Home Anmeldelser - Albums & EPer Albums & EPer Jomi Massage: Primitives ***** (5/6)

Jomi Massage: Primitives ***** (5/6)

3460
0

Det er efterhånden noget tid siden Jomi Massage sidst udgav nyt. Men nu er Primitives ude, som en dyster julegave, du ikke vidste du ønskede dig. Og en af årets mest udfordrende og bedste danske udgivelser.  

Signe Høirup Wille-Jørgensen har tidligere gjort sig i Murmur og Speaker Bite Me, men Primitives er tredje engelsksprogede album under aliaset Jomi Massage. Alt på albummet er indspillet og mixet af Jomi Massage selv, udgivet på eget pladeselskab. Det har hun gjort godt. Roserne har da også allerede stået i kø mange steder, og jeg tilslutter mig koret.

Men hvad er det Jomi Massage kan?

Klaveret er det centrale instrument, sammen med Wille-Jørgensens vokal, der har noget urmørke og bitter sørgmodighed i sig. Den kombination, suppleret med ekstra instrumenter og effekter hist og her, formår Wille-Jørgensen at få til at rumme mange forskellige udtryk på Primitives. Fra den afdæmpede, sørgmodigt klingende ‘Animal Of Eden’, der åbner albummet over ‘A Fake Start Is Life’s næsten skræmmende effektforvredne afslutning, ‘Stray Arrows’ buldrende new-vawe klang, til den sfæriske ‘A Knot Of Broken/not Broken’ klinger ud.

Der er en særlig kompromisløshed over udtrykket, som gør for eksempel ‘I Will Be Born’ til et højdepunkt med sine to klaverspor, der væver Wille-Jørgensens ekspressive vokal ind i en både tung og dyster kåbe. Der er noget Björk’sk isvinter over det. Eller på ‘Flap Like A Flag’ hvor Wille-Jørgensen synger:

Some day the flowers laid at my grave will remind someone else of the steps that need to be taken/I will never wave at those leaving/I will stay up here repeating/flap like a flag from the kings horse“, mens klaveret knuger vokalen til sig.

På ‘The Dust & The Dirt’ er det den afdæmpede sårbarhed, der kommer til udtryk, musikalsk som tekstmæssigt; “A day is a day is a day/A night is a night a night/A feather so alive/A lifetime/How long is the life of a feather on a shoulder“. ‘XYZ’ hører også til i den mere melankolske afdeling, der understreger at Jomi Massage både mestrer det afdæmpede, og de mere voldsomme følelser og udtryk.  Som i albummets højdepunkt, ‘A Fake Start Is Life’.

Fra den nedtonede indledning, hvor uroen ulmer i vokalen, mens klaveret nænsomt sørger for fundamentet. Langsomt begynder kontrastende effekter at snige sig ind, mens klaveret til sidst løber ud, mens Wille-Jørgensen messer:

But there is nothing left but a wooden sword/The letters all have burnt themselves/I tell myself;/”The best is yet to come”/from hell we all shall come/From hell

Vokalen forvrænges mens “from hell” gentages, og første gang jeg hørte sangen, blev jeg helt foruroliget. Det er alligevel en lille bedrift af Jomi Massage. I det hele taget bliver man både lidt forstyrret og foruroliget gennem albummet, men ind i mellem bliver man også strøget med hårene og får passager, der nærmest har karakter af musikalske gaver. Samtidig er Wille-Jørgensens tekster også med til at give sangene et særligt udtryk. Det gør Primitives til en både udfordrende, men også givende udgivelse.

Der er også mere stillestående øjeblikke på albummet, men de stærke øjeblikke kaster skygger over de mere ordinære. Skygger kastes der også ind i sindet på én som lytter, selv om der også er lysglimt i Jomi Massages skyggeteater. Det er med til at gøre det til et album, der har passager, der sætter sig i kroppen og graver sig ind i baghovedet som små igler, der kan mane billeder frem på nethinden.

Kort fortalt, hvis man gerne vil udfordres musikalsk og stemningsmæssigt, skal man gøre sig selv den tjeneste at få fingre i Primitives. Ellers skal man nok bare gå udenom. Jomi Massage har på falderebet af 2013 begået et af årets mest spændende danske albums, der er stærkest når det er mest foruroligende.

Læs mere om Jomi Massage på hendes facebook.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

Previous articlePocket Pet – Ghost & Marathon – 27/12 – 2013
Next articleGFR Fokus: Redaktionens favoritter 2013 – danske udgivelser

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.