Jyske Malfunction gør sig i den hårdere ende af rocken, med lidt metalelementer hist og her. The Debt We All Must Pay er kvartettens første album, og er udgivet uden et selskab i ryggen. Respekt for initiativet, den gode energi og gode riffs, men albummet kunne dog have haft godt af en skarp producer, der kunne være med til at skærpe bandets ideer.
Der er bestemt gode elementer på The Debt We All Must Pay. Der bliver fyret gode guitarbredsider af, og der er i det hele taget en god energi i foretagendet. Især numre som ‘Humanized’, ‘Three Codes’ og ‘Omen’ har en medrivende fremdrift, og selv om disse numre også kunne blive skarpere, så har de absolut meget at byde på.
Jeg har dog også et par anker i forhold til lyden. Vokalen er noget af det første jeg bider mærke i. Det er ikke fordi den klinger skingert eller noget, men der er dels en tilstræbt amerikansk accent, og så knækker vokalen meget ofte linier fra dybere til højere toner. Det er givetvis et bevidst valg, og det kan være at andre vil have det bedre med vokalen, men for mig bliver vokalen et irritationsmoment i flere passager. For det andet virker flere af kompositionerne også lidt rådvilde, i mine ører.
Det starter sådan set ganske okay ud med ‘Black Tide’, som har et catchy omkvæd, men alligevel er det som der er noget i rytmen, der ikke helt sidder i skabet, noget i samspillet eller mikset der ikke er helt skarpt – for eksempel lyder hi-hatten sært slasket i en periode. ‘Humanized’, der følger efter, rocker tungt, hårdt og godt, og er et af de bedste numre blandt albummets otte, selv om nogle af skiftene lyder som om de er der, fordi bandet kan – for eksempel synes jeg ikke nødvendigvis at den tunge indledning og resten af nummeret hænger forbilledligt godt sammen. Til gengæld så er der fint smæk på omkvædet, som er ganske catchy.
Den langsomme opbygning på ‘The Battle’ fungerer også udmærket, desværre er det virkelig metervare amerikaner-radiorock i vers og omkvæd – det er hørt mange gange, og bedre, før. Bedre er det på ‘Three Codes’, der starter godt med en skærende guitar og i det hele taget er et solidt skåret rocknummer, hvor der blandt andet bliver fyret en potent solo af til sidst.
Balladen ‘Your Beliefs’ lander lidt i samme grøft som ‘The Battle’ – det er ikke ueffent, men det er samtidig ærgerligt at det igen ender i noget, der er hørt lidt for ofte. Til gengæld fungerer ‘Omen’ rigtig godt for mig. Her lyder Malfunction lidt som en testosteron-pumpet udgave af Pearl Jam. En heftig indledning fører over i et veludført riffende vers, hvor guitarerne konstant bygger vægge op omkring Kroghs vokal. Samtidig fungerer trommerne glimrende som temposætter, de bastante riffs er medrivende og melodisk er der også rigtig gode elementer.
Den efterfølgende ‘Trust’ byder på masser af tempo og variation, men er samtidig også et af de numre, hvor Michael Kroghs vokal i passager bliver for meget for mig. Der er dog god fremdrift og energi hos Malfunction, som ud over Krogh består af Simon Krabbesmark på guitar, Rasmus Hovde på bas og Thomas Tolborg på trommer.
Det bliver til gengæld lidt for søgende efter den brede rockballade, uden helt at ramme plet, på den kliché-betitlede ‘Broken Dreams’. Igen er der bestemt gode elementer, men i mine ører bliver det aldrig helt vellykket, dertil er elementerne simpelthen for gennemtyggede af andre bands, og ikke spændende nok sat sammen af Malfunction.
Der er masser af god energi i Malfunction, men ind i mellem er det som om de løber for hurtigt frem og ind i nogle musikalske blindgyder og omveje. Der er dog mange gode byggeklodser i bandets univers, som lover godt for eventuelle fremtidige udgivelser. Men i første omgang må Malfunction nøjes med at få 3 jævne stjerner med herfra.
Tjek Malfunction ud på deres facebook.
Anmeldt af JSB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
