Home Anmeldelser GFR Live: Baby Woodrose, Radar, 21/3 **** (4/6)

GFR Live: Baby Woodrose, Radar, 21/3 **** (4/6)

2995
0

Baby Woodrose leverede lige det, publikum kom efter denne fredag aften. En svedig retro-rock fest med en del materiale fra den netop udkomne opsamling af B-sider og sjældenheder, Kicking Ass And Taking Names.

Før Baby Woodrose gik på, var Bite the Bullet på scenen. Dem nåede jeg desværre kun de sidste to numre fra, men de var til gengæld overbevisende og energisk spillet. De skal i hvert fald tjekkes mere grundigt ud en anden gang.

Baby Woodrose går på scenen omkring kl. 22.15. Sidst jeg oplevede bandet, var til en gadefestival i Vestergade i Aarhus for 6-7 år siden. Vi var nok max. femten tilhørere, ud over diverse tilfældigt forbipasserende, der stoppede op et kort øjeblik, og stamkunderne fra bodegaen, koncerten foregik foran an, der ind i mellem kom ud for at beskue løjerne. Lorenzo Woodrose (aka. Uffe ‘Guf’ Lorenzen) stod med sin guitar og mikrofon midt på gaden, og mod slutningen af koncerten snavede han en beruset grønlandsk dame i jorden. Men det var også en eftermiddag i Aarhus, formentlig på et tidspunkt hvor Baby Woodrose ikke lige var i vælten. Det er de nu, hvis man ser på publikumsfremmødet. Radar er pænt fyldt, og publikum tager glade imod de fire bandmedlemmer.

“Tak fordi I har valgt at være her – og ikke et andet sted,” indleder Lorentzen, inden koncerten sparkes i gang med ‘Information Overload’, der også åbner nyligt udkomne Kicking Ass And Taking Names. I det hele taget er en del af vægten i aftenens sæt naturligt nok på denne udgivelse, hvorfra vi blandt andet får ‘Good Day To Die’,  den glimrende ‘I Feel High’ med heftig solo, ‘Light Up Your Mind’ og ‘Here Today, Gone Tomorrow’.

Lorenzo Woodrose
Lorenzo Woodrose

Der er dog også god plads til numre fra andre af Baby Woodrose’s mange udgivelser, blandt andre de mere stenede ‘Nothing Is Real’ og ‘Love Comes Down’, mens den ellers fremragende ‘Let Yourself Go’ afbrydes, da en publikummer fra forreste række har fået fat i bassistens mikrofonstativ, som han forsøger at række hen mod trommesættet, angiveligt for at forstærke trommelyden. Mikrofonen falder af, Lorentzen afbryder nummeret, og går hen for at samle mikrofonen op, mens han prøver at opklare hvad der foregår. “Det er jo ikke dit show, det er vores,” siger han til publikummeren, inden bandet startet nummeret forfra. Og det har han fuldstændig ret i. Det er Baby Woodrose’s show, og en fin måde at få samlet koncerten op igen efter afbrydelsen.

Baby Woodrose
Baby Woodrose

Herfra går det slag i slag, og efter en times effektiv, svedig, catchy og velspillet rock’n roll forlader Baby Woodrose scenen, for kort efter at vende tilbage til de to ekstranumre, den 60’er rockede ‘Pouring Water on a Drowning Man’ og den overbevisende afslutter ‘Born to Lose’. I Mads Saabye på guitar, Kåre Joensen på bas og Hans Beck på herligt drivende trommer, er den musikalske opbakning til Lorentzen i front hele vejen igennem upåklagelig, og det er absolut en fornøjelse at opleve Baby Woodrose live. Når det så er sagt, så virker det også lidt som business as usual  for bandet denne aften. Men det er så sandelig også alt rigeligt til 4 store stjerner, for Baby Woodrose er et glimrende rockorkester.

Anmeldelse + fotos: Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articlePretty Maids: Louder Than Ever **** (4/6)
Next articleCorrosion Of Conformity – Albatross – 24/3 – 2014

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.