SuperCharger kan vel efterhånden betegnes som et relativt rutineret band på den danske rock scene. Ikke nok med at de har turneret Europa tyndt og været support for bands som D:A:D og Mustasch, er de nu også klar med deres 3. album Broken Hearts And Fallaparts efter de tilbage i 2009 udgav debuten Handgrenade Blues og i 2011 smed That’s How We Roll på gaden.
På dette album, er der som på de 2 tidligere albums, lovet swinging rock n roll med et touch af metal. Ydermere har bandet krydret udgivelsen med gæsteoptræden af Ralf Gyllenhammar og David Johanneson fra Mustasch og Nicke Borg fra Backyard Babies. Så der er lagt i ovnen til en gedigen røvfuld larm og forventningerne er skruet i vejret.
Broken Hearts And Fallaparts består af 12 sange der alle er velspillede og ja, gennemsyret af rock attitude, og så langt så godt. Desværre lever SuperCharger ikke rigtig op til forventningerne, jo, der er smæk for skillingen, men bandet formår simpelthen ikke at skabe et helstøbt album eller gøre sangene til deres egne, hertil varierer sangskrivningen for meget, og der er ikke det der ligner en rød tråd gennem albummet, mens rock-attituden en gang i mellem kan virke lidt påtaget.
Men bandet kan trods alt deres kram, og skaber på enkelte sange deres egen lyd, hvilket sker på “Hold On Buddy”, som med længder er albummets bedste sang. Herudover rammer de også noget fedt i “Yeah Yeah Yeah”, og i den stille lukker “Goodbye Copenhagen”.
I “Hold On Buddy” tror man vitterligt på bandet, sangskrivningen er original, det er råt og ikke lige så poleret som resten af albummet. Man bliver revet med i en sang og stemning, der tyrer afsted med 300 kilometer i timen, mere af det, tak.
Og når bandet tilføjer lidt country feel fungerer det rigtig fint, som eksempelvis på “Yeah Yeah Yeah”, som også har lidt originalitet over sig. Country feel er der også nok af på “Blood Red Lips” og ikke mindst første singlen “Hungover In Hamburg”. Men igen kan der arbejdes en del med kompositionerne, da det ville hæve niveauet betragteligt.
Albummet slutter af med den stille “Goodbye Copenhagen”, hvor bandet trækker stikket og slutter af i laveste gear, et meget fint nummer, og en perfekt måde at lukke og slukke et album der fra start har buldret ud af landevejen i fuld fart, og efterladt lytteren med mange indtryk.
Alt i alt er Broken Hearts And Fallaparts et fint album, især hvis man skal bedømme sangene hver for sig, for der hersker ingen tvivl om at bandet kan deres kram og at en live koncert med dem nok ville en fest af de større, da deres sange uden tvivl kan sætte gang i ethvert spillested.
Men nu skal albummet jo bedømmes som en helhed, og her kommer SuperCharger til kort, det er simpelthen for usammenhængende og uoriginalt, og derfor hæver albummet sig ikke over en middelkarakter. I min optik skal bandet arbejde med at finde deres helt egen lyd, som på “Hold On Buddy”, og måske skrue en anelse ned for festen og lidt op for alvoren, for det er klart de mere, i lyden, seriøse sange, der virker på denne skive.
Én ting er helt sikkert, der er krummer i SuperCharger, og de er sgu nok et af Danmarks mest velspillende hardrock orkestre, og med Broken Hearts And Fallaparts er der fortsat noget at bygge videre på, selv om denne anmelder ikke er helt solgt.
Anmeldt af TBB
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
