Symfonisk metal med gotiske elementer fra Grækenland, er ikke lige det vi hører mest af på disse kanter, og Fallen Arise lykkes ikke med meget på Ethereal, som kunne give én lyst til at ændre på dette.
Vi befinder os i et tilstræbt episk sangunivers med dertilhørende bombastisk lydbillede, fuld skrue på alle virkemidler, som den symfoniske metal genre kan byde på. Det bliver desværre bare sjældent mere end netop tilstræbt, albummet hæmmes af en gennemgående ujævn produktion, tvivlsomme vokalpræstationer og for få sange der skiller sig ud fra den storladne mængde.
Lad os starte med produktionen, der synes underligt flad og tam, der mangler simpelthen mere smæk på instrumenterne, mere tyngde og en følelse af, at det soniske stormvejr, musikken forsøger at piske op, rent faktisk hiver lidt i éns krop. Mellem nogle af numrene er der, for en cd, underligt halv-lange pauser, vi taler sekunder, men de virker unaturligt lange, så man bliver hevet ud af det univers, Fallen Arise prøver at opbygge. Lige meget hvor højt jeg skruer op for lyden, kan jeg ikke høre at der skulle gemme sig noget i stilheden, og de fremstår bare som underlige små afbræk. Det virker ganske enkelt ikke helt gennemarbejdet og finpudset.
Af og til drukner de to vokalister, hunkønsvæsnet “Spyla” og Christos Kontoulis, lidt i musikken, som om man forsøger at skjule deres løjerlige engelsk med middelhavsaccent lidt, andre gange fylder de lidt for meget. At man synger gebrokkent engelsk med accent behøver ikke være et problem, det kan tilmed give det hele lidt charme og personlighed, men her kommer det lidt for ofte til bare at lyde en smule komisk og ikke mindst distraherende.
At hverken Spyla eller Chris så er udstyret med verdens mest originale eller gudesmukke stemmer hjælper naturligvis ikke på sagerne, Kontoulis klarer sig bedst med hans klassiske 80’er metalklang i stemmen, hvorimod Spyla’s genretypiske goth-gudinde vokal sjældent rammer nogle toner der er mere end ganske ordinære. Faktisk går det helt galt da hun kaster sig ud i følelsesladet sirenesang på balladen “Never Forget Me”, da fornemmer man at talentet er et stykke fra, hvad et band som Nightwish plejer af grave op på kvindevokal fronten. Det lyder simpelthen X-Factor amatør-agtigt, så man krummer lidt tæer og også får en lille smule ondt af hende, for hun prøver da!
Kontoulis slipper heller ikke lige helskindet igennem nogle af hans vokaleudflugter, men værst bliver det dog under en talt intro til sangen “My Fall”. Såfremt det er ham, for det kan være lidt svært at høre, så lyder denne forsøgt dramatiske intro-speak bare godt gammeldags kikset. Andre gange svinger han mellem en nogenlunde Dickinson frasering og andre passager, hvor han lyder lidt som om de engelske gloser er ved at sætte sig på tværs i halsen, men knap så slemt som hos Spyla, hvor dele af ordene flere gange slet ikke forlader munden på hende.
Hvad fungerer så egentlig på Ethereal? Jo, selvom bander overordnet set har noget besvær med at hamre mindeværdige melodier afsted, så er de dog ikke helt uden sans for opbygning i nogle af numrene. “Eternity” er ikke skruet sammen uden en vis sans for finesse og struktur, den bygger godt op, bruger pianoet (der flyver ud og ind af sangene) fornuftigt og melodisk er der godt med fremdrift. Selv de lidt melodi grand prix klingende elementer, deriblandt vokalerne, kan man holde til her. I den tempofyldte “Nightouched” viser de også, at de af og til kan håndtere det opskruede tempo uden at det stikker af for dem. Hvilket er et andet tilbagevendende problem på pladen, det går alt for stærkt for Fallen Arise i mange af numrene, så sangene blæser afsted i et hysterisk opskruet tempo, hvor strygere, piano, trommer og vokaler fræser ud over de episke sletter, men i stedet for at danne en medrivende fælles front, er de alt for ofte ved at vælte over hinanden.
Okay, så vokalerne er on/off, og helt klart en smagssag, produktionen halter flere steder og føles underligt livløs, mange af numrene er faretruende tæt på at falde fra hinanden og sætter sig ikke rigtigt fast, men værst af alt er næsten, at Ethereal føles UENDELIGT langtrukken! Ikke nok med alle de nævnte problemer og forhindringer man skal kæmpe med som lytter, så er sangene alenlange, uden at det føles nødvendigt. Lange bare for at være lange, fordi når man laver episk musik, så varer numrene 6-7 minutter, om man så kan fylde spilletiden ud med noget spændende eller ej. Der er 10 numre på albummet, inklusiv et kort instrumentalt mellemspil, og når man er nået halvvejs begynder man at kede sig bravt, koncentrationen svigter og Fallen Arise buldrer bare intetsignede videre i baggrunden. Alene de sidste to numre på albummet, “Eternal Sins” og “Fly To Horizon” (ved ikke om de har glemt et “the” der), varer næsten 14 minutter sammenlagt. Hvis du ikke var godt mør og ør i knolden inden, så er slutspurten som de sidste 10 km af en maraton (har jeg hørt).
Det er svært at anbefale Fallen Arise til nogen, selv for fans af genren. Der findes episk anlagt symfonisk metal med gotisk isæt derude, som er lysår bedre end det her, så hvorfor overhovedet spilde tid på Ethereal? Er du nysgerrig efter hvordan et græsk bud på genren kunne lyde, så smag på det med måde, det lyder måske eksotisk og interessant på skrift, men det er en gennemført kedelig oplevelse at lægge ører til. Desværre er det også det eneste rigtig gennemførte ved dette album, for det er ikke engang så kikset, at det bliver underholdende. Vi lander på 1 stjerne, som i “den mindst mulige anbefaling”, det er ikke en regulær græsk tragedie, det er bare en langgaber af rang.
Fallen Arise, bliv roligt liggende.
Anmeldt af Kodi
Albummet er udkommet via Noisehead Records
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
