge at spille på. I løbet af bandets numre dukker der jævnligt små interessante bidder og detaljer op, nogle antydes nærmest kun, andre får lidt mere albuerum. Vel at mærke uden at Come Darkness, Come Light virker overlæsset – doseringen er helt tilpas. Efter den cirka 40 sekunder lange melodiske introsekvens skrues der igen op for intensiteten og blusset med bragende thrash metal. Goddamn, der er smæk på, ikke mindst trommerne synes jeg her får godt med plads til at bombe løs på trommehinden.
“Grey Mass Depression” rummer måske EP’ens mest medrivende omkvæd, hvis man kan kalde de overvældende bølger af skvulpende thrash der jævnligt skyller én med i løbet af nummeret for et regulært omkvæd. Det tonstunge groove går direkte i nakken, så man, om man vil eller ej, uvilkårligt bare sidder og vipper med. Electric Hellride følger op, og lukker og slukker, med den sidste eksplosive udladning, “Phosphorus”, hvor det lyder som om gruppen er ved at spontant selvantænde, inden der på fornuftig vis lige skrues en lille smule ned for gassen. Det er her bandet i min optik viser, at de er blevet bedre til at dosere og justere kræfterne i forhold til Hate.Control.Manipulate. Det virker ganske enkelt lidt mere kontrolleret, uden at det af den grund mister gennemslagskraft – tværtimod.
Med Come Darkness, Come Light har Electric Hellride ikke bare forfinet og optimeret deres udtryk, de overhaler også indenom på den danske metal-motorvej og markerer sig som et band man bør tage alvorligt i førerfeltet. De gode elementer, der bestemt var til stede på bandets debut, formår bandet at give meget mere plads og få til at spille helt rigtigt sammen i denne omgang. Ikke mindst fungerer EP’en fremragende som helhed, der er stadig masser af idéer og musikalske udflugter, men de søger i samme retning denne gang. Fremad, højere og vildere!
Ser man netop fremad, så lover Come Darkness, Come Light meget lyst for et kommende album, men én ting er at få tingene til at hænge sammen på en EP, som her, en anden er at få det til at hænge sammen på et helt album. Jeg ville næsten ønske, at bandet gav de melodiske øjeblikke i deres musik mere tid og rum næste gang, og måske lettede foden fra speederen en smule hist og her – så man over en hel plade ikke bliver kørt fuldstændig over.
Fordelt over 20 minutter, da er det elektriske helvedesridt i sin nuværende form dog ganske uimodståeligt.
Af Ken Damgaard Thomsen
Come Darkness, Come light udkommer d. 5/5
Besøg Electric Hellride på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
