Home Artikler April 2014 - Fokus GFR Tour & Album Nyt, uge 14

GFR Tour & Album Nyt, uge 14

4735
0

Så er det igen tid til at støvsuge GFRock indbakken for album og tour nyt, så her er et lille kig på nogle kommende udgivelser og turnéer.

Vi starter i den hårde ende af skalaen, når du kan få dig et 4-dobbelt dødsmetal shot med Deus Otiosus, Dawn Of Demise, Corpus Mortale og Ferocity. Dawn Of Demise er efterhånden veteraner på den danske metalscene, til sommer får de endda lov til at gøre Copenhell usikker. Det samme kan sige om Corpus Mortale, der sidste år udgave deres tredje album FleshCraft. Ferocity har 2 albums og 2 EP’er på samvittigheden siden 2009, imens Deus Otiosus har 1 demo og 2 albums på samvittigheden, med et tredje album, Rise, på trapperne. Læs anmeldelse af deres album Godless HER

Der er altså tale om en hårdtslående og nogenlunde album-aktuel pakke man får med disse 4 danske grupper, når de til maj måned drager ud på en lille Danmarks tour.

Tour datoer:

2. maj – Konfus, Esbjerg
3. maj – Paletten, Viborg (Viborg Metal Festival)
22. maj – Studenterhuset, Århus
23. maj – Lygten St., København

Efter nogle succesfulde Hyldest til Hyldemor koncerter på Loppen de sidste par år, hvor den nu afdøde Hyldemor frontmand Hans Vindings sangskrivning blev hyldet af kolleger, drager hyldets bandet nu ud på de danske landeveje. Bandet består af: John Teglgaard (guitar), Jens Breum (trommer), Steen Claësson (violin), Morten Hall (bas) og  Louis Puggaard-Müller (guitar og sang). I første omgang er der kun annonceret 2 datoer:

5. juni – Huset i Harrisgade, Aalborg
6. juni – Voxhall, Aarhus

Men man kan jo håbe der kommer flere til. Læs mere om Hyldemor og hyldestkoncerterne fra Loppen HER

”Nogle sange, lyde og sager, som jeg har arbejdet på gennem de seneste tre år, men ikke helt ved, hvad jeg skal stille op med”. Således beskrev Mikael Simpson albummet Overspring, som han uden varsel smed på gaden i januar måned. Nu har Simpson, der til daglig blandt andet boltrer sig som radiovært på P6 Beat, til gengæld annonceret en turné i rigtig godt tid, da den først løber af stablen til efteråret. Her er datoerne:

10. oktober – Posten, Odense
11. oktober – Studenterhuset, Aalborg
17. oktober – Voxhall, Aarhus
18. oktober – Store Vega, København

I 2011 bragede københavnske The Interbeing igennem med albummet Edge of the Obscure, opfølgeren er på vej og skulle lande i løbet af 2014. I mellemtiden kan man glæde sig over at industrial-metal bandet giver et par koncerter i den søde ventetid, hvor man også vil kunne høre smagsprøver fra det kommende album. I april giver bandet 2 koncerter, de er som følger:

4. april – Radar, Aarhus med lokale Diamond Drive som support (DD album anmeldelse, live anmeldelse)
12. april – eta, København med Black Book Lodge som support (BBL album anmeldelse)

Pladeseskabet Indisciplinarian er snart klar med deres tredje udgivelse, denne gang med Anti Ritual, der følger i kølvandet på anmelderroste plader fra først Rising og sidenhen Fossils. Tredje udgivelse bliver “en bastard af hardcore, sludge og black metal, der antager sin egen form hensides genrekonventioner i sin formidling af aggression og negative følelser i musikalsk form”. Anti Ritual’s debut-EP udkommer 28. april via Indisciplinarian og tyske Vendetta Records i begrænset vinyl oplag og på alle relevante digitale platforme.

Jeg har haft mulighed for at smuglytte, og der er noget at glæde sig til, hvis man kan tåle at få fræsende tæsk 16 minutter i streg. Du kan faktisk allerede nu se om du kan klare mosten, EP’en kan streames HER

Endelig er der også nye hårde toner på vej fra Electric Hellride, hvis udgivelse Hate. Control. Manipulate jeg fik grundigt galt i halsen i november 2012. Om det er bandet eller undertegnede der er sket noget med i mellemtiden skal jeg ikke kunne sige, men et par lyt på den kommende EP har i hvert fald efterladt et ret positivt indtryk?! Come Darkness, Come Light, som EP’en hedder, er i følge bandet en mellemstation mod næste album, hvor der er plads til at prøve nogle ting af på 4 numre, inden et helt album skal sættes i søen. Jeg kan bare sige, at eksperimenterne ser ud til at lykkes. Du kan se om du er enig d. 5 maj når Come Darkness, Come Light udgives via gruppens eget selskab Elhell Records.

Af Ken Damgaard Thomsen

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleGFR Fokus: Interview med Dad Rocks!
Next articleDeftones – My Own Summer – 2/4 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.