En skam, for når AC Angry endelig har fat i noget der er værd at huske, så kan de faktisk skrue glimrende sange sammen, også selvom det lyder som noget du har hørt mange gange før. På “Good To Be Bad”, et af højdepunkterne, lyder bandet faktisk som noget jeg hørte så sent som i sidste uge, nemlig Monster Magnet. Det er i virkeligheden lige før at AC Angry’s klang her out-Monster Magnet’er Monster Magnet, med en indledning der lyder tyvstjålet fra New Jersey gruppens “Spacelord”. Ikke det værste at stjæle fra, og det åbenlyse tyveri til trods, så kan man ikke fornægte, at nummeret sump-rocker fuldstændig igennem på svedig og overbevisende vis. “Had more women, than you will ever have”, lyder det, typisk for pladen, selvsikkert fra forsanger og guitarist Alan Costa, “Hey sucker, can you read my lips / I got my hands on your girlfriends tits” – så er stilen ligesom lagt. Og substansen i det lyriske univers bliver stort set ikke tykkere pladen igennem, ganske underholdende på en lidt primitiv måde i mindre portioner, men lidt trættende i længden – lidt ligesom en American Pie DVD maraton.
You turn me off with your lame fucking music
You think you’re cool, but you’re just fucking stupid
You all wanna be the next big thing
You just can’t play and you just can’t sing
Sådan lyder det dybe budskab på “Hellrock Anthem”, nok ikke ligefrem en analyse de kommer til at vinde nogen priser for. Så er det straks bedre, når AC Angry bare går “sprut og damer” planken ud, og tramper rundt i rockhistorien med store og tunge skridt, uden meget andet formål end at have det sjovt.
Et andet højdepunkt er titelnummeret “Black Denim”, der er faretruende tæt på at være akut vanedannende, med sit sejt huggende riff og en melodi med uimodståelig hoftestødende rock-swagger. Man kan næsten se den denimklædte tyske bande komme stolt marcherende ned af gaden, med eine heisse schlampe under den ene arm og en flaske whisky under den anden, imens “Black Denim” blæser ud af højtalerne. Opfordringen lyder på at slutte sig til dem, og være “a motherfuckers dream” – hell yeah! Eller noget… men, som nævnt, den her er svær ikke at lade sig rive med af, og sammen med “Good To Be Bad” er det en af de meget få numre på pladen, som man kan huske efterfølgende.
Ellers falder en stor del af de resterende sange i party rock grøften, med masser af tempo og festlig stemning, med titler som “Rock N’ Roller Rolla”, “Booze Horse” og “Like A Riot”, så er der ikke så meget at tage fejl af. AC Angry’s lånte fest kommer dog hurtigt til, at køre noget i tomgang. Man føler lidt, at man lægger ører til soundtracket til en fest, man egentlig hellere ville være en del af i virkeligheden, frem for kun at få på lydsiden. På “You Got The Thirst – I Got The Booze” går de endda den ukronede party-rock konge Andrew WK i bedene, med en højoktan party anthem tilsat en omgang hidsig klaver-boksning. Andrew WK selv plankede vel i sin tid lidt Jerry Lee Lewis, så et tyveri fra en tyv, er vel på sin vis i orden.
AC Angry lukker festen med den selvbetitlede “AC Angry”, hvor de får hapset lidt fra Skate punk-rock veteranerne Suicidal Tendencies. Både hvad angår det maniske tempo og gentagelsen af eget navn i sangteksten, i stedet for “Suicidal” eller “ST”, så er det “AC Angry” der bliver råbt igen og igen. Nuvel, endnu engang må man sige, hvis man skal hugge fra andre, så kan man lige så godt gøre det fra de bedste, og på den måde falder AC Angry ikke igennem – de får valgt nogle ofre, som de kan efterligne på så overbevisende vis, at det aldrig bliver pinagtigt. Det bliver bare heller aldrig virkelig super fedt.
Som en uforpligtende lille fest eller pusterum fra musik med mere substans og dybde, er AC Angry slet ikke tosset tidsfordriv. Originalitet og et selvstændigt udtryk er nærmest totalt fraværende, men den stjålne musik leveres med masser af energi, spillelyst og flabet charme, der gør det meget svært at hade tyskerne. Let fordøjelig underholdning, men mæthedsfornemmelsen udebliver, jeg giver 3 stjerner for den festlige stemning – så længe den varer.
