Carcass er tilbage uden så meget fucking pis – god gammeldaws metal-smadder, udført med præcision som et kirurgisk indgreb. Et brutalt et af slagsen!
Med en fødselsdato, der inden længe ligger 30 år tilbage, så er det ikke unormalt, at et band begynder at miste dampen lidt, lette foden fra gaspedalen og i det hele taget begynder at hive lidt efter vejret. Når det så samtidig er første album siden midt 90’erne, så kunne man godt frygte det værste. Det er heldigvis ikke tilfældet hos britiske Carcass, som siden 1985 (med en indlagt pause fra 95 til 07) har været blandt pionererne indenfor ikke kun én, men adskillige, metalgenrer. Over en af de tidligste udgaver af grindcore til melodisk dødsmetal, Carcass har aldrig holdt igen med at være blandt dem der gik først.
Sådan er det godt nok ikke helt længere på deres nyeste album Surgical Steel, men hvad der mangler af egentlig udvikling og innovation, kompenseres der for ved at fylde albummet til bristepunktet med tonstunge og kompromisløst tungmetalliske numre. Fyret af som var de kun halvt så gamle som tilfældet er, og med en tilsyneladende stålsat vilje til at vise verden, hvordan en klassisk metal plade skal skæres. Skuldrene op, hovedet let foroverbøjet, pump lårbasserne og kværn nådesløst fremad.
Under første gennemlytning var jeg ikke direkte skuffet, men lidt forbeholden, “det er da helt okay og solidt”, men allerede under anden gennemlytning åbenbarede Surgical Steel’s kvaliteter sig (heldigvis) for mig. Umiddelbart tromler de aldrende herrer bare løs i stort set samtlige 11 numre ,med en “take no prisoners” attitude, brutalt og lige på og hårdt. Men man opdager relativt hurtigt (når ørerne lige fintunes), at Carcass leverer meget mere end en habil nedslagtning. Albummet rummer masser af variation, og kommer på en måde hele karrierens metal-facetter rundt. Fra den korte, men stemningsfulde, intrumentalåbner “1985” til “Mount of Execution” afslutter operationen 47 benhårde minutter senere, Surgical Steel er lidt af en triumf og årets comeback album.
Lad os bare slå fast, der er ikke et eneste svagt nummer eller bløde mellemvarer på albummet, noget vil man sikkert synes bedre om end andet, bevares, jeg foretrækker bandet når de er mest melodisk, men niveauet kan man ikke sætte en finger noget sted. Uden at ryste på hånden, udfører Carcass det ene vellykkede indgreb efter det andet, bevæbnet med sylespids og knivskarp præcision – alt virker nøje gennemtænkt og perfekt doseret.
Vi åbner som død og helvede med de to tempofyldte og thrashede dødsmetalliske hovedknuser numre “Thrasher’s Abattoir” og “Cadaver Pouch Conveyor System” (Carcass kan et eller andet med titler der bare klinger), hvor de bare hensynsløst hærger igennem. Frontmand og bassist Jeff Walker har en af den slags vokaler, som muligvis deler vandene en smule. Variation og spændvidde er der ikke meget af, bare en halv-hæs, godt rusten og gusten sammenbidt råbe-rallen, nærmest som hvis man forestiller sig Dave Mustaine havde renset halsen med sandpapir. Bill Steer’s guitar skærer løs som en knoglesav på max hastighed, imens nyeste medlem, trommeslager Dan Wilding, smækker på tønderne som et tunet piskeris. En mildt sagt hæsblæsende åbningssalut, hvor det rasende tempo dog aldrig stikker af fra dem, ikke mindst “Cadaver Pouch Conveyor System” indeholder momentvis guitar, der tangerer melodisk heavy metal, imens kropsvæskerne sprøjter fra de andre medlemmer i det overrumplende lydbillede.
Herefter skifter Carcass lidt gear, sætter tempoet en anelse ned og lader mere groove-melodiske virkemidler kigge frem. Mindre aggressivt og intenst bliver det ikke, men midlerne der benyttes, er måske det man kan kalde lidt mere afrundede og “bløde”. På den måde hvor musikken ikke flænser en i stykker, men mere hiver lemmerne af med rolige og langstrakte bevægelser. Delikat. “A Congealed Clot of Blood” føles som at hænge udspændt mellem to bryggerheste, der langsomt hiver i hver deres retning. Samtidig er det lyden af et band i total kontrol, der spiller med både teknisk og melodisk overskud – der er plads til begge dele. Hold kæft hvor de heste hiver til! “The Master Butcher’s Apron” bringer for en stund den sønderknusende tonsermetal tilbage, inden et mægtigt trampe groove tager over og ligger alt på sin vej fladt. En vuggende rytme der går lige i nakkemusklen. Det hele kulminerer i to af Surgical Steel’s absolutte højdepunkter, de medrivende og svimlende “Noncompliance to ASTM F 899-12 Standard” og “The Granulating Dark Satanic Mills”. Fart, tempo, brutalitet og raseri vælter imod én, med nok melodi til at man gladelig tager imod. Førstnævnte er den mest bistre, men leverer også pladens mest fængende og veludførte instrumental passage i anden halvdel af nummeret. “The Granulating Dark Satanic Mills” er Carcass når de er mest klassisk heavy metal, med et tordnende melodisk drive og, et for dem, meget catchy omkvæd.
På anden halvdel af albummet er lydbilledet og værktøjerne introduceret og på plads, der føjes ikke så mange nye elementer til, men varieres herligt og opfindsomt over de etablerede elementer. Mere af “det samme” kunne man sige, men her viser Carcass’ revitaliserede energi og overskuddet sig for alvor. Man får nærmest selv sved på panden og musikalsk vertigo, når de ufortrøddent hiver, slider og høvler sig igennem den bidske “Unfit for Human Consumption”, den mere sammenbidte “316L Grade Surgical Steel” og den massemorderisk fremfarende “Captive Bolt Pistol”.
Det forbløffende er især, at både band, og én selv som lytter, ikke kører træt i de barbariske ubehageligheder – for der er kraftedeme smæk på! Først på sidste nummer, “Mount of Execution”, falder der en smule ro over Carcass’ operationsstue, der efterhånden må ligne en blodig slagmark. Musikken antager en mere episk og storladen metal-klang, som om bandet indtager “victory formation”, og rider en æresrunde på den store åbne slagterbænk. Nå ja, og så er det da forresten et fænomenalt godt nummer – bare lige for at sætte en tyk streg under det triumftog Surgical Steel er.
Der er ikke så meget mere at sige – er du til metal med ekstreme toner, der ikke sætter den gode melodi og fremragende sangskrivning over styr, så er dette homogene album uomgængeligt. Og hvilken genkomst for Carcass. Uden at opfinde stålet påny, så smelter de på forbløffende vis gammelt metal sammen så det føles frisk og stærkere end nogensinde. Indenfor rammen, og vores skala, er det muligvis ikke gjort bedre i år, derfor 6 bloddryppende stjerner, som i den højest mulige anbefaling.
Køb den, og oplev dem live på Roskilde Festival 2014.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
