Porcelain udgav to albums omkring årtusindskiftet, men siden har bandet, centreret om brødrene Peter og Jesper Urban, ikke udgivet andet end en 4-numres single. Nu er de tilbage med et selv-betitlet album, der holder hele vejen igennem.
Porcelain har skåret alt unødigt fedt fra på Porcelain. Otte numre og en samlet spilletid på under en halv time giver en koncentreret rock-oplevelse, serveret af de to Urban-brødre, hvor Peter står for vokal og guitar, Jesper duellerer med brormand på guitaren, mens Jesper Valentin Holm og Niels Ole Præstbo styrer henholdvis trommer og bas og leverer supplerende vokaler.
‘I Don’t Care’ er første udladning, og med sit mørke riff og den fine brug af andenstemmer, er den både catchy og medrivende. En glimrende og medrivende start, der sætter bandets virkemidler godt i scene – stærke riffs, gode melodier, solid rocktyngde og godt vokalarbejde. Det fortsætter i samme rille på ‘My Old Friend, Pain’ med piskende lilletromme, inden den køligt klingende guitar sørger for at nummeret skifter udtryk i omkvædet, uden at det derfor virker ufokuseret.
I det hele taget virker albummet netop fokuseret, blandt andet på de gode melodier, som for eksempel på ‘The Minder’, der kunne lyde lidt henad Kent fra slut-90’erne med den langsomme opbygning og den stærke guitar, og hvor de supplerende vokaler igen støtter effektivt op, inden der lukkes op for sluserne med et tungt riff og en køligere guitarfigur bygget ovenpå. Det sidder sgu i skabet.
Den mere uptempo-rockende ‘Suck Me In Spit Me Out’ gør sig også godt, og her kan man ane en snert af Queens of the Stone Age’s ørkenrock i udførelsen med de stramme riffs, trommespillet og vokalerne. Leveringen er energisk og med overskud, nøjagtig ligesom på ‘This Is Where We Go’, der sætter kursen med effektivt guitarspil. “Can’t deny/We live to die”, lyder den indledende bemærkning fra Peter Urban, og så er vi ligesom i gang med endnu et stærkt rocknummer, der også er udstyret med et catchy omkvæd.
En mere eksperimenterende start får vi på ‘Sister Brother Father Mother’, som dog hurtigt flintrer op i tempo med en guitarbredside. ‘In Despair’ er albummets mest dæmpede øjeblik, et kort rum, hvor Urban lyder opgivende og beder “Please, God, carry me away”, inden energien og livslysten er tilbage på den tempofyldte ‘If We Love One Another’, der med sine guitargnister og sit tempo sætter et fint tempo for Porcelain.
Det er måske ikke vanvittigt nyskabende, hvad Porcelain serverer på denne udgivelse, men det er stærke sange serveret med autoritet og overskud. Især ‘The Minder’ og ‘This Is Where We Go’ står ud i et felt af sange, der vokser med gennemlytningerne. Det har så absolut fortjent mere opmærksomhed, end der er kommet Porcelain’s vej hidtil, og sniger sig op på 5 stjerner herfra.
Porcelain er udkommet på Target. Tjek videoen til ‘My Old Friend, Pain’ herunder.
Anmeldt af Judas
Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
