Home Seneste April 2014 - Nyheder GFR Fokus: Interview med Electric Hellride

GFR Fokus: Interview med Electric Hellride

2629
0

Electric Hellride er snart klar med opfølgeren til albummet Hate.Control. Manipulate fra 2012, EP’en Come Darkness, Come Light udkommer d. 5. maj, vi har fået os en lille snak med Casper Villumsen (bas/vokal) fra bandet om fortiden, nutiden og fremtiden.

Med bandets egne ord så viser EP’en nye og mere varierede sider af sig selv, hvilket også er den primære grund til EP-formatet frem for et helt album. Bandet er godt i gang med sangskrivningen, men ønskede at lave et lille stop på vejen mod det næste album, for at teste nogle ting af i studiet samt for lige at afprøve musikken på faste tilhængere og potentielle nye fans. Det måtte vi naturligvis høre lidt mere om, men først lidt tilbage i tiden, for hvem er Electric Hellride egentlig?

Lad os lægge ud med et godt gammeldags standard spørgsmål, “Electric Hellride”, hvor stammer navnet fra og hvad ligger der i det?

Det var sådan en slags kompromis. Efter mange andre navne havde været foreslået, så var der én som gerne ville have noget med ”electric” og en anden som gerne ville have noget med ”hellride”. En dybere mening har vi ikke tillagt det, men vi kunne godt lide, at navnet for de fleste nok lægger op til, at det her er noget med metal. Og det kunne vi godt lide, fordi vi spiller metal og har ikke til hensigt, at det skal blive artsy-fartsy eller andet gejl og dermed kræver et mere filosofisk navn.

Der er gået cirka 1½ år siden jeres seneste udgivelse Hate.Control.Manipulate. udkom (i nov. 2012), hvad var det for et album? Og hvilke erfaringer tog I med derfra?

Ja, der er efterhånden gået lidt tid. Det var et album, hvor vi fik præsenteret os og vores relativt groovy stil i en beskidt, hårdtslående lyd. Men det var også et album, som vi retrospektivt godt kan se er mere en række sange end et album. Forstået på den måde, at vi synes de fleste sange holder isoleret set, men at vi i sangskrivningen godt kunne have tænkt mere i ”album” undervejs, end bare ”vi skal i gang med en ny sang”, så vi i stedet havde set på at få lidt mere variation fra sang til sang. Så det har vi taget videre: en sang skal kunne stå alene, men den skal også spille sammen med en række andre sange i en god kombination af variation og følge en rød tråd.

I forlængelse af det, hvad er der sket med Electric Hellride som band og med musikken på de 1½ år?

Pladen fulgte i kølvandet på, at vi havde vundet den danske del af W:O:A Metal Battle og derfor spillede på Wacken i 2012. Hele den tur rundt i manegen gav os uvurderlig erfaring med store som små scener og en masse feedback, som vi har lyttet til – og taget til os… hvor vi altså har været enige, haha! Electric Hellride er blevet et meget mere sammenspillet og professionelt band, der dog ikke har glemt spilleglæden og glimtet i øjet, når vi står på scenen.

Vi har været på DK-tour med By the Patient og Aphyxion, opvarmet for Overkill, Mercenary og Essence og får generelt nogle lidt federe show-tilbud herhjemme end før albummet.

Nu barsler I med EP’en Come Darkness, Come Light, hvad er det for en størrelse?

I kraft af at vi mente, at der skulle noget mere variation og fokus på sangskrivningen, så har vi virkeligt udfordret os selv i øvelokalet og prøvet at forlade nogle af de trygge rammer og ”sådan plejer vi at gøre”-princippet. Det er også årsagen til EP-formatet fremfor et album. Vores sangskrivning og vores lyd har ændret sig, selvom det stadig gerne skulle stå tydeligt, at det stadig er os. Vi havde et behov for at høre det i god lyd fremfor demoerne fra øveren, for derved at bekræfte os selv i, at vi har fundet vores lydbillede nu, og at vi er i en god stime i forhold til sangskrivning. Og selvfølgelig sender vi den også ud for at få feedback og vise, at vi skam lever i bedste velgående stadigvæk.

I pressematerialet til EP’en står der, at den er et lille stop på vejen mod næste album, hvor I kunne teste nogle ting i studiet – kan I fortælle lidt nærmere om, hvad det er I har gået og leget med?

En af de store forskelle i forhold til albummet er, at vi har elementer med større intensitet. Det groovy er ikke glemt, men det virker bare endnu bedre nu, hvor vi varierer mellem noget, vi virkeligt giver den gas, og så noget mere tungt rykkende. Samtidig er der flere ”store akkorder”, som man fx kender det fra black metal, og det giver os også et nyt udtryk og krydderi, som spiller godt sammen med vores andre elementer. Vokalen er stadig råbende, men der er sket en udvikling, så der er en snert hysteri i og sågar en underliggende melodi, uden at det dog er ”clean” sang.

Alt i alt handler det om variation. Vi varierer mere i tempo, tonevalg, intensitet og melodi vs. groove, end vi har gjort før. Og det var dét, som vi blandt andet selv ville høre lidt ”på afstand” ved at gå i studiet. Selv synes vi, at vi er lykkedes med det!

Nu har jeg lyttet en del til EP’en, og i forhold til at I prøver nogle ting af og varierer jeres udtryk yderligere i forhold til Hate.Control.Manipulate., så synes jeg faktisk Come Darkness, Come Light virker mere fokuseret og sammenhængende – hvordan føles det selv at stå “midt i det”? Er det noget man selv tænker over, kan føle eller overhovedet skænker en tanke? Eller er det bare noget os, der kigger med fra sidelinjen går op I?

Uden at sige, at det er fluekneppet, så er materialet som allerede antydet, netop skrevet med mere fokus på sammenhæng end tidligere. Både i selve nummeret, men også i forhold til de sange, som er skrevet i samme periode. Selvom ”tiden” måske mere går mod singler og playlister på Spotify osv. så er det sammenhængen, som har været det vigtigste for os, når vi har skrevet nye numre. Så det er bestemt, noget vi har tænkt over.

Og slutteligt – hvor skal Electric Hellride hen ad nu?

Vi skal ud! Vi har lige været et smut i Karlstad i Sverige og nupper Stockholm om nogle få uger, men ellers har der ikke været meget udland for os. Så vi arbejder på, at få noget tour i Europa på benene, enten i sidste halvår af 2014 eller i starten af 2015. Og så er EP’en som skrevet blot et kort stop på vejen mod et album, så der vil vi få skrevet de sidste sange, og finde tid til et nyt besøg i studiet igen.

På den helt korte bane, så har vi releaseparty, der lægger ud med 10 rammer gratis øl fra ”Tak Rock” på fredag den 2. maj. Det foregår på Lygten Station i København og hermed en opfordring til alle i nærheden, om at kigge forbi. Dét bliver en fest!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Electric Hellride på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleSilo: Work *** (3/6)
Next articleGFR Fokus: SPOT Festival 2014 – Anbefalinger torsdag-fredag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.