Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer The Rambling Vibes: The EP ***** (5/6)

The Rambling Vibes: The EP ***** (5/6)

3805
0

Slagelse-kvintetten The Rambling Vibes debuterer med en stilsikker retro-rockende EP, som ud over at lugte af knofedt og rock-sved, også har sangene til at bandet kan gøre sig positivt bemærket som mere end et svedigt live orkester.

Lad os bare lige slå det fast med det samme: The Rambling Vibes er ikke ude på at opfinde en ny genre, tværtimod losser de bare liv i rock’ n’roll, som den lød i 60’erne og 70’erne. To guitarer, bas og trommer, en forsanger, og så ellers ikke så meget pis. Det, som The Rambling Vibes formår, som mange andre, der bevæger sig i samme musikalske territorium ikke gør, er at skrive nogle umiddelbart fængende og velspillede sange.

Samtidig formår de 5 unge herrer at spille dem med et flot overskud, hvor musikerne får lov at vise hvad de kan (uden det tager overhånd) og forsanger Nikolaj Kristiansens vokal står stærkt i billedet hele vejen igennem de fire numre.

Første track er ‘Ain’t Getting Younger’, der straks sætter fart med et effektivt riff, trommetrampende rytme og et catchy omkvæd. “I lost my shoes/But I didn’t lose my feet” synger Kristiansen undervejs, og man fornemmer at et par tabte sko næppe står i vejen for de 5 gutters evne til at rocke ud – man kan sagtens rocke i bare tæer!

‘Keep Dancing’ lyder opfordringen på andet nummer, der også er effektivt skruet sammen, og går lige i benene på én. En par old school guitarsoli giver lige en tand ekstra kolorit, og selv om det ikke er helt på højde med første nummer, er det stadig godt. Det er det så sandelig også på ‘Boy’, der farer frem med energiske trommer, gode breaks og en fængende melodi. Fermt skruet sammen og udført med god fornemmelse for at få det til at swinge.

EP’en afsluttes med ‘Out There’, der fortsat sætter lys på bandets styrker. Det swinger, og bandet er i stand til at skrive medrivende sange, der selv om de ikke just emmer af originalitet, heller ikke lyder som det rene plagiat.  Der er nerve og energi, og produktionen passer fint til musikkens rustikke charme. Det lyder som et band, der for alvor kommer til sin ret på scenen, og en pris som publikumsfavorit ved de åbne Randers-mesterskaber i rock sidste år, vidner da også om at The Rambling Vibes bør tjekkes ud live.

EP’en giver i hvert fald indtryk af et band, med værktøjerne i orden til at nå langt. At de, ud over at spille svedig rock-musik, også evner at skrive solide sange, giver også forhåbninger om at der også kunne gemme sig et rigtig godt debut-album i Slagelse-drengene. Som EP betragtet er The EP i hvert fald en investering værd hvis man er til gammeldaws rock med nerve og energi. Bandet er blevet sammenlignet med amerikanske Rival Sons, og det er ikke helt skudt ved siden af. The Rambling Vibes svinger sig lige op på 5 stjerner for en medrivende og gennemført rock-EP.

Tjek The Rambling Vibes ud på deres facebook, hvor du også finder koncertdatoer og links til hvor du kan finde EP’en.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articleBand Of Skulls – Nightmares – 11/3 – 2014
Next articleBig Sky Country: The Handshake *** (3/6)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.