Tirsdag aften besøgte engelske Money Aarhus og Atlas, og med som opvarmning var nordjyske The Rosie Way. Kombinationen af relativt sparsomt fremmøde og tirsdag aften var formentlig med til at gøre at koncerterne ikke blev højintense oplevelser, men der var alligevel flere gode stunder i mellem og begge bands leverede solide koncerter.
Atlas har en kapacitet på 300 publikummer, og det aflange rum gør, at de i omegnen af 30 mennesker, der er mødt frem da The Rosie Way går på scenen lidt efter kl. 20 ikke syner af meget. Især fordi publikum har sat sig spredt godt rundt i lokalet ved små borde. Bandet indleder med en afdæmpet intro, der leder over i første nummer, ‘Evening Wisdom’. Forsanger Morten Møllgaard entrerer scenen først, fulgt af den ene guitarist, og efterhånden falder de øvrige instrumenter ind. Desværre er trommelyden til at starte med lidt flad og buldrende.
The Rosie Way udgav sidste år EP’en Avalanche Affinity som jeg i min anmeldelse gav 5 stjerner. Siden har bandet arbejdet på nyt materiale, og der var da også kun et enkelt af numrene fra EP’en, der havde fundet vej til aftenens sæt. Samtidig havde bandet også tilpasset sættet til aftenens hovednavn, engelske Money, så de havde på forhånd gjort mig opmærksom på at der var fokus på de mere afdæmpede, melodiske elementer i musikken.
Andet nummer, ‘Undermined’, sættes i gang af Søren Pedersens trommer, et udmærket nummer, som understreger at bandet mestrer deres instrumenter og udtryk rigtig fint. Før ‘Altruism’ får Møllgaard trukket publikum op at stå og tættere på scenen, og det giver lidt mere nerve til koncerten. ‘Altruism’ har et dæmpet, progressivt rock-udtryk, igen med fine tekniske nuancer. Det er dog som om, der mangler en smule dynamik i denne del af sættet. Det kommer der til dels på ‘Yield’, som indledes med dæmpede keys, men får et skud god energi med de smældende lilletrommeslag og godt guitarspil. Herefter får vi et helt nyt nummer, ‘All Away’, som i følge Møllgaard blev introduceret i øvelokalet i weekenden. Et uptempo beat og et markant keyboard er blandt byggeklodserne, og selv om sangen nok skal finpudses lidt, er der bestemt godt med potentiale.
Der er efterhånden en god energi i udtrykket, blandt andet på ‘Reasons’, som har et rigtig godt drive, hvor de hvinende guitarer giver et ekstra skud power. Den dundrende intro til ‘Release’ har også mange gode elementer, men mangler måske lidt fokus på de fængende momenter. De kunne godt få et skud mere, så sangen kommer endnu mere ud over rampen. Det er dog ubetvivleligt velspillet og The Rosie Way understreger med sidste nummer, den glimrende ‘Water From The Sun’ fra Avalanche Affinity, at de også mestrer fængende guitarfigurer og et godt omkvæd. Alt i alt en fin koncert af nordjyderne, der altså viste sig fra den mere dæmpet melodiske side.
**** (4/6)
M O N E Y
Engelske M O N E Y (herfra bare Money) havde jeg ikke det store forhåndskendskab til. Manchester-bandet har fået en del ros i engelsk musikpresse for debuten Shadow of Heaven, som udkom sidste år, og deres følsomme, luftige indie-rock.
Lidt efter 21 går forsanger Jamie Lee alene på scenen og starter, siddende ved keyboardet, med “a quiet little pretty song”. Han får hurtigt løsnet stemningen lidt op ved at spille et par toner med næsen, inden ‘Goodnight London’ begynder. En flot indledning, hvor Lee viser et godt greb om, hvordan man går til en tirsdagskoncert med begrænset fremmøde (på dette tidspunkt er der vel omkring 50 mennesker i salen). I det hele taget viser Lee koncerten igennem tilbagelænet britisk charme, som er med til at løfte stemningen lidt. Resten af bandet (guitarist, bassist og trommeslager) kommer på scenen til andet nummer, som er mere indie-rocket, med Lee’s følelesladede vokal som naturligt omdrejningspunkt. I det hele taget bevæger det meste af koncerten sig i et luftigt indierock udtryk, hvor den største svaghed, i mine ører, er den manglende dynamik i kompositionerne. Samtidig er Lee’s vokal en smagssag.
Han siger selv med afvæbnende smil inden indledningen til et af numrene halvvejs i sættet: “I know I’m not the best singer in the world. But I try (…) This is a really hard song. I’m gonna fuck this up now”. Det er da også de høje toner, nummeret bevæger sig i, og for mig fungerer det egentlig okay at Lee ikke er en klassisk dygtig sanger – for andre kan et måske virke anstrengende. Efter nummeret joker han med, hvordan det gik. “I gave it a 100 %, but I think it was maybe a five or a six. A four? Four and a half?”
Der er lidt for meget teenagehybel og Det Elektriske Barometer-indie over det musikalske udtryk for min smag, men bandet gør en solid figur på scenen. Ud over hos Lee, er der ikke mange ansigtstrækninger at spore hos de øvrige musikere, hvilket giver lidt indtryk af at vi får noget, de kan spille på rygraden. Heldigvis får vi mod slutningen først hittet ‘Hold Me Forever’, og så ‘Cold Water’, der bryder lidt med den stillestående formel. Trommerne marchbuldrer ind i lydbilledet, der vokser sangen igennem, og halter sig frem mod slutningen med en skæv rytmik. ‘Cold Water’ får da også aftenens største bifald.
Efter blot 9 numre forlader bandet scenen, men lidt uventet vender Jamie Lee tilbage til et ekstra-nummer. Baggrundsmusikken er ellers startet, men Lee foreslår at give et Daniel Johnston cover, og sætter sig igen alene ved keyboardet og giver publikum lidt at gå hjem på, inden han forlader scenen med en flaske rødvin i hånden.
Alt i alt fik jeg indtryk af et band, der leverede hvad de skulle, og en forsanger i Jamie Lee, der gerne ville give publikum lidt mere. Det giver 3 pæne stjerner for det samlede indtryk. Til gengæld fortjener Lee 4 stjerner for en god indsats på en tirsdag aften, der aldrig svingede sig helt op på de høje nagler.
*** (3/6)
Money spiller i aften på Loppen sammen med The Great Dictators.
Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach
Fotos: Tommy Frost/Atlas
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
