Sizewear brænder så meget for deres hardcore thrash blanding, at de har taget sagen i egen hånd og selv finansieret og produceret dette album. Det er ærgerligt nok også noget af det bedste man kan sige om de 11 numre, hjertet er på rette sted, men udførelsen halter desværre en del.
DIY ånd og masser af gåpåmod, kan man komme ret langt med, især hvis man har sangene til at bakke det op, så betyder en tvivlsom produktion ikke altid så meget. Men efter at have lyttet Sizewear igennem nogle gange, er jeg stadig i tvivl om de egentlig har sangene. De er i hvert fald svære at høre igennem den ujævnt buldrende og skæve produktion, hvilket er med til, at selvom der dukker gode momenter op, så er de svære at holde fast i som lytter – og endnu vanskeligere at huske bagefter. Mange af numrene mudrer simpelthen sammen, man har vanskeligt ved at orientere sig på pladen og det ender med at alt for mange af de 11 sange lyder som den samme container, der ruller ned af en trappe – med instrumenterne inden i.
Det er naturligvis en forbandet skam, og gør det yderst vanskeligt at bedømme, hvor meget potentiale der er i Sizewear. Så lad os slå ned på et par punkter, hvor der er lys i det bumlende mørke.
Først og fremmest er attituden god, både musikalsk og på vokalfronten, ingen af delene er specielt banebrydende eller spændende eksekveret på dette album, men man fornemmer, at der trods alt er et fundament at arbejde med et eller andet sted i larmen, som måske kunne blive til noget mere, med lidt hjælp fra sidelinjen.
Vi befinder os i et broget metalunivers, der trækker linjer tilbage til 90’erne og det amerikanske. Groft sagt ville jeg beskrive musikken som en lidt mere primitiv udgave af Machine Head. Så vidt som, at man kan skelne numrene fra hinanden, så aner man også en fin rød tråd i bandets lyd, så rammen er sådan set på plads. Indenfor denne ramme, er der også enkelte lyspunkter at finde, det kan være et fedt riff hist og her, eller en del af en sang som fungerer rigtig godt, men overordnet er der lidt for få numre, hvor det hele går op i den der højere enhed.
Pladen lægger ud med 3 numre, som hakker afsted i lidt den samme rille og tempo, og som har virkelig svært ved at fange og engagere mig som lytter. Men så rammer Sizewear pludselig noget i introen til “Novelty”, hvor en mere melodisk tilgang afprøves, forsanger Kevin Rørgren spytter ikke længere ordene bistert ud, men tilpasser vokalen det mere melodiske leje – yndefuldt lyder det måske ikke ligefrem, men det fungerer og er et fornuftigt afbræk fra de indledende numre. Da sangen for alvor tromles op i gear, har bandet faktisk fat i en virkningsfuld knogleknuser klang, som klæder dem.
Et nummer som “Clown” midt på pladen har egentlig en god tyngde og pondus, men hæmmes lidt af en af de tilbagevendende problemer på Sizewear, man finder et riff eller en melodi-stump og så får det lov til at snurre i stort set samme spor sangen ud. I længden savner man mere variation og opfindsomhed i de enkelte numre, når grundlinjen er lagt – havde det været en samling demoer og skitser man ville bygge ovenpå, havde det været en anden snak.
På “7even” er Sizewear tilbage i det melodiske lune, den dystre og ildevarslende atmosfære er fin, men vokalen bliver her måske en anelse for dominerende i de stille passager, noget der sikkert kunne fikses ved at mikse enkeltdelene lidt anderledes. De intense og stormombruste peaks i sangen er effektfuld musikalsk vrede, der minder mig lidt om når Korn rasede ud i deres midt-tempo numre i 90’erne. Ikke tosset, men der mangler lige lidt før det hele sidder lige i skabet. Det gør det stort set på “Burst”, albummets mest vellykkede sang, en afventende slæber, hvor instrumenterne cirkler stemningsfuldt rundt i lydbilledet og sammen med Rørgren’s kontrollerede vokal rammer balancen mellem det tilbageholdende og veltimede udbrud. Her viser Sizewear, at de har det i sig, at følge en idé helt til dørs og bakke det op med handling. Godt nummer.
Så begynder trætheden for alvor også at sætte ind, 11 numre er alt for langt og med 10 ud af 11 numre der har en spilletid på 4-5 minutter bliver det simpelthen for meget i længden. Her havde en EP med de bedste numre klart været at foretrække, pladeformatet kommer uheldigvis til at tydeliggøre, at Sizewear endnu har alt for få helstøbte numre til at fylde en plade ud. Det er naturligvis prisværdigt, at bandet tror så meget på det, at de har brugt egne penge og ressourcer på at realisere projektet, det gør beklageligvis bare ikke hovedparten af materialet bedre.
En skam, for der er som sagt anløb til rigtig fine øjeblikke, og enkelte fuldtræffere spredt ud på Sizewear, men som samlet værk holder det ikke i mål. Der ligger helt klart en masse vilje bag udgivelsen, men bandet virker som om de har bidt over alt for meget ved at stå for hele arbejdet selv. Med en less is more tilgang, noget hjælp til alt det tekniske og poleringen af rammen, så bandet kan koncentrere sig om sangskrivningen, er det dog ikke udelukket at Sizewear kan omsætte sved, virketrang og de momentvis fine idéer til noget mere helstøbt og fornuftigt. Indtil da lander vi dog desværre på 2 stjerner.
Anmeldt af Kodi
Besøg Sizewear på Facebook
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!
